Ankestyrelsens principafgørelse D-4-02

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 5, stk. 1 og § 24
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7 og § 8

Afgørelse

Information

• En lønmodtager havde arbejdet som ufaglært gårdmand i en kommune frem til august 1998, hvor han fik en rygskade mens han arbejdede. Lønmodtageren modtog løn under sygdom/sygedagpenge fra august 1998 til den 22. december 1999. Dagpengene blev den 9. september 1999 forlænget udover varighedsbegrænsningen på 52 uger på grund af en uafsluttet arbejdsskadesag.
• Kommunens beslutning om at standse dagpengene den 22. december 1999 blev meddelt i brev af 8. december 1999. Afgørelsen, der var truffet i henhold til dagpengelovens § 5, stk. 1, var begrundet med, at kommunens lægekonsulent skønnede, at lønmodtageren ikke længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. Det blev anbefalet, at lønmodtageren henvendte sig i sin arbejdsløshedskasse, og stillede sig til rådighed i arbejdsformidlingen.
• Arbejdsløshedskassen meddelte i brev af 16. december 1999 lønmodtageren, at han ikke på nuværende tidspunkt ville kunne modtage dagpenge, idet han ikke syntes at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Denne vurdering var foretaget på grundlag af lønmodtagerens arbejdsskadesag, herunder udtalelsen fra en neurologisk speciallæge, samt understøttet af lønmodtagerens egne udsagn om, at han havde mange smerter og blev medicineret ret tungt.
• Lønmodtagerens forbund klagede herefter for lønmodtageren i brev af 30. december 1999, over kommunens afgørelse af 8. december 1999, om at standse sygedagpengene.
• Klagen var yderligere begrundet i brev af 3. januar 2000 fra forbundet, der bl.a. henviste til lønmodtagerens helbredsmæssige gener således som de er beskrevet i den neurologiske speciallægeerklæring af 18. oktober 1999. Det var således anført, at lønmodtageren havde en ikke ubetydelig følgetilstand efter ulykkestilfældet i form af vedvarende rygsmerter dels i form af trykkende fornemmelser over lænden og stivhed samt udstråling af smerter og paræstesier ned i højre L 5 gebet. Det var desuden anført og kritiseret, at der ikke var foretaget en realistisk opfølgningsplan, herunder foretaget en konkret vurdering af arbejdsevnen, samt at der var rejst arbejdsskadesag, hvilket gav mulighed for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen udover 52 uger.
• Kommunen oversendte klagen med udtalelse af 17. februar 2000 til nævnet. Kommunen fastholdt heri, at lønmodtageren, vurderet på et bredere grundlag, ikke længere var uarbejdsdygtig. Det fremgik desuden bl.a., at der ifølge journalen havde været personlige samtaler om dagpengeopfølgning den 17. december 1998, den 12. og 18. maj 1999 og den 8. december 1999. Derudover havde lønmodtageren været indkaldt til samtale den 30. juni 1999, hvor han ikke mødte op. Det var endelig anført, at der ikke var udarbejdet en skriftlig opfølgningsplan, og at kommunen erkendte, at der ikke havde været tilstrækkelig opfølgning, jf. dagpengelovens § 24, men at kommunen skønnede, at dette ikke havde haft betydning for sagen.
• Kommunen meddelte i brev af 28. februar 2000 lønmodtageren, at han ikke var berettiget til kontanthjælp, med henvisning til den gensidige forsørgerpligt mellem lønmodtageren og hans hustru i henhold til aktivlovens § 25 og § 26, ligesom der var henvist til lovens § 30.
• Nævnet fandt, at der ikke sås at være tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn - herunder kommunens lægekonsulents skøn - hvorefter lønmodtageren ikke længere vurderedes at være fuldt uarbejdsdygtig, men at der dog var skånebehov overfor rygbelastende jobfunktioner.
• Forbundet klagede i brev af 26. juni 2000 for lønmodtageren over nævnets afgørelse af 15. juni 2000.
• Klagen blev herefter oversendt til Ankestyrelsen, som den 20. juli 2000 meddelte lønmodtageren, at der var spørgsmål af principiel eller generel betydning i sagen for så vidt angik helhedsvurdering og skriftlig handleplan. Ankestyrelsen meddelte samtidig, at der dog ikke var grund til at behandle denne sag, idet der aktuelt blev behandlet andre lignende sager om dette problem.
• Arbejdsskadestyrelsen traf den 21. august 2000 afgørelse om, at lønmodtagerens erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden den 10. august 1998 svarede til 15%.
• Forbundet anførte i brev af 25. august 2000 til kommunen, at det ikke var korrekt at stoppe lønmodtagerens sygedagpenge den 22. december 1999. Forbundet havde blandt andet henvist til, at der havde været en verserende arbejdsskadesag, som blev afsluttet den 21. august 2000 med tildeling af erhvervsevnetab på 15%, samt til forlængelsesbestemmelserne i dagpengeloven. Forbundet anmodede på grundlag heraf om, at lønmodtageren fik udbetalt sygedagpenge for perioden 22. december 1999 - 21. august 2000.
• Kommunen meddelte i brev af 30. august 2000 forbundet, at kommunen stillede sig uforstående overfor forbundets brev af 25. august 2000. Kommunen henviste til nævnets brev af 15. juni 2000, samt til punkt 143 i Den Sociale Ankestyrelses vejledning af 18. september 1998 om syge- og barselsdagpenge.
• Forbundet rettede herefter i brev af 9. november 2000 henvendelse til nævnet, og forespurgte om SM D-18-00 gav grundlag for at ændre kommunens afgørelse om stop af sygedagpengene. Nævnet meddelte i brev af 17. november 2000 forbundet, at nævnet havde besluttet at genoptage klagesagen.
• I brev af 21. november 2000 til nævnet, bemærkede kommunen blandt andet, at overvejelser om revalideringshjælp ikke var nævnt i kommunens journalnotater, men at et eventuelt behov for revalideringsforanstaltninger blev overvejet i forbindelse med dagpengeopfølgningen. Det var endvidere anført, at det fremgik af skøn fra kommunens lægekonsulent, at der var afklaret et skånebehov overfor rygbelastende jobfunktioner, men at kommunen vurderede, at dette ikke medførte så store begrænsninger i lønmodtagerens erhvervsevne, at der var grundlag for revalideringshjælp.
• Nævnet traf den 11. januar 2001 afgørelse om hjemvisning af sagen til kommunens fornyede vurdering og afgørelse. Nævnet forudsatte ved afgørelsen, at kommunen i forbindelse med den fornyede behandling af sagen iagttog indholdet af SM D-18-00, herunder problematikken omkring den manglende helhedsvurdering og skriftlige handlingsplan.
• Lønmodtagerens advokat rejste i brev af 18. januar 2001 til kommunen krav om erstatning og betaling af sygedagpenge til lønmodtageren for perioden efter den 22. december 1999. Der rejstes endvidere krav om renter herfor.
• Kommunen indkaldte herefter den 25. januar 2001 lønmodtageren til samtale den 6. februar 2001 som opfølgning på sygedagpengesagen. Det var i indkaldelsen oplyst, at lønmodtageren skulle opfylde en af undtagelsesbetingelserne i § 22 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, som en forudsætning for genoptagelse af dagpengeudbetalingen, idet han havde modtaget dagpenge i mere end 52 uger i de forudgående 18 kalendermåneder.
• I brev til kommunen af 2. februar 2001 anførte advokaten bl.a., at lønmodtageren med hensyn til dagpengelovens § 22 uden problemer opfyldte nr. 2 og i et vist omfang også nr. 3, men tillige nr. 1.
• Det fremgik bl.a. af referatet fra opfølgningssamtalen den 6. februar 2001 mellem lønmodtageren og kommunen, at lønmodtageren fortsat havde rygsmerter med udstråling til nakke og benene. Smerterne betød, at lønmodtageren havde svært ved at gå og stå. Han kunne således kun stå i 5 minutter, hvorefter han måtte hvile. Han havde det endvidere psykisk meget dårligt.
• Ifølge referat af mødet den 15. februar 2001 mellem kommunen og lønmodtageren gav lønmodtageren på mødet tilladelse til - og anbefalede, at kommunen indhentede yderligere oplysninger fra den behandlende speciallæge, samt fra undersøgelse på sygehus, som han var indkaldt til den 5. marts 2001. Lønmodtageren udtrykte endvidere ønske om, at kommunen skulle undersøge mulighederne for, om han på nuværende tidspunkt kunne være berettiget til førtidspension.
• Kommunen meddelte i brev af 19. februar 2001 lønmodtageren, at kommunen fastholdt, at han ikke var berettiget til sygedagpenge efter den 22. december 1999. Kommunen vurderede således fortsat, at han ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig på dette tidspunkt, og at der således ikke var yderligere grundlag for forlængelse af dagpengene ud over varighedsbegrænsningen. Kommunen oplyste endvidere blandt andet, at da lønmodtageren havde været sygemeldt i en længere periode, blev vurderingen af arbejdsdygtigheden foretaget på et bredere grundlag. Kommunen henviste desuden til, at det fremgik af det hidtidige sagsforløb, at der var taget stilling til, om dagpengene skulle forlænges på grund af arbejdsskadesag, samt at de øvrige forlængelsesmuligheder (før 1. januar 2001) var gennemgået igen i forbindelse med den nye behandling af sagen. Kommunen vurderede således, at der ikke var grundlag for yderligere forlængelse. Kommunen oplyste, at der ved denne vurdering specielt var taget stilling til, om lønmodtagerens erhvervsevne var genskabt i tilstrækkeligt omfang, eller om der burde have været iværksat revalidering for at genskabe erhvervsevnen.
• Advokaten klagede over kommunens afgørelse af 19. februar 2001 i brev af 1. marts 2001. I klagen var det bl.a. anført at der var krav om erstatning for sygedagpenge fra den 22. december 1999 samt at den seneste afgørelse den 19. marts 2001 var ugyldig, hvorfor lønmodtageren tillige havde krav på sygedagpenge efter denne afgørelse og indtil en korrekt og gyldig afgørelse blev truffet. Som begrundelse for klagen, var der bl.a. henvist til SM F-3-00, samt til at der ikke i afgørelsen var taget stilling til problematikken omkring den manglende helhedsvurdering og skriftlige handleplan, og endelig til at kommunen hverken havde forholdt sig til advokatens anførte synspunkter og spørgsmål i brev af 2. februar 2001 vedrørende de lægelige skøn, som lå til grund for sagen, eller til spørgsmålet om revalidering.
• Kommunen afgav udtalelse af 23. marts 2001 til nævnet i anledning af klagen den 1. marts 2001. Der var heri givet et kort sagsresumé og lovgrundlaget var anført. Kommunen havde endvidere som begrundelse bl.a. anført, at de forlængelsesmuligheder, der var nævnt i dagpengeloven, ikke kunne anvendes i denne sag. Kommunen fastholdt således afgørelsen ved en genvurdering, idet det var anført, at en eventuel manglende opfølgning og vurdering højest kunne have haft betydning frem til det tidspunkt, hvor varighedsbegrænsningen indtrådte (september 1999) og hvor dagpengene blev forlænget på grund af arbejdsskadesag. Kommunen anførte endelig, at der ikke var uoverensstemmelse mellem kommunens og lægernes vurdering af arbejdsdygtigheden.
• Advokaten havde i brev af 6. september 2001 til nævnet uddybet klagen og blandt andet anført, at dagpengelovens § 24 ikke havde været opfyldt, at kommunen alene havde anskuet problematikken snævert udfra dagpengelovens forlængelsesbestemmelser og ikke udfra en helhedsvurdering, samt at der burde have været partshørt over spørgsmålet, om der er uoverensstemmelse mellem kommunens og lægernes vurdering af uarbejdsdygtigheden.
• Nævnet fandt ved afgørelsen den 13. september 2001, at lønmodtageren ikke var berettiget til yderligere udbetaling af sygedagpenge efter den 22. december 1999.
• Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter lønmodtageren, da udbetalingen af sygedagpengene blev bragt til ophør, ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig, jf. sygedagpengelovens § 5, stk. 1. For så vidt angik den nærmere begrundelse var der henvist til nævnets afgørelse af 15. juni 2000.
• Advokaten klagede i brev af 17. september 2001 over afgørelsen.
• Nævnet genvurderede den 25. september 2001 afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den, idet der ikke var kommet nye oplysninger frem, som kunne begrunde en ændret vurdering.
• I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der var tale om talrige fejl i relation til manglende opfølgning efter sygedagpengelovens § 24, manglende helhedsvurdering, manglende vurdering af, om der var behov for revalidering eller andre former for bistand, manglende opfølgning og manglende skriftlig opfølgningsplan. Det var desuden anført, at nævnet overhovedet ikke havde efterprøvet skønnet, eller om der var foretaget et korrekt skøn.
• Nævnet havde således ikke foretaget nogen vurdering af det materielle indhold, og frem for alt havde nævnet ikke forholdt sig til advokatens bemærkninger om, at man ikke blot kan lade lægekonsulentens vurdering være afgørende.
• Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af, om formelle sagsbehandlingsfejl kan have ugyldighedsvirkning, således at der kan være ret til sygedagpenge, uanset at der ikke er tale om fuld uarbejdsdygtighed.