Ankestyrelsens principafgørelse O-102-98
Beskrivelse
Ansøger, der havde afsluttet en uddannelse som landmand, havde et indestående på en etableringskonto på ca. 125.000 kr. med henblik på etablering af selvstændigt landbrug. Ved vurderingen af, om han i forbindelse med en sygemelding var berettiget til...
Journalnummer
J.nr.: 200505-98
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 39, stk. 1
Afgørelse
Afgørelsen af, om der kunne ses bort fra ansøgers formue i form af indestående på etableringskonto, beroede på en konkret skønsmæssig vurdering.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der ved vurderingen af, om ansøger havde været berettiget til udbetaling af kontanthjælp, kunne ses bort fra hans formue i form af indestående på en etableringskonto, uanset at denne kun kunne realiseres med tab.
Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at en eventuel realisering af formuen ikke ville lægge sådanne hindringer i vejen for ansøgers fremtidige erhvervs- og uddannelsesmuligheder, at der af denne grund kunne ses bort fra formuen.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale ankenævns afgørelse.
Information
- Ansøgeren begyndte i sommeren 1993 på landbrugsskole og blev i 1997 uddannet som landmand.
- I maj 1997 under et ophold på en landbrugsskole pådrog han sig en knæskade. Efter at han i efteråret 1997 havde været på session, blev han sygemeldt på grund af knæskaden. Sygemeldingen betød, at ansøgers planer om videreuddannelse som driftleder med erhvervelse af det grønne bevis ville blive forsinket.
- Han søgte i forbindelse med sygemeldingen kommunen om kontanthjælp.
- Som led i sin plan om at blive selvstændig landmand havde ansøger opsparet ca. 125.000 kr., der var placeret på en etableringskonto.
- Kommunen gav afslag på ansøgningen om kontanthjælp. Som begrundelse var det anført, at kommunen ikke skønnede at kunne se bort fra formuen, selv om ansøger havde oplyst, at pengene var "øremærkede".
- Kommunen anførte senere overfor det sociale ankenævn, at kommunen havde skønnet, at der ikke var tale om væsentlige tab ved realiseringen af formuen, da ansøger efter realiseringen ville have en formue på 64.000 kr. Afslaget på ansøgningen om kontanthjælp ville ikke forhindre ansøgers fortsatte uddannelse til landmand, ligesom det var kommunens vurdering, at ansøger ikke ville være nødt til at realisere sin etableringskonto. Ankenævnet fandt, at det forhold, at en etableringskonto kun kan realiseres med stort tab, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der skulle ses bort fra formuen.
- Nævnet fandt endvidere, at uanset at beløbet var sparet op med henblik på etablering af selvstændigt landbrug, ville en eventuel realisering af formuen ikke skabe hindringer for ansøgers fortsatte erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
- Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger havde afsluttet en uddannelse som faglært landmand, og han havde derfor mulighed for at påtage sig arbejde som lønmodtager.
- Uddannelsen til driftleder var sammen med en egenkapital af en vis størrelse en forudsætning for, at ansøger kunne være berettiget til et yngre jordbrugslån, som ansøger fandt var afgørende for sine muligheder for at etablere sig som selvstændig landmand.
- Da det var uafklaret, hvornår og om ansøger skulle aftjene værnepligt og som følge heraf uafklaret, hvornår han kunne påbegynde uddannelsen på landbrugsskole som driftleder, havde nævnet ikke fundet, at der skulle ses bort fra den formue, som ansøger havde opsparet på etableringskontoen.
- Nævnet lagde endelig vægt på, at ansøger havde mulighed for at få SU under uddannelsen til driftleder.
- Nævnet bemærkede endelig, at der kun var mulighed for at tilsidesætte kommunens afgørelse, hvis denne var ulovlig eller åbenbart urimelig.
- I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var vigtigt for ansøger at bevare etableringskontoen, idet ansøger hele tiden havde arbejdet frem mod at få sit eget landbrug. Dette var kun realistisk, hvis ansøger kunne bevare etableringskontoen. Størrelsen af lån til yngre landmænd var afhængig af egenkapitalens størrelse, og etableringskontoen/dens størrelse var derfor en absolut betingelse for at få mulighed for at erhverve/drive fast ejendom.
- Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der i forbindelse med ansøgning om kontanthjælp kunne ses bort fra formue i form af etableringskonto opsparet med henblik på at få eget landbrug, hvor lånets størrelse for yngre landmænd var afhængig af egenkapitalens størrelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En kommune kunne ikke give afslag på kontanthjælp under henvisning til at ansøger kunne optage lån i banken med sikkerhedsstillelse i en børneopsparing, der var bundet indtil ansøger fyldte 21 år. Begrundelsen var, at børneopsparingen ikke kunne betr...
Udgivet: 2018-03-15
Hvis en borger ophører med eller afviser arbejde eller uddannelse, er der sanktionsmuligheder i aktivloven. Der er forskellige sanktionsmuligheder afhængigt af, om det drejer sig om arbejde eller uddannelse. Integrationsgrunduddannelsen er aftalt af ...
Udgivet: 2014-12-20
Uddannelses- eller kontanthjælp er borgerens forsørgelsesgrundlag. Når kommunen giver en borger en sanktion for manglende overholdelse af rådighedsreglerne, kan det have stor betydning for borgerens og dennes families økonomiske situation. Navnlig ka...