Ankestyrelsens principafgørelse 79-11

GældendeÅr: 2011Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

En ret til tabt arbejdsfortjeneste omfattede alle kontroller og behandlinger, der var iværksat på grund af den kroniske/langvarige lidelse. Kommunen kunne således ikke foretage fradrag for de 3 første kontroller eller ambulante behandlinger. Ankestyr...

Journalnummer

J.nr.: 3500059-10

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 42
  • Note:
  • Afgørelsen præciserer rækkevidden af Principafgørelse C-8-08

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om i hvilket omfang enkeltdage til kontroller og behandling skal indgå ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste

Resultatet er

• Ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste indgår alle kontroller og behandlinger, som iværksættes på grund af den kroniske/langvarige lidelse

Det betyder, at kommunen ikke kan foretage fradrag for de 3 første kontroller eller ambulante behandlinger.

Vi er således kommet til samme resultat som nævnet i Statsforvaltningen X.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Der er ikke i loven adgang til at foretage fradrag for de 3 første lægeundersøgelser årligt i udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste, når familien i øvrigt er berettiget til ydelsen.

Efter servicelovens § 42 ydes der hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig funktionsevne.

Ankestyrelsen har i principafgørelse C-8-08 taget stilling til, at der ikke kunne ydes tabt arbejdsfortjeneste hvis der var tale om 2 højst 3 planlagte kontrolbesøg pr. år. Begrundelsen for dette var, at det ikke blev betragtet som merudgift efter § 42, da det var almindeligt, at familier med børn kunne komme i samme situation.

Ovennævnte principafgørelse betyder ikke, at der skal ske fradrag for de første 2 til 3 behandlinger eller kontroller i de situationer hvor familiens behov for tabt arbejdsfortjeneste har et sådant omfang, at det ikke kan betragtes som almindeligt fravær, som enhver familie kan have

En sådan begrænsning i retten må efter Ankestyrelsens opfattelse forudsætte klar lovhjemmel.

Sagsoplysninger

  • Kommunen har oplyst, at der kommer til at ske en overkompensation ved at yde dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra 1. kontrol, idet alle forældre kan forvente et vist fravær på grund af deres børns sygdom.
  • Vi bemærker, at vi lige som nævnet har lagt til grund, at undersøgelsen vedrørte barnets funktionsnedsættelse, at barnet er omfattet af personkredsen i § 42, og at der samlet set foreligger et så omfattende fravær fra arbejdsmarkedet, at der er ret til tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet har i afgørelsen lagt vægt på, at kommunen har fundet, at familien opfylder disse betingelser.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • • nævnets afgørelse af 19. november 2009
  • • Klagen til Ankestyrelsen af 16. december 2009
  • • nævnets genvurdering
  • Det fremgår af sagen, at kommunen i en periode har udbetalt tabt arbejdsfortjeneste til familien i anledning af sønnens diabetes.
  • I brev af 17, juni 2008 meddelte kommunen forældre, der modtog tabt arbejdsfortjeneste, at der fremover først ville blive udbetalt tabt arbejdsfortjeneste ved 4. kontrolbesøg. Kommunen henviste til Principafgørelsen C-8-08.
  • Ved afgørelse af 21. januar 2009 meddelte kommunen, at NN ikke var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste ved de 3 første kontroller/ambulante behandlinger/besøg hos speciallæge i 2009.
  • Familien klagede og nævnet ændrede afgørelsen.
  • Nævnet har begrundet afgørelsen med, at der var bevilget tabt arbejdsfortjeneste i anledning af sønnens sygdom og at der ikke var adgang for kommunen til at begrænse udmålingen som sket.
  • Kommunen har klaget over nævnets afgørelse.
  • I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at der kommer til at ske en overkompensation ved at yde dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra 1. kontrol, idet alle forældre kan forvente et vist fravær på grund af deres børns sygdom.
  • Underinstansen har ved genvurdering fastholdt afgørelsen uden yderligere bemærkninger.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

HospitalskontrolTabt arbejdsfortjenesteLægebehandling

Paragraffer

§ 42

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 29-13

Udgivet: 2015-06-24

Dette kan være tilfældet ved omlægning af diabetesbehandling til behandling med insulinpumpe. I forbindelse med at barnet bliver udskrevet fra hospitalet, efter at have fået indopereret en insulinpumpe til behandling af diabetes, kan der i umiddelbar...

Ankestyrelsens principafgørelse C-1-01

Udgivet: 2013-07-10

Stedforældre kan efter en konkret vurdering være berettiget til tabt arbejdsfortjeneste. Efter en konkret vurdering fandt Ankestyrelsen, at en stedfader kunne få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med ægtefællens barns indlæggelse...

Ankestyrelsens principafgørelse C-11-03

Udgivet: 2013-07-10

Ankestyrelsen fandt, at det i henhold til sektoransvarlighedsprincippet påhviler folkeskolen at yde støtte til børn i skole og skolefritidsordning. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at et forældrepar, på baggrund af en konkret vurdering af sønnens lide...