Ankestyrelsens principafgørelse O-133-96
Beskrivelse
Et nævn var ikke berettiget til at tiltræde en kommunes afslag på samtykke til flytning, uden at foretage en konkret vurdering af ansøgers forhold, herunder bl.a. alder og nuværende boligsituation, samt den ny boligs størrelse og udgifterne hertil. A...
Journalnummer
J.nr.: 21095-95
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 47, stk. 1
- Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 85, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at der ved ansøgers flytning til lejligheden beliggende i A kommune var sket en forbedring af hans boligmæssige forhold.
A kommune havde derfor været forpligtet til at meddele samtykke til flytningen.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger var boligløs og at boligens størrelse sammenholdt med oplysningerne om huslejens størrelse, under hensyn til ansøgers alder, måtte anses for rimelig.
Ankestyrelsen fandt således, at nævnet ikke havde været berettiget til at tiltræde A kommunes afslag på samtykke til ansøgers flytning, uden at gå ind i en vurdering af hans alder sammenholdt med, at han var boligløs.
Ankestyrelsen fandt endvidere, efter oplysningerne om, at ansøger, der flyttede tilbage til B kommune i november måned 1994 efter at have boet i C kommune, straks ved henvendelsen til B kommune den 19. december 1994 blev skrevet op til en bolig i B kommune, at der ikke havde været udvist en passivitet fra B kommunes side, der kunne begrunde, at A kommune havde været berettiget til at give afslag på samtykke til ansøgers flytning.
Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.
Information
- Ansøger var 48 år, enlig og uden forsørgerpligt. Han boede hos sin moder frem til hendes død i februar 1994, hvorefter han stod uden bolig og i flere måneder opholdt sig henholdsvis på en campingplads og i sin bil.
- Ansøger henvendte sig den 19. december 1994 til B kommune og søgte om kontanthjælp. Han havde fra den 3. maj 1994 stået tilmeldt en adresse på en campingplads i C kommune. Efter at han i november 1994 var vendt tilbage til B kommune, havde han sovet i sin bil.
- Han fik udbetalt kontanthjælp fra B kommune fra den 19. december 1994 og blev samtidig skrevet op til en bolig i kommunen.
- Den 8. februar 1995 meddelte ansøger, at han havde fundet en bolig beliggende i A kommune, som han kunne leje. Det drejede sig om en bolig på 68 m². Nettoboligudgiften incl. varme og el udgjorde 2.814 kr. pr. måned.
- B kommune anmodede den 9. februar 1995 A kommune om samtykke til, at ansøger flyttede til lejligheden i kommunen.
- A kommune meddelte afslag på flyttetilsagn. Kommunen fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 47, men henviste til, at der fandtes rimelige billigere boliger i A kommune for en enlig person uden forsørgerpligt. Nævnet fandt, at A kommune havde været berettiget til at meddele afslag på anmodning om flyttetilsagn i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2.
- Nævnet lagde herved til grund, at nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det af A kommune udøvede skøn, hvori man fandt, atboligudgiften var for høj i forhold til ansøgers indtægt på an modningstidspunktet.
- I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune bl. a. , om det ikke længere var nok at være boligløs for at opfylde betingelserne forflyttetilsagn i henhold til bistandslovens § 47, når også en økono misk beregning viste, at ansøger ville kunne klare udgiften.
- Endvidere anførtes det, om det var rimeligt, at en person i en moden alder henvistes til et værelse, når ansøger økonomisk var i stand til at afholde den forventede boligudgift, og endelig var ansøger syg, og der forelå lægelig opfordring til at støtte en boligløs person til fast bolig.
- Kommunen henviste endvidere til, at nævnets afgørelse var i strid med SM O-16-95.
- A kommune anførte i brev af 29. januar 1996, at ansøgers boligsi tuation havde været helt utilfredsstillende, idet han i ca. 1 århavde været boligløs og havde været henvist til at bo i en camping vogn. B kommune havde i forhold til ansøgers boligproblem udøvet en sådan passivitet, at et hvilket som helst boligtilbud på sin vis måtte udgøre en boligmæssig forbedring. A kommune fandt det ikkerimeligt, at en kommune ved passivitet kunne flytte en kontanthjælpsmodtager til en anden kommune og oven i købet til en for holdsvis høj nettoboligudgift med yderligere udsigt til stigninger.
- Sagen blev behandlet i principielt møde, da nævnets afgørelse syntes i strid med SM O-16-95, samt til afklaring af, om der forelå en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand, når ansøger flyttede fra sin bil, hvor han boede, til selvstændig lejlighed.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Ved vurderingen af, om en ansøger, der var samboende, var berettiget til hjælp til flytning, kunne der alene tages hensyn til ansøgers økonomiske forhold, da der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse fra ligedelingsreglen....
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen fandt ikke, at der i bestemmelsen om boligmæssig forbedring i forbindelse med opsigelse fra bolig, kunne indfortolkes krav om, at der over for udlejeren var gjort indsigelser mod opsigelsen med henblik på afklaring af spørgsmålet ved bo...
Udgivet: 2013-07-11
En flytning fra A kommune til B kommune havde ikke medført en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand. A kommune havde derfor ikke været forpligtet til at yde hjælp til flytningen. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren, da hun s...