Ankestyrelsens principafgørelse F-1-02
Beskrivelse
En kommunes generelle afgørelse om stop for personligt tillæg til diætkost var ulovlig og dermed ugyldig. Kommunen skulle derfor efterbetale tillægget for tiden, indtil kommunen havde truffet en ny afgørelse på grundlag af en individuel konkret vurde...
Journalnummer
J.nr.: 600374-01
Indhold
Lovhenvisninger
- Almindelige forvaltningsretlige principper - Ulovbestemte forvaltningsretlige principper -
- Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 17
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at ansøgerne selv var i stand til at afholde merudgifter på i alt 712 kr. pr. måned til diætkost, jf. den dagældende § 17, stk. 1, i lov om social pension. (Loven blev ændret med virkning fra 1. marts 2001. )
Ankestyrelsen fandt dog, at afslaget på personligt tillæg til merudgifter til diætkost først fik virkning fra kommunens afgørelse af 20. oktober 2000.
Begrundelsen for afgørelsen vedrørende selve berettigelsen til personligt tillæg til diætkost var, at ansøgernes økonomiske forhold ikke kunne anses for at være særlig vanskelige, hvilket var en forudsætning for tildeling af personligt tillæg efter § 17, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på det oplyste om ansøgernes indtægter og udgifter, hvorefter ægteparret havde knap 7.000 kr. til rest pr. måned efter afholdelse af dokumenterede udgifter -bortset fra den anslåede merudgift til diætkost på i alt 712 kr. pr. måned.
Begrundelsen for afgørelsen vedrørende fra hvilket tidspunktet afslaget på personligt tillæg til diætkost skulle have virkning var, at kommunens afgørelse af 8. december 1998 var ulovlig. Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at kommunen kunne støtte ret på indholdet af afgørelsen af 8. december 1998.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at retsvirkningen af, at en myndighed har truffet en ulovlig afgørelse, der kommer borgeren til skade, som udgangspunkt er ugyldighed. Kommunen havde først med afgørelsen af 20. oktober 2000 truffet en lovlig afgørelse vedrørende ansøgernes ret til personligt tillæg til diætkost. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at den oprindelige bevilling af tillæg til diætkost ikke var tidsbegrænset til udgangen af 1998 (eller senere), men som udgangspunkt var tidsubegrænset under uændrede forhold.
Ankestyrelsen bemærkede med hensyn til det, der var anført i klagen om, at kommunen havde befundet sig i en retsvildfarelse vedrørende anvendelsen af reglerne om tildeling af personlige tillæg, idet man gennem en årrække havde anvendt reglerne om personligt tillæg til i et vist omfang at yde automatiske ydelser uden at foretage en nærmere konkret og individuel vurdering af den enkelte pensionists reelle behov for ydelsen, at tildeling af personlige tillæg altid har forudsat en konkret individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold sammenholdt med den udgift, der søgtes tillæg til. Der kunne i den forbindelse blandt andet henvises til Ankestyrelsens afgørelser offentliggjort som SM P-41-96 og SM P-3-97.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Information
- En kommune meddelte i brev af 8. december 1998 de pensionister, der modtog personligt tillæg til diætkost, at der med virkning fra 1. januar 1999 ikke længere ville blive ydet tilskud til diætkost efter § 17, stk. 1, men at der kunne søges tillæg efter § 17, stk. 3, hvis pensionisten mente, at udgiften til diætkost ville belaste vedkommendes økonomi væsentligt. Der blev samtidig givet klagevejledning.
- Ansøgerne, der var gift og begge modtog folkepension, klagede ikke over afgørelsen af 8. december 1998.
- På baggrund af en udtalelse af 31. maj 2000 fra Folketingets Ombudsmand vedrørende en anden sag fra samme kommune, hvor den pågældende pensionist havde klaget over kommunens (generelle) afgørelse af 8. december 1998, meddelte kommunen i brev af 11. august 2000 ansøgerne, at man nu ville genbehandle ansøgningen om personligt tillæg til diætkost efter § 17, stk. 1. Hvis ansøgerne blev fundet berettiget til diætkosttilskud ville det ske med virkning fra 1. januar 1999.
- Af udtalelsen af 31. maj 2000 fra Folketingets Ombudsmand fremgik det bl.a., at ombudsmanden ikke mente, at kommunen havde hjemmel til at afskære pensionister, der på grund af deres tillægsprocent økonomisk har mulighed for at få tilskud efter § 17, stk. 1, fra at søge om tilskud til diætkost efter denne bestemmelse. "Herved har kommunen foretaget en generel indskrænkning som fratager borgerne i kommunen en mulighed for at få tillæg som de efter pensionslovens regler har. Dette er ulovligt. "
- Det fremgik af sagen, at ansøgernes personlige tillægsprocent var 100. De samlede indtægter var opgjort til 14.367 kr. månedligt inkl. boligydelse og der var dokumenteret udgifter for i alt 7.371 kr. pr. måned. Hertil kom den søgte udgift til merudgifter til diætkost, som var angivet til 356 kr. pr. person pr. måned - i alt 712 kr.
- Den oprindelige bevilling af diættilskud forelå ikke, men kommunen havde oplyst, at bevilling af diætkost i andre sager var givet indtil forholdene ændrede sig.
- Kommunen traf den 20. oktober 2000 afgørelse, hvorefter ansøgerne ikke var berettigede til personligt tillæg til diætkost med virkning fra 1. januar 1999.
- Ansøgerne klagede over denne afgørelse.
- Nævnet fandt, at ansøgerne ikke var berettiget til personligt tillæg til merudgifter til diætkost -men først med virkning fra kommunens afgørelse af 20. oktober 2000. Kommunen skulle udbetale diættilskud i overensstemmelse med den hidtidige bevilling fra kommunens standsning af diættilskuddet den 1. januar 1999 til kommunens afgørelse af 20. oktober 2000.
- Nævnet begrundede afgørelsen med, at den hidtidige bevilling ikke havde været tidsbegrænset til udgangen af 1998, men havde været givet indtil forholdene ændrede sig, og at kommunens afgørelse af 8. december 1998 var truffet uden en konkret individuel vurdering af sagen, hvorfor den måtte betragtes som en nullitet, det vil sige ikke havde retsvirkning efter sit indhold.
- I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen blandt andet, at afgørelsen i høj grad havde principiel betydning for, hvilke konsekvenser en tidligere landsdækkende retsvildfarelse vedrørende anvendelsen af reglerne om tildeling af personlige tillæg, skulle have for de afgørelser, som tidligere blev truffet i overensstemmelse med denne retsvildfarelse. Retsvildfarelsen havde bestået i, at man på landsplan gennem en årrække havde anvendt reglerne om personligt tillæg til i et vist omfang at yde automatiske ydelser, herunder medicinkort, uden at foretage en nærmere konkret og individuel vurdering af den enkelte pensionists reelle behov for ydelsen. Vurderingen havde alene gået på pensionistens formueforhold.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af frakendelsestidspunktet for personligt tillæg.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2017-07-01
Rådgivning og vejledning Kommunen har pligt til at give borgeren nødvendig rådgivning og vejledning. Rådgivning og vejledning er ydelser, som kommunen kan give enten alene eller sammen med anden form for hjælp. Borgeren kan klage til Ankestyrelsens B...
Udgivet: 2013-07-11
Varmetillæg kunne ikke standses, uden at kommunen skriftligt havde anmodet om dokumentation for faktiske varmeudgifter i det forløbne år og oplyst om, at varmetillægget ville ophøre, hvis ikke dokumentationen var kommunen i hænde inden 3 måneder. Kom...
Udgivet: 2013-07-10
En person, der ikke ønskede at medvirke til at fremskaffe lægelig dokumentation for eventuelt ikke at kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skulle tage imod et rimeligt åbent tilbud fra kommunen til nærmere udredning og afklaring med henblik på...