Ankestyrelsens principafgørelse P-25-02

GældendeÅr: 2002Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Pensionen skulle inddrages i en periode, hvor pensionisten udeblev fra afsoning. Ankestyrelsen fandt således, at pensionisten i pensionslovens forstand fortsat måtte anses for indsat til afsoning, også i den periode, hvor han udeblev fra afsoning....

Journalnummer

J.nr.: 6000554-02

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002 - § 46
  • Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 45

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var ret til førtidspension i perioden 1. december 2000 til 26. juli 2001.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det efter pensionslovens § 46 ikke var muligt at udbetale pension efter udløbet af den måned der følger efter måneden, hvor strafafsoningen påbegyndes. Det forhold, at pensionisten udeblev fra afsoning medførte ikke, at pensionisten i pensionslovens forstand, ikke længere blev anset for indsat til afsoning.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at pensionisten havde pligt til at tilbagebetale pension for perioden 20. marts 2001 til 26. juli 2001.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at pensionisten burde have indset, at han ikke havde ret til pension, under afsoning af dom, idet pensionistens pension tidligere havde været inddraget under afsoning.

Derimod fandt Ankestyrelsen ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at pensionisten burde have indset, at han ikke havde ret til pension fra den 1. december 2000 til den 19. marts 2001, hvor han udeblev fra afsoning. Pensionsudbetalingen for denne periode kunne derfor ikke antages at være modtaget mod bedre vidende.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse for så vidt angår perioden 1. december 2000 til den 19. marts 2001.

Information

  • Det fremgår af sagen, at det den 8. november 2000 blev meddelt kommunen, at pensionisten den 6. november 2000 var indsat til afsoning med forventet løsladelse den 7. december 2000.
  • Den 29. juni 2001 modtog kommunen en anonym anmeldelse, hvoraf det fremgik at pensionisten fik udbetalt pension under afsoning.
  • Kommunen modtog den 5. juli 2001 ny meddelelse om, at pensionisten var indsat til afsoning den 7. oktober 2000 med forventet løsladelse den 27. juli 2001. På skemaet var det bemærket, at pensionisten blev indsat til afsoning den 6. november 2000, og at han bortgik fra stedet den 10. november 2000.
  • Den 20. marts 2001 blev pensionisten anholdt og genindsat. Den 27. juli 2001 modtog kommunen ny meddelelse om, at han var indsat til afsoning den 7. oktober 2000, og at han ville blive løsladt den 27. juli 2001.
  • Pensionisten fik i brev af 7. august 2001 fra kommunen meddelelse om, at førtidspensionen burde have været inddraget pr. 1. december 2000, men at dette ikke var sket pga. manglende indberetning fra Kriminalforsorgen. Kommunen forlangte samtidig tilbagebetaling af pensionen.
  • Kommunen vurderede, at da pensionisten tidligere havde været indsat til afsoning, hvor pensionen var blevet inddraget, måtte han være bekendt med reglerne om inddragelse af pension under fængselsophold. Pensionen havde tidligere været inddraget i perioden 1. januar - 13. januar 1999 i forbindelse med indsættelse.
  • Kommunen henviste endvidere til, at førtidspension skulle inddrages i hele perioden, idet pensionisten ikke havde været løsladt, men i stedet ulovligt udeblevet fra afsoning.
  • I klagen til Ankestyrelsen blev det gjort gældende, at det var uretfærdigt, at pensionen ikke blev udbetalt i perioden, hvor han var udeblevet fra strafafsoning. Ligesom pensionisten oplyste at have handlet i god tro.
  • Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt pensionslovens § 46 om inddragelse af pension skal anvendes i en periode, hvor pensionisten er udeblevet fra strafafsoning.

Metadata

Retsområder

Gammelførtidspensionloven

Nøgleord

InddragelseStrafafsoningPassivitet hos udenlandsk myndighedPension

Paragraffer

§ 45§ 46

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse P-14-03

Udgivet: 2013-07-11

Der var ikke grundlag for at inddrage pensionen til en varetægtsfængslet førtidspensionist, da han efter domfældelse blev løsladt ved en byretskendelse, som efterfølgende blev ændret af landsretten. Han kunne således ikke i pensionslovens forstand an...

Ankestyrelsens principafgørelse P-15-02

Udgivet: 2013-07-11

Der kunne ikke udbetales bistandstillæg under varigt ophold på et behandlingscenter. Ankestyrelsen lagde vægt på, at behovet for den hjælp bistandstillægget dækkede, måtte anses for dækket gennem ophold i boformen. Ankestyrelsen fandt dog, at bistand...

Ankestyrelsens principafgørelse P-10-89

Udgivet: 2013-07-11

Kommunen var berettiget til at ophøre med udbetaling af personligt tillæg til husleje til en strafafsoner (førtidspensionist uden forsørgerpligter) på et tidspunkt, hvor hjælpen var ydet i over 1 år, og hvor afsoningen blev forlænget med ca. 10 måned...