Ankestyrelsens principafgørelse P-25-06

GældendeÅr: 2006Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Fratrædelsesgodtgørelse, der blev udbetalt i forlængelse af en arbejdsindtægt, og som var tæt forbundet med arbejdet som lønmodtager, måtte sidestilles med indtægt ved personligt arbejde. Fratrædelsesgodtgørelsen skulle derfor indgå i indtægtsgrundla...

Journalnummer

J.nr.: 6000413-06

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 759 af 2. august 2005 - § 27, stk. 1
  • Note:
  • Resumé er korrigeret efter Højesteretsdom 29. januar 2010 - udsendt 26. februar 2010

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt at fratrædelsesgodtgørelsen skulle medregnes i indtægtsgrundlaget ved beregningen af mandens folkepension fra den 1. august 2005.

Begrundelsen var, at efter § 27, stk. 1, i lov om social pension opgøres indtægtsgrundlaget for grundbeløbet for folkepensionister efter pensionistens indtægt ved personligt arbejde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at godtgørelsen var udbetalt i forlængelse af en arbejdsindtægt, og at godtgørelsen var så tæt forbundet med mandens arbejde som lønmodtager, at godtgørelsen måtte sidestilles med indtægt ved personligt arbejde.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det af Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om social pension, punkt 188, bl.a. fremgår, at engangsindtægter som fratrædelsesgodtgørelse oftest udbetales i forlængelse af en arbejdsindtægt. Fratrædelsesgodtgørelser indgår derfor primært i forbindelse med førstegangsberegninger og kan således efter omstændighederne give anledning til omregning ved udbetalingens ophør.

Da pensionen var beregnet til at dække det løbende forsørgelsesbehov, og da godtgørelsen efter det oplyste i sagen svarede til 5 måneders løn, vurderede Ankestyrelsen, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle indgå som forventet fremtidig indtægt i de næste 5 måneder. Ved at lade godtgørelsen indgå fra det tidspunkt, hvor den var til rådighed for forsørgelsen, sikredes det, at pensionen blev beregnet på et så aktuelt grundlag som muligt.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Information

  • I forbindelse med en mands fratræden efter mange års ansættelse blev der med hans arbejdsplads indgået en aftale i henhold til Finansministeriets cirkulære om senior- og fratrædelsesordninger, der bl.a. indebar, at manden ved sin fratræden blev ydet en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 5 måneders løn.
  • Manden fratrådte med udgangen af juli måned 2005.
  • Kommunen traf afgørelse om beregning af hans folkepension. I beregningen indgik fratrædelsesgodtgørelsen.
  • Manden klagede over beregningen af folkepensionen til det sociale nævn.
  • Nævnet traf afgørelse i sagen, hvor kommunens afgørelse om, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle indgå ved beregning af folkepensionen fra 1. august 2005 og året ud blev stadfæstet.
  • Det var nævnets vurdering, at en fortolkning af bestemmelsen i § 27, stk. 1, i pensionsloven medførte, at en fratrædelsesgodtgørelse skulle medregnes ved beregningen af folkepensionens grundbeløb. Nævnet havde herved lagt vægt på, at det fremgik af bestemmelsen, at indtægtsgrundlaget for grundbeløb skulle opgøres efter pensionistens indtægt ved personligt arbejde.
  • Nævnet fandt, at bestemmelsen i § 27, stk. 1, kunne fortolkes udvidende, således at bestemmelsen omfattede indtægter, der var afledt af personligt arbejde.
  • Nævnet lagde endvidere vægt på, at indtægter ved personligt arbejde omfattede lønindtægt eller indtægt, der midlertidigt trådte i stedet herfor samt indtægt fra egen virksomhed, i hvis drift den pågældende tog aktivt del, hvis disse indtægter indgik i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1.
  • Nævnet havde ved afgørelsen inddraget princippet i SM P-3-98, hvorefter en fratrædelsesgodtgørelse skulle indgå i indtægtsgrundlaget ved beregning af førtidspension med det reducerede beløb, som efter ligningsloven medregnedes i den personlige indkomst.
  • Da pension var beregnet til at dække det løbende forsørgelsesbehov, skulle pensionen beregnes på et så aktuelt grundlag som muligt. Nævnet fandt derfor, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle indgå i beregningsgrundlaget på det tidspunkt, hvor den var til mandens rådighed.
  • Mandens forbund klagede over afgørelsen.
  • Det var forbundets opfattelse, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke kunne anses som løn for personligt arbejde, hverken før eller efter fratrædelsen, hvor mandens arbejdsforpligtelse i henhold til hans arbejdsplads var ophørt. Det var opfattelsen, at den udbetalte fratrædelsesgodtgørelse derfor heller ikke kunne henføres til den periode efter 1. august 2005, hvor han modtog folkepensionens grundbeløb, og det derfor heller ikke var lovmedholdeligt at reducere i folkepensionens grundbeløb på baggrund af et fratrædelsesbeløb, der var blevet udbetalt før mandens fratræden og overgang til folkepension.
  • Det blev supplerende oplyst, at fratrædelsesgodtgørelse, uanset om det var med hjemmel i funktionærloven eller i en aftale om senior- og fratrædelsesordninger, i relation til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, efterløn og lignende sociale ydelser, ikke blev betragtet som løn for personligt arbejde i perioden efter fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling og derfor heller ikke medførte fradrag i dagpenge og efterløn.
  • Forbundet kom med supplerende bemærkninger, hvor det bl.a. blev anført, at i relation til SM P-12-06 havde arbejdspladsen fremsendt dokumentation for, at der i forbindelse med den udbetalte fratrædelsesgodtgørelse ikke udførtes personligt arbejde.
  • Fratrædelsesgodtgørelsen var udbetalt ultimo 27. juli 2005, altså inden manden overgik til folkepension fra 1. august 2005. Fratrædelsesgodtgørelsen kunne derfor, som loven og vejledningen var formuleret, ikke indgå i den fremtidige indtægt ved personligt arbejde.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der skulle tages hensyn til fratrædelsesgodtgørelse ved førstegangsberegning af folkepension.

Metadata

Retsområder

Lov om social pension

Nøgleord

HøjesteretFørstegangsberegningFolkepensionFratrædelsesgodtgørelse

Paragraffer

§ 27§ 3

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse P-27-05

Udgivet: 2013-07-11

Kommunen var ikke berettiget til at lade de genvundne afskrivninger indgå særskilt i beregningsgrundlaget for pensionistens folkepension. Beregningen skulle foretages på grundlag af den personlige indkomst, hvor de genvundne afskrivninger indgik og e...

Ankestyrelsens principafgørelse P-30-05

Udgivet: 2013-07-11

En EU-statsborger havde samme ret til at bevare pensionen ved flytning til udlandet som en dansk statsborger. Ansøger, der var statsborger i en anden EU-medlemsstat, bevarede derfor retten til at modtage folkepensionens grundbeløb efter en eventuel f...

Ankestyrelsens principafgørelse 171-10

Udgivet: 2013-07-10

En dansk statsborger, der aktuelt boede i Sverige, havde ret til at medtage sin danske førtidspension til et asiatisk land. Ankestyrelsen fandt, at han havde opfyldt kravet om at have haft mindst 10 års bopæl her i riget fra det fyldte 15. år i en sa...