Ankestyrelsens principafgørelse U-3-03
Beskrivelse
Ankestyrelsen har behandlet en sag om ret til dækning af udgifter til et vippebræt og en bold anvendt efter en arbejdsskade som led i genoptræningen af et knæ. Ankestyrelsen fastslog, at udgifter til vippebræt og bold ikke kunne dækkes efter bestemme...
Journalnummer
J.nr.: 1001837-02
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 30, stk. 1 og § 30, stk. 2
- Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. - lov nr. 80 af 8. marts 1978 - § 6
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at dække skadelidtes udgifter til vippebræt og bold.
Efter lovens § 30, stk. 1, kan udgifter til sygebehandling og optræning under sagens behandling betales, hvis behandlingen er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger.
Ankestyrelsen fandt, at et vippebræt og en bold ikke var nødvendig som led i behandlingen og optræningen af skadelidtes knæskade. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke foreligger lægevidenskabelig dokumentation for at brug af et vippebræt eller lignende har behandlende eller genoptrænende virkning. Udgifterne dertil kunne derfor ikke dækkes efter § 30, stk. 1.
Efter lovens § 30, stk. 2, kan der dækkes udgifter til proteser, briller og lignende hjælpemidler, der er nødvendige for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at mindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af erhvervsevnetabet eller mén-graden. Et hjælpemiddel skal som udgangspunkt være individuelt fremstillet eller tilpasset, og det skal alene være anskaffet for at erstatte tabet eller bedre funktionen af en legemsdel, der er blevet beskadiget ved arbejdsskaden.
Ankestyrelsen fandt, at et vippebræt og en bold ikke havde en sådan karakter, at de kunne betragtes som lignende hjælpemidler i § 30, stk. 2´s forstand. Et vippebræt og en bold måtte anses som almindelige brugsgenstande, motionsartikler eller legeredskaber, der ikke var tæt knyttet til en person, og ikke erstattede eller bedrede funktionen af en legemsdel.
Udgifter til vippebræt og bold kunne således ikke dækkes efter arbejdsskadeloven.
Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Information
- Sagen drejede sig om en mand, der under aftjening af værnepligt i marts 1999 vred om på sit højre knæ. Ved lægeundersøgelse i august 1999 blev der ikke fundet ansamling eller løshed i knæleddet; skadelidte havde knæsmerter og knagen ved bevægelse. Ved artroskopi i januar 2000 fandtes brusken på knæskallen uregelmæssig på hele den mediale halvdel; korsbånd var tilstede og der var ingen meniskskader.
- Fysioterapeut havde herefter anbefalet vippebræt til genoptræning af stabiliteten omkring knæet. Der forelå regning for køb af en bold til 49,95 kr. i januar 2000 samt regning for et balancebræt til 279,00 kr. købt i januar 2000.
- Arbejdsskadestyrelsen havde bevilget dækning af genoptræningsrekvisitter i form af vippebræt og bold. Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at der var tale om hjælpemidler, der havde været nødvendige for at opnå den størst mulige helbredelse efter skaden, og udgifterne var tillige afholdt inden for et år efter skadens opståen.
- Forsikringsselskabet klagede over denne afgørelse og anførte, at der ikke var hjemmel til at dække sådanne genoptræningsrekvisitter.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter til vippebræt og bold kunne dækkes efter arbejdsskadelovens § 30, stk. 1, eller stk. 2.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Efter arbejdsskadesikringsloven er en skade, der sker i forbindelse med befordring til og fra arbejdet normalt ikke dækket af arbejdsgiverens arbejdsskadesikring. Der kan dog ske anerkendelse af en skade, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgiveren ell...
Udgivet: 2013-12-11
Når det ikke er Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen, der har bedt om en lægeundersøgelse eller tilsvarende i en arbejdsskadesag, skal forsikringsselskabet kun betale udgiften hertil, hvis Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen finder oplysni...
Udgivet: 2013-07-10
En skade som følge af en kollegas fysiske og verbale overfald var en arbejdsskade, som skyldtes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregik. Tilskadekomne var i en pause på arbejdet ved at bede. Det foregikpå arbejdsgivers adresse på et af arbej...