Ankestyrelsens principafgørelse 68-17

GældendeÅr: 2017Udgivet: 2017-09-09

Beskrivelse

Kommunen kan yde hjælp til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Kommunen kan også yde hjælp til egenbetalingsandelen til tandbehandling og tandpleje, hvortil der er bev...

Journalnummer

2016-4011-25885

Indhold

Afgørelse

Resultatet er:

Du har ikke ret til yderligere økonomisk hjælp til den ansøgte tandbehandling, ud over de 12.076,22 kr. som kommunen har bevilget dig.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du selv har økonomisk mulighed for at betale udgifterne til den del af den ansøgte tandbehandling, som kommunen ikke har bevilget hjælp til.

Vi vurderer også, at du har økonomisk mulighed for at betale den del af tandbehandlingen, som vil blive refunderet af Sygeforsikringen ”danmark”, uden at du kommer i økonomisk trang frem til det tidspunkt, hvor du vil få refusionen udbetalt.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger på baggrund af beskrivelsen af behandlingsforløbet, modtaget i kommunen den 19. marts 2016, til grund, at det samlede behandlingsforløb, som der søges om hjælp til, strækker sig over ca. seks en halv måned.

Vi lægger vægt på, at udgiften til den ansøgte tandbehandling i alt er 17.686,93 kr., og at det samlede tilskud fra Sygeforsikringen ”danmark” udgør 3.910,71 kr.

Vi lægger også vægt på, at kommunen bevilger dig 12.076,22 kr. i hjælp til tandbehandlingen. Din egenbetaling udgør derfor 1.700 kr. efter fradrag af tilskuddet fra Sygeforsikringen ”danmark”.

Vi lægger videre vægt på, at dit månedlige rådighedsbeløb efter afholdelse af rimelige, faste udgifter er ca. 7.400 kr. Dette rådighedsbeløb skal dække udgifterne til mad, tøj og andre fornødenheder for dig.

Fastlæggelsen af dit rådighedsbeløb sker med udgangspunkt i dine månedlige nettoindtægter fratrukket dine rimelige, faste udgifter. Rimelige faste udgifter er f.eks. udgifter til husleje, herunder el, vand og varme og eventuelle andre nødvendige faste udgifter til f.eks. børnepasning og børnebidrag. Det beløb, der er tilbage, er dit rådighedsbeløb. Det beløb skal dække dine udgifter til mad, tøj og andre udgifter, som du selv har indflydelse på størrelsen af. Det er en forudsætning for hjælp, at udgiften ikke med rimelighed kan afholdes inden for rådighedsbeløbet.

Vi lægger desuden vægt på, at kommunen modtager en regning fra en specialtandlæge vedrørende behandling udført den 14. marts 2016.

Behandlingen udført af specialtandlægen koster 9.641,13 kr., og tilskuddet fra Sygeforsikringen ”danmark” til denne del af den samlede behandling udgør 3.043 kr. Det fremgår af sagens oplysninger, at den kirurgiske del af behandlingen derefter er afsluttet, og at den resterende del af behandlingen skal udføres hos din egen tandlæge.

Kommunen afregner 6.598,13 til specialtandlægen.

Vi finder, at du med dit rådighedsbeløb på ca. 7.400 kr. har mulighed for at afholde de 3.043 kr. af regningen fra specialtandlægen, uden at komme i økonomisk trang frem til det tidspunkt, hvor du vil kunne få beløbet refunderet af Sygeforsikringen ”danmark”.

Vi lægger desuden vægt på det oplyste om, at hele behandlingen skal udføres over ca. seks en halv måned, og at der efter den kirurgiske del af behandlingens afslutning i marts måned 2016 er en helingsperiode, hvor du af dit rådighedsbeløb har mulighed for at opspare midler til din egenbetaling på 1.700 kr. og den resterende del af behandlingsudgiften på 867,71 kr., som efter betaling vil blive refunderet af Sygeforsikringen ”danmark”.

Privat gæld

Vi er opmærksomme på, at du afholder en månedlig udgift på 1.074 kr., som hidrører fra en gældssaneringsordning. Der har mellem dig og kommunen været uenighed om, hvorvidt denne udgift skal medtages som en rimelig udgift i din rådighedsberegning.

Vi bemærker i den forbindelse, at du til sagen oplyser og dokumenterer, at din betaling til kreditorerne i gældssaneringen er indfriet ved låneoptagelse hos en bekendt. Det er derfor vores opfattelse, at din restgæld er privat gæld, der ikke er omfattet af en gældssanering.

Da der hverken i det vedlagte gældsbrev dateret den 7. december 2011 eller i sagen i øvrigt er oplysninger om, at manglende betaling af gælden vil være af truende karakter for dig, er vi enige med kommunen i, at dine månedlige afdrag på 1.074 kr. ikke skal medregnes som en rimelig udgift i din rådighedsberegning.

Udgifter til behandling

Du oplyser og dokumenterer i forbindelse med sagen, at du afholder en udgift til fysiurgisk massage/afspænding. Din månedlige udgift dertil er 2.500 kr.

Du oplyser også, at du har andre behov for træning/behandling, herunder psykolog som følge af depression, men at du af økonomiske årsager ikke har mulighed for at dække udgifterne hertil.

Du vedlægger en udtalelse fra en speciallæge i reumatologi dateret den 26. september 2016. Det fremgår blandt andet af udtalelsen, at du som følge af invaliderende bevægelsesapparats smerter har gået regelmæssigt til fysiurgiske behandlinger, afspænding/fys, massage, osteopat samt svømning, yoga og træning.

Ved afgørelse af den 14. juni 2017 vurderede vi, at du er omfattet af den personkreds, der har ret til særlig behandling efter servicelovens § 102. Vi hjemviste derfor sagen om behovet for hjælp efter servicelovens § 102 til fornyet behandling i kommunen.

Det er vores opfattelse, at dine udgifter til dækning af dine behov i form af fysiurgiske behandlinger, afspænding/fys, massage, osteopat samt svømning, yoga og træning, der ikke kan tilgodeses via behandling efter anden lovgivning og som efter en konkret vurdering ikke vurderes nødvendig efter servicelovens § 102, ikke kan medtages som rimelige og nødvendige udgifter i trangsvurderingen i forbindelse med ansøgningen om hjælp til tandbehandling.

Vi har derfor ikke medtaget dine behandlingsudgifter på 2.500 kr. månedligt som rimelige og nødvendige udgifter i din rådighedsberegning.

Oplysninger i sagen

Oplysningerne fremgår særligt af afgørelsen af den 7. marts 2016, din klage modtaget i kommunen den 2. april 2016 og kommunens revurdering af den 9. maj 2016.

Om reglerne

Det er en forudsætning for hjælp, at ansøgeren ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Det er også en betingelse, at behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Endelig er det en betingelse, at der ikke er behandlingsmuligheder inden for det offentlige behandlingssystem, og at udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning.

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

EgenbetalingSygeforsikring danmarkHjælp til sygebehandlingTandbehandlingEgne midler

Paragraffer

§ 93§ 82§ 102

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-56-02

Udgivet: 2013-07-10

Kommunens og nævnets afgørelser om hjælp til et billigere brillestel end det ansøgte anset for ugyldige på grund af utilstrækkelig sagsoplysning. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet vurdering i kommunen. Det var ikke tilstrækkeligt undersøgt om de...

Ankestyrelsens principafgørelse A-33-01

Udgivet: 2013-07-10

Der var i bekendtgørelsen om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus ikke hjemmel til at yde hjælp til nødvendige behandlingsudgifter, herunder tandbehandlingsudgifter. Bekendtg...

Ankestyrelsens principafgørelse 126-12

Udgivet: 2013-07-10

Efterlevelseshjælp efter aktivloven skal ikke trækkes fra i kontanthjælpen. Efterlevelseshjælp efter aktivlovens § 85 a er ligesom ydelserne i lovens kapitel 10 (§§ 81-85) ikke en indtægt i aktivlovens forstand, men derimod en engangsydelse, som efte...