Ankestyrelsens principafgørelse D-32-97
Beskrivelse
Der kunne ikke gives afslag på forlængelse af dagpengeperioden ved udskydelse af iværksættelse af revalidering på grund af barsel. Revalidering var fortsat overvejende sandsynlig. Lønmodtageren var ikke overgået til bruttorevalideringsydelse inden si...
Journalnummer
J.nr.: 700342-97
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 22, stk. 1, nr. 1
- Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 1
Afgørelse
Lønmodtageren havde ret til fornyet udbetaling af sygedagpenge i perioden mellem afslutning af barselorlov og overgang til bruttorevalideringsydelse ved påbegyndelse af lærerstudiet.
Efter dagpengelovens § 22, stk. 1, ophører udbetalingen af dagpenge, når der har været udbetalt dagpenge eller løn under sygdom i mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder. Dagpengeperioden kan efter § 22, stk. 1, nr. 1, forlænges, hvis det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat.
Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at revalidering fortsat var overvejende sandsynlig, og på at lønmodtageren ikke var overgået til bruttorevalideringsydelse inden sin barselorlov, og på at hun fortsatte på det hidtidige forsørgelsesgrundlag, indtil revalidering iværksattes.
Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.
Information
- En lønmodtager kunne efter en færdselsulykke ikke komme tilbage til sit fag.
- I sommeren 1995 blev der med kommunen drøftet eventuel revalidering til lærer.
- Lønmodtageren oplyste, at hun havde været i kontakt med rektor på et seminarium i nærheden, som havde oplyst, at lønmodtageren ville opfylde betingelserne for optagelse i august 1996, hvis hun tog matematik, dansk og engelsk på HF enkeltfag. Lønmodtageren havde desuden fået tilsagn om, at hun ville kunne optages i august 1996, selv om hun på dette tidspunkt kun ville være knap 25 år gammel mod det normale adgangskrav på 25 år.
- Seminariet bekræftede dette over for kommunen.
- Det aftaltes derfor, at lønmodtageren tilmeldte sig HF enkeltfag som forrevalidering med fortsat udbetaling af sygedagpenge.
- Varighedsbegrænsningen indtrådte den 29. februar 1996, men dagpengeperioden blev forlænget, selv om endelig erhvervsplan endnu ikke var fastlagt.
- Under en opfølgningssamtale i kommunen den 14. marts 1996 oplyste lønmodtageren ifølge kommunens journalark, at det gik godt med HF undervisningen. Lønmodtageren havde dog ikke søgt ind på seminariet, da hun var blevet gravid med forventet fødsel i slutningen af august 1996. Lønmodtageren havde dog fået lovning på optagelse på seminariet i august 1997.
- Sygedagpengene blev standset fra den 8. august 1996, hvor lønmodtageren påbegyndte barselorlov. I tilslutningen til afslutningen af barselorloven fik lønmodtageren bevilget hjælp efter bistandslovens § 43 til det 4-årige lærerstudium.
- Kommunens revalideringsafdeling traf den 3. februar 1997 afgørelse om, at lønmodtageren efter afslutning af sin barselorlov ville overgå til kontanthjælp frem til eventuel påbegyndelse af revalideringsplan. Denne afgørelse var truffet efter bistandslovens § 43.
- Kommunens dagpengeafdeling traf den 27. februar 1997 ligeledes afgørelse om, at dagpengene ikke ville kunne genoptages efter endt barselorlov. Kommunen henviste til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, hvorefter dagpengeperioden kan forlænges, når det er overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat. Kommunen henviste til, at lønmodtageren var sikret optagelse på seminariet i august 1996 og derfor skulle være overgået til bruttorevalideringsydelse i august 1996. Kommunen fandt, at fraværet på grund af barsel måtte betragtes som en venteperiode i en iværksat revalideringsplan.
- I anken blev der henvist til, at der forelå en revalideringsplan, og at lønmodtageren opfyldte flere af betingelserne for forlængelse i dagpengelovens § 22, idet det var sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat, og der var rejst sag om erstatning i Arbejdsskadestyrelsen.
- Arbejdsskadestyrelsen oplyste efter indankningen på telefonisk forespørgsel, at der blev truffet afgørelse om erhvervsevnetab den 20. december 1996.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen fandt, at standsning af sygedagpenge indebærer ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Nævnet burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens § 7a i behandlingen af en klage over standsning af dagpenge. Ankestyrelsen lagde vægt på, ...
Udgivet: 2013-07-11
Afgørelse af om iværksættelse af revalidering må anses for overvejende sandsynlig træffes efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger. Afslag på førtidspension med den begrundelse at revalideringsmulighederne ikke er udtømt, indebærer ikk...
Udgivet: 2013-07-11
Ved beregning af dagpenge til en lønmodtager skal der ikke tages hensyn til vederlag for borgerligt ombud. Der var derfor ikke grundlag for at foretage fradrag ved beregning af refusion til arbejdsgiveren. Dagpengeudvalget lagde vægt på, at vederlag ...