Ankestyrelsens principafgørelse O-107-97

Lovhenvisninger

• Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46a
• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 82

Afgørelse

Information

• Ansøger, der var 22 år og samlevende, ansøgte om hjælp til dækning af udgiften ved hormonbehandlinger, der sammen med anden behandling skulle gøre det muligt for hende at blive gravid. En økonomisk beregning viste, at hun ikke havde økonomisk mulighed for at afholde udgifterne selv.
• Kommunen gav afslag på ansøgningen og begrundede afslaget med, at der ikke kunne ydes hjælp til medicin i forbindelse med barnløshed.
• I forbindelse med sagens behandling i nævnet blev der indhentet en statusbedømmelse fra egen læge, hvoraf det fremgik, at ansøger på grund af barnløshed havde gået til udredning og behandling hos speciallæge i gynækologi. Egen læge vurderede på grundlag af speciallægens undersøgelser, at behandlingen var indiceret på grund af barnløshed.
• I klagen til nævnet henvistes der til, at hormonale forstyrrelser måtte anses for at være en sygdomstilstand, der skulle behandles uanset om der var ønske om at få børn eller ej.
• Ankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at pålægge kommunen at bevilge økonomisk hjælp til betaling af medicin i forbindelse med barnløshed.
• Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på det af ansøgers egen læge oplyste, hvorefter de omhandlede behandlinger var ordineret på indikation af barnløshed og ikke på grund af sygdom.
• Ankestyrelsen indhentede journaloplysninger fra speciallægen. Disse viste, at der ikke var indikation for hormonbehandlingerne, såfremt ansøger ikke havde et ønske om at blive gravid.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der efter bistandslovens § 46 a kan ydes hjælp til hormonbehandling, der er iværksat under hensyn til ansøgers ønske om at blive gravid.