Ankestyrelsens principafgørelse 86-14

GældendeÅr: 2014Udgivet: 2014-12-20

Beskrivelse

En borger, der modtager kontanthjælp som jobparat, skal være tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende. Tilmeldingen sker i Jobnet. Borgeren skal mindst hver 7. dag tjekke sine jobforslag i Jobnet og dermed bekræfte, at han er arbejdssøgende. Hvis borge...

Journalnummer

2014-4029-39993

Indhold

Afgørelse

Vi vurderer, at du ikke har tjekket dine jobforslag på Jobnet, og dermed bekræftet din arbejdssøgning, rettidigt.

Vi vurderer i den forbindelse, at det forhold, at kommunen den 12. august 2014, ca. 1½ måned efter afgørelsen af 4. juli 2014, har omvisiteret dig til at modtage kontanthjælp som aktivitetsparat, ikke kan føre til en anden afgørelse af din sag, da den fornyede visitation, efter en konkret vurdering, alene har virkning for tiden efter den 12. august 2014. Vi bemærker, at vi ikke herved har taget stilling til, om kommunens omvisitering af dig var korrekt.

Vi vurderer endvidere, at grunden til dit manglende rettidige tjek af jobforslag, ikke skyldtes tekniske problemer med Jobnet, men dine egne forhold.

Vi vurderer videre, at du ved din seneste tilmelding til Jobnet er vejledt skriftligt og fyldestgørende om konsekvensen for din hjælp, hvis du ikke tjekker dine jobforslag på Jobnet rettidigt, og om hvad du skal gøre for igen at få kontanthjælp.

Vi vurderer endelig, at kommunen har overholdt reglerne om at give dig skriftlige påmindelser om at tjekke dine jobforslag på Jobnet.

Vi har lagt vægt på, at du, på tidspunktet kommunens afgørelse om sanktion, var visiteret som jobparat kontanthjælpsmodtager, og på, at der ikke er oplysninger i sagen, der medfører, at visitation af dig som jobparat i tiden før 12. august 2014 ikke var korrekt.

Vi har endvidere lagt vægt på, at du den 14. august 2013 for anden gang fik en skriftlig påmindelse og frist til at tjekke dine jobforslag, da der var gået mere end 7 dage siden du havde tjekket dine jobforslag. Du var også den 10. september 2013 og den 24. februar 2014 blevet afmeldt Jobnet på grund af manglende tjek af jobforslag.

Vi har videre lagt vægt på, at du senest den 29. juni 2014 skulle tjekke dine jobforslag på Jobnet, hvilket du ifølge dine egne oplysninger glemte, fordi du var stresset.

Vi har tillige lagt vægt på, at du den 30. juni 2014 blev afmeldt Jobnet som følge af det manglende rettidige tjek af dine jobforslag på Jobnet, og at du igen tilmeldte dig Jobnet den 3. juli 2014.

Vi har lagt til grund, at du ved din seneste gen-tilmelding til Jobnet den 19. april 2014, forud for den sanktionerede afmelding af 30. juni 2014, har fået en skriftligt (elektronisk) vejledning om konsekvensen for din hjælp, hvis du ikke tjekker dine jobforslag på Jobnet rettidigt, og om hvad du skal gøre for igen at få kontanthjælp.

Vi har endelig lagt vægt på, at denne elektroniske vejledning har følgende ordlyd:

”Hvis du glemmer at tjekke dine jobforslag, får du en påmindelse og en ny frist på 7 dage – de to første gange.

Glemmer du at tjekke dine jobforslag tre gange eller mere inden for 12 måneder, bliver du afmeldt. Og det kan få konsekvenser for dine dagpenge/kontanthjælp.

Derfor er det vigtigt, at du husker at tilmelde dig igen – med det samme. Du får heller ikke dagpenge/kontanthjælp i de dage, du er afmeldt. ”

Efter reglerne skal kommunen foretage fradrag i hjælpen, hvis en jobparat kontanthjælpsmodtager undlader at tjekke sine jobforslag på Jobnet rettidigt. Fradraget foretages for de dage, personen har været afmeldt. Hvis det manglende rettidige tjek af jobforslag ikke skyldes personens forhold, f.eks. på grund af it-nedbrud på Jobnet, foretages der ikke fradrag.

Efter reglerne er det er betingelse for, at kommunen kan foretage fradrag i eller nedsætte hjælpen eller bringe hjælpen til ophør, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud, indkaldelsen til samtale m.v., skriftligt har informeret borgeren om konsekvensen for hjælpen, hvis borgeren uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v., og om, hvilke skridt borgeren, der afslår m.v., skal tage for igen at blive berettiget til hjælp.

Vejledningsbetingelsen er normalt opfyldt, hvis borgeren i forbindelse med den seneste tilmelding til Jobnet, forud for den sanktionerede afmelding, har fået en elektronisk (skriftlig) vejledning, der indholdsmæssigt opfylder kravene. Dette gælder uanset, at kommunen i perioden mellem den seneste elektroniske vejledning og den sanktionerede afmelding, har sendt borgeren breve, herunder påmindelsesbreve, hvori en eventuel vejledning indholdsmæssigt ikke er fyldestgørende.

Hvis den seneste elektroniske vejledning ikke indholdsmæssigt er fyldestgørende, vil vejledningskravet normalt være opfyldt, hvis den seneste skriftlige vejledning, som kommunen har givet borgeren, f.eks. i et påmindelsesbrev, forud for den sanktionerede afmelding, er fyldestgørende.

Hvis hverken den seneste elektroniske vejledning eller den af kommunen senest givne skriftlige vejledning indholdsmæssigt er fyldestgørende, er vejledningskravet ikke opfyldt, og kommunen vil derfor ikke kunne give en sanktion for manglende tjek af jobforslag.

En vejledning, f.eks. i et påmindelsesbrev, der alene orienterer om, at borgeren ved afmelding som udgangspunkt ikke har ret til dagpenge eller kontanthjælp, opfylder ikke det indholdsmæssige krav.

Kommunen skal dokumentere på borgerens sag, at vejledning er givet, herunder hvornår den er givet og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Efter reglerne skal kommunen første gang personen undlader at tjekke sine jobforslag rettidigt (1. undladelse), give personen en skriftlig påmindelse om og ny frist til at tjekke sine jobforslag. Hvis personen ikke tjekker sine jobforslag inden for denne frist afmeldes pågældende Jobnet.

Hvis personen for anden gang inden for 12 måneder undlader at tjekke sin jobforslag rettidigt (2. undladelse), skal kommunen give personen en skriftlig påmindelse og ny frist til at tjekke sine jobforslag. Hvis personen ikke tjekker sine jobforslag inden for denne frist afmeldes pågældende Jobnet.

Hvis personen for tredje gang inden for 12 måneder efter 2. undladelse undlader at tjekke sine jobforslag rettidigt (3. undladelse), afmeldes personen uden yderligere påmindelse og frist.

Det samme vil gøre sig gældende i gentagelsestilfælde, indtil der er gået mere end 12 måneder mellem to undladelser.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

KontanthjælpPåmindelseVejledningSanktionerTilmelding til jobnet

Paragraffer

§ 37§ 5§ 41§ 8a§ 36§ 38§ 11§ 40§ 39§ 35§ 26a§ 17§ 2§ 3

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 21-16

Udgivet: 2016-06-07

Der kan ydes hjælp efter aktivlovens § 81 til rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden, og de ø...

Ankestyrelsens principafgørelse O-118-96

Udgivet: 2013-07-11

Som udgangspunkt skulle begge ægtefæller stå til rådighed for arbejdsmarkedet i et omfang, der svarede til fuldtidsbeskæftigelse, med mindre der forelå særlige forhold. Dette kunne f.eks. være tilfældet i en situation, som den fore liggende, hvor et ...

Ankestyrelsens principafgørelse A-37-06

Udgivet: 2013-07-10

Ankestyrelsen fandt, at en mand, der søgte om økonomisk hjælp til en ferierejse til Polen, hvor han sammen med sin datter ønskede at besøge sin 85 årige mor, ikke havde ret til hjælp til samværsudgifter i forbindelse med besøget. Begrundelsen for afg...