Ankestyrelsens principafgørelse F-2-01
Beskrivelse
Et nævn havde i forbindelse med behandlingen af en sag om forhøjelse af førtidspension undladt at partshøre ansøgers advokat over en indhentet specifik helbredsattest. Ankestyrelsen fandt, at der var tale om oplysninger af væsentlig betydning for sag...
Journalnummer
J.nr.: 600417-00
Indhold
Lovhenvisninger
- Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen hjemviste sagen om førtidspension til nævnet til fornyet behandling og afgørelse.
Begrundelsen var, at nævnets afgørelse måtte anses for ugyldig som følge af undladelsen af at partshøre ansøgers advokat over en til brug for afgørelsen indhentet helbredsattest, jf. forvaltningslovens § 19,
stk. 1, før der blev truffet afgørelse i sagen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at reglerne om partshøring, jf. almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, må anses for garantiforskrifter. Hvis en sådan forskrift tilsidesættes, svigtes en garanti for afgørelsens rigtighed, og der gælder derfor en formodning om, at afgørelsen er påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning kan i det enkelte tilfælde afkræftes, hvis det godtgøres, at manglen har været uden betydning i det konkrete tilfælde.
Ankestyrelsen fandt, at da der som grundlag for helbredsattesten blev foretaget en ny lægeundersøgelse af ansøger, og da disse lægelige oplysninger var af væsentlig betydning ved afgørelsen om førtidspension, var der en formodning for, at manglen havde haft betydning, og denne formodning var ikke senere afkræftet som følge af yderligere indgåede bemærkninger i sagen.
Information
- Et nævn traf den 9. februar 2000 afgørelse om afslag på førtidspension. Til brug for afgørelsen havde nævnet indhentet en specifik helbredsattest dateret den 15. november 1999, som blev sendt til ansøger men ikke til ansøgers advokat, som under hele sagens forløb havde repræsenteret ansøger.
- Denne lægeerklæring var den seneste foreliggende i sagen.
- I klagen til Ankestyrelsen gjorde advokaten gældende, at han ikke før nævnets afgørelse havde modtaget en kopi af helbredsattesten, således at han ikke havde haft mulighed for at fremkomme med bemærkninger til den aktuelle lægelige bedømmelse.
- Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at helbredsattesten var sendt til ansøger men ikke til advokaten, hvilket beklagedes.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af retsvirkningen af, at det sociale nævn havde undladt partshøring af en partsrepræsentant før sagens afgørelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2019-03-30
Indtægter skal som hovedregel trækkes fra i kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse. Feriegodtgørelse efter ferieloven skal som udgangspunkt trækkes fra i hjælpen, når borgeren holder ferie, og med det antal dage, som feriegodtgørelsen e...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen har behandlet en sag med henblik på nærmere at belyse betydningen af de formelle krav i retssikkerhedslovens § 7 og dagpengelovens § 24. Ankestyrelsen fandt, at manglende skriftlig helhedsvurdering senest 8 uger efter den 1. henvendelse...
Udgivet: 2013-07-10
Nævnet var berettiget til at påse, om det bagvedliggende tilbagebetalingskrav var korrekt, selv om sagen alene var indbragt for nævnet som en klage over kommunens afgørelse om tilbagebetalingsordning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det umiddelbart k...