Ankestyrelsens principafgørelse M-2-03

Ankestyrelsen fandt, at der ikke efter boligstøtteloven var ret til renter af efterbetalingen af boligydelse.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen kun kunne pålægges at forrente efterbetalingen af boligydelse, hvis der i loven var hjemmel hertil.

Det betød, at det skulle fremgå af lovgivningen, at der kunne kræves renter af pengekravet. Det ville i dette tilfælde sige, at det skulle fremgå af boligstøtteloven eller anden lov, at kommunen havde pligt til at betale renter af boligydelse, som kommunen ikke havde udbetalt rettidigt.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke i boligstøtteloven er fastsat regler om forrentning af beløb på boligydelse, som kommunen udbetaler for sent. Der var således ikke efter boligstøtteloven mulighed for at pålægge kommunen at forrente det beløb vedrørende boligydelse, som kommunen fejlagtigt havde modregnet, og som kommunen senere efterbetalte.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om der eventuelt var ret til renter efter renteloven eller efter almindelige retsgrundsætninger, da prøvelse af dette spørgsmål hørte under domstolene.

Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at renteloven som udgangspunkt kun omfatter renter af pengekrav på formuerettens område. Ydelser efter den sociale lovgivning, herunder boligydelse efter boligstøtteloven, anses for at være pengekrav uden for formuerettens område og er derfor som udgangspunkt ikke omfattet af renteloven. Efter rentelovens § 8, stk. 3, er der dog hjemmel til at kræve renter af pengekrav uden for formuerettens område i forbindelse med sagsanlæg ved domstolene.