Ankestyrelsens principafgørelse P-20-01
Beskrivelse
Den fælles husførelse mellem ægtefællerne måtte anses for at være ophørt med virkning fra den dato hvor ægtemanden fik varigt ophold på plejehjem. Med virkning fra denne dato var der sket en sådan ændring i parrets personlige forhold, at der var grun...
Journalnummer
J.nr.: 600094-01
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 39, stk. 2 og § 39, stk. 3
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at den fælles husførelse mellem ansøgeren og dennes ægtefælle, først kunne anses for at have været ophævet den 3. marts 2000, fra hvilket tidspunkt ægtemanden fik varigt ophold på plejehjem.
Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at boligen var til disposition fra den 3. marts 2000, og at der først skulle betales for boligen fra den 3. marts 2000.
Dette betød, at der med virkning fra den 3. marts 2000 var sket en sådan ændring i ansøgerens og hendes mands personlige forhold, at der skulle ske omregning af hustruens pension efter taksten for enlige.
Der var herved lagt til grund, at beboere, der fik bevilget varigt ophold i plejebolig, skulle afholde betaling for boligen fra det tidspunkt, hvor boligen var til disposition, jf. bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger § 10.
Der blev ikke krævet betaling for bolig i plejebolig under midlertidigt ophold, for eksempel i forbindelse med aflastning.
Det blev endvidere lagt til grund, at omregning af pension som følge af ændrede personlige forhold skete med virkning fra den første i måneden efter, at kommunalbestyrelsen havde modtaget oplysninger om de ændrede forhold, jf. pensionslovens § 39, stk. 2, og stk. 3.
Omregningen af pensionen ville herefter tidligst kunne ske med virkning fra den 1. april 2000.
Ankestyrelsen var i den forbindelse gået ud fra, at forvaltningen ved valg af indflytningsdag i fornødent omfang gav vejledning om konsekvenserne for pensionsberegningen i forbindelse med flytning til varigt ophold i plejebolig, herunder om mulighederne for at søge personligt tillæg til afhjælpning af eventuel økonomisk belastning ved at skulle afholde dobbelt husførelse i en periode.
Med hensyn til Ankestyrelsen praksis som udmeldt i SM P-12-00, blev det bemærket, at indflytning og betaling for plejebolig skete med virkning fra den 1. i måneden.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Information
- En pensionists ægtemand blev indlagt akut på hospital den 14. januar 2000. Den 24. januar 2000 blev han overflyttet til en midlertidig korttidsplads på et plejehjem. Kort efter blev det konstateret at han havde pådraget sig en svær varig demens, der fremover ville nødvendiggøre plejehjemsophold.
- Den 19. februar 2000 blev hans midlertidige plejehjemsophold forlænget med henblik på varigt ophold så snart der kunne opnås en varig bolig.
- Den 28. februar 2000 fik ægteparret tilbud om at ægtemanden kunne få varig bolig i plejehjemmet med virkning fra 3. marts 2000.
- Ægtemanden flyttede herefter til den varige bolig. Selve flytningen varede et par dage og var endelige fuldbragt den 3. marts 2000. Fra denne dato beregnede forvaltningen herefter betaling for varigt ophold.
- Med henvisning til pensionslovens § 39, stk. 2 omregnede forvaltningen herefter hustruens pension med virkning fra 1. april 2000, det vil sige fra den første i måneden efter ændringen var indtruffet.
- Hustruen klagede over forvaltningens afgørelse til det sociale nævn, med henvisning til SM P-12-00.
- Det sociale nævn fandt, at der ikke var grundlag for at omregne pensionen fra et tidligere tidspunkt.
- I sin klage over nævnets afgørelse gjorde hustruen gældende, at ægtefællen den 28. februar 2000 fik tilbud om en fast plejehjemsplads fra den 3. marts 2000. Boligen var indflytningsklar og ægteparret fik mulighed for at lade flytningen ske gradvist over nogle dage, med endelige flytning den 3. marts 2000. Hustruen fandt på denne baggrund og sammenholdt med SM P-12-00, at det var urimeligt, at hun først kunne få omregnet sin pension med virkning fra 1. april 2000, når der skulle betales for 2 huslejer for marts og den fælles husførelse ophørte fra 1. marts 2000.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om nævnets afgørelse var i overensstemmelse med praksis, jf. SM P-12-00.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Efterbetaling af privat pension for en periode, for hvilken der var tilkendt social pension, skulle bedømmes efter princippet om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse måned for måned. Efterbetaling af pension for perioden før tilkendelsen af...
Udgivet: 2013-07-11
Den fælles husførelse mellem ægtefællerne måtte anses for ophævet ved udgangen af april måned, da boligen i plejehjemmet var til disposition for den ene ægtefælle fra den 1. maj 1999, og der fra dette tidspunkt var 2 huslejer. Da ændringen af de pers...
Udgivet: 2013-07-11
Genvundne afskrivninger skulle indgå i indtægtsgrundlaget for beregningsgrundlaget for folkepensionens grundbeløb, da beløbet var optjent i en periode, hvor pensionisten tog aktivt del i driften af egen virksomhed. Begrundelsen var, at indtægtsgrundl...