Ankestyrelsens principafgørelse F-3-00

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 - § 22, stk. 1, nr. 1 og § 24, stk. 2
• Almindelige forvaltningsretlige principper - Ulovbestemte forvaltningsretlige principper -

Afgørelse

Information

• En kvinde blev sygemeldt fra sit arbejde som kantineleder den 23. maj 1997 på grund af en sjælden bindevævslidelse. Hun var i omfattende medicinsk behandling med kemo og prednison.
• Kommunen forlængede ved varighedsbegrænsningens indtræden den 28. februar 1998 udbetalingen af sygedagpenge i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, da man skønnede at revalidering var overvejende sandsynlig.
• Kvinden var indkaldt til samtale på kommunen den 9. marts 1998, men måtte aflyse fordi hun skulle indlægges. Samme måned brækkede hun begge fødder og måtte aflyse en samtale på kommunen igen den 14. maj 1998. I starten af maj måtte hun stadig ikke støtte på fødderne, og hun kunne ikke aktuelt eller i nærmeste fremtid medvirke i eventuel revalidering.
• Den 13. august 1998 var hun til samtale i kommunen. På dette tidspunkt kunne hun ikke medvirke i afklaring på grund af helbredstilstanden.
• Kommunen meddelte i en afgørelse af 2. september 1998, at dagpengeudbetalingen blev standset pr. 6. september 1998, idet nødvendige afklarende aktiviteter ikke var iværksat senest 6 måneder efter forlængelsen af dagpengeudbetalingen, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Kommunen ændrede efterfølgende i et brev af 30. september 1998 henvisningen til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 til en henvisning til dagpengelovens § 24, stk. 2.
• Kommunen bevilgede i forbindelse med dagpengestoppet kontanthjælp i henhold til aktivlovens § 25, stk. 1.
• Kvinden klagede over kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge, og nævnet meddelte i afgørelse af 25. februar 1999, at man ikke fandt at kommunen havde været berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge med henvisning til dagpengelovens § 24, stk. 2. Nævnet hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i kommunen til vurdering af om revalidering stadig var overvejende sandsynlig, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.
• Nævnet henviste til, at man ikke fandt, at dagpengelovens § 24, stk. 2, 3. pkt. kunne anvendes som begrundelse for at standse udbetalingen af sygedagpenge, og at man i øvrigt ikke fandt at årsagen til, at afklarende aktiviteter ikke var iværksat senest 6 måneder efter forlængelsen, alene kunne tilskrives hende. Nævnet skønnede således på de foreliggende oplysninger, at kommunen ikke i tide havde taget skridt til afklaring af, hvorledes revalidering burde ske.
• Kommunen genoptog herefter behandlingen af sagen og indhentede yderligere oplysninger. Den 28. maj 1999 traf kommunen ny afgørelse ifølge hvilken man fastholdt beslutningen om, at dagpengeudbetalingen skulle standse pr. 6. september 1998.
• Kommunen begrundede afgørelsen med, at det ikke vurderedes, at der kunne iværksættes en revalidering foreløbig, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Kommunen henviste herved til samtaler med kvinden i kommunen den 15. januar og den 21. april 1999, hvor det stod klart at der ville blive tale om et langvarigt forløb på grund af hendes helbredsproblemer. Kommunen anførte endelig, at der på denne baggrund ikke var noget der talte for, at en revalidering var realistisk på nuværende tidspunkt.
• Kvinden klagede over afgørelsen.
• Kommunen redegjorde herefter for, hvorledes sagen endnu en gang var blevet genvurderet i henhold til samtlige forlængelsesmuligheder i dagpengelovens § 22, stk. 1. Kommunen anførte bl.a., at det ved en samtale den 13. august 1998 ikke skønnedes, at der kunne iværksættes afklarende aktiviteter inden for et kortere tidsrum på grund af kvindens helbredsmæssige situation. Kommunen henviste til, at kvinden på dette tidspunkt oplyste, at hun skulle hospitalsindlægges den 2. september 1998 til kemobehandling.
• Kommunen anførte tillige, at der på tidspunktet for dagpengeophøret ikke skønnedes at være forlængelsesmuligheder set i lyset af, at der ikke kunne ses en nærmere tidshorisont, inden for hvilken der eventuelt kunne iværksættes afklarende aktiviteter. Kommunen anførte videre, at det på baggrund af hendes helbredsmæssige gener var tvivlsomt, om hun ville kunne ansættes på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og at et fleksjob kunne blive aktuelt. Kommunen henviste endvidere til, at man den 20. oktober 1998 modtog en speciallægeerklæring, hvor det var vurderet, at kvinden ikke var egnet til muskelbelastende arbejde, og hvor det blev anført, at det var for tidligt at vurdere udsigterne på længere sigt. Kvinden blev samtidig sygemeldt i minimum endnu 3-4 måneder. Kommunen henviste endelig til, at det i henhold til kvindens samtaler med en revalideringsarbejder i kommunen i foråret 1999 ikke
• skønnedes, at der kunne iværksættes revalideringsmæssige tiltag.
• Kvinden klagede til nævnet, som stadfæstede afgørelsen.
• Nævnet lagde vægt på, at det på tidspunktet for standsningen af dagpengeudbetalingen ikke længere var overvejende sandsynligt, at revalidering, der i dagpengelovens forstand er aktiviteter, der forventes at føre til tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår, ville blive iværksat.
• Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke havde været muligt at iværksætte revalideringstiltag, og at kvindens helbredsmæssige situation var så uafklaret, at det var usikkert, om der på et senere tidspunkt ville være mulighed for erhvervsmæssig revalidering.
• Nævnet henviste endvidere til, at kommunen omtalte muligheden for fleksjob, og bemærkede, at fleksjob efter Ankestyrelsens praksis ikke kan sidestilles med revalidering og ikke kan medføre forlængelse af dagpengeudbetalingen.
• Nævnet anførte endelig, at man heller ikke fandt, at der på standsningstidspunktet var mulighed for fortsat forlængelse efter de andre muligheder der findes for forlængelse i dagpengelovens § 22, stk. 1, idet nævnet erklærede sig enig med kommunens begrundelser herfor.
• Kvindens advokat klagede over nævnets afgørelse. Nævnet genvurderede sagen og fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om det forhold, at kommunen har truffet afgørelse om stop af sygedagpenge i henhold til en forkert hjemmel, kan bevirke forlængelse af den materielle ret til sygedagpenge frem til der træffes ny afgørelse i henhold til den korrekte hjemmel.