Ankestyrelsens principafgørelse D-3-04

GældendeÅr: 2004Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Der var ikke ret til at få udbetalt dagpenge som selvstændig i forbindelse med fædreorlov, idet der på tidspunktet for ansøgningen ikke var dokumenteret en arbejdsfortjeneste ved selvstændig virksomhed. Som dokumentation for arbejdsfortjenesten ved s...

Journalnummer

J.nr.: 7000204-03

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 10, stk. 5, § 13, stk. 1 og § 16, stk. 1
  • Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 7, stk. 2, § 7, stk. 3, § 28 og § 32, stk. 2

Afgørelse

Der var ikke ret til at få udbetalt dagpenge som selvstændig i forbindelse med fædreorlov i perioden 1. - 12. juli 2002

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret en arbejdsfortjeneste, jf. dagpengelovens § 10, stk. 5 og dagpengebekendtgørelsens § 27, stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. punktum.

En person med indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed havde ret til dagpenge på grundlag af arbejdsfortjenesten ved virksomheden, dog højst det beløb, der nævnes i lovens § 9, stk. 2, jf. dagpengebekendtgørelsens § 27, stk. 1.

Som dokumentation for arbejdsfortjenesten skulle anvendes skattevæsenets årsopgørelse for det seneste regnskabsår på grundlag af indgivet selvangivelse. Hvis selvangivelsen var indgivet rettidigt, men årsopgørelsen på grundlag heraf endnu ikke forelå, anvendtes årsopgørelsen for det senest forudgående regnskabsår, jf. dagpengebekendtgørelsens § 27, stk. 2, 1. og 2. punktum.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at faderen den 3. juli 2002 indgav ansøgning om dagpenge i forbindelse med fædreorlov i perioden fra den 1. juli 2002 til og med den 12. juli 2002, jf. dagpengelovens § 13, stk. 1, og at det var hans årsopgørelse vedrørende den selvstændige erhvervsvirksomhed for 2000, der skulle lægges til grund ved beregning af dagpenge.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at faderen rettidigt havde afleveret selvangivelse for 2001 vedrørende den selvstændige erhvervsvirksomhed, men at årsopgørelsen for dette år ikke var udarbejdet, da han søgte om dagpenge.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at de særlige regler om beregning af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende der havde drevet virksomhed i en kortere periode, jf. dagpengebekendtgørelsens § 27, stk. 3, ikke kunne anvendes.

Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at selvangivelse som selvstændig for et helt regnskabsår (2001) var indgivet, da faderen søgte om dagpenge den 3. juli 2002.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at der ikke var hjemmel til at anvende lønindkomsten for 2000 som dokumentation for arbejdsfortjenesten, da dagpenge til en selvstændig normalt blev beregnet på grundlag af arbejdsfortjenesten ved virksomheden.

Da årsopgørelsen for 2000 udviste et negativt resultat, var der ikke ret til dagpenge under fædreorlov i perioden fra den 1. juli 2002 til og med den 12. juli 2002.

Der var ikke ret til at få udbetalt dagpenge ved indtræden i moderens dagpengeret.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at faderen den 7. august 2002 indgav ansøgning om dagpenge i forbindelse med indtræden i ægtefælles ret til dagpenge efter dagpengelovens § 16, stk. 1, og at det var årsopgørelsen vedrørende den selvstændige erhvervsvirksomhed for 2001, der skulle lægges til grund ved beregning af dagpenge.

Ankestyrelsen lagde herved lagt vægt på, at skattevæsenet på det omhandlede tidspunkt havde udarbejdet en årsopgørelse for 2001 på grundlag af den indgivne selvangivelse for dette år.

Da årsopgørelsen for 2001 udviste et negativt resultat, var der ikke ret til dagpenge under indtræden i ægtefællens ret til dagpenge.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at faderen ikke havde tegnet en frivillig forsikring for selvstændige erhvervsdrivende, jf. dagpengelovens § 20.

Information

  • Faderen havde startet selvstændig virksomhed den 10. juli 2000 og søgte fædreorlov den 3. juli 2002. Han søgte den 7. august 2002 om at indtræde i ægtefællens dagpengeret på grund af hendes sygdom.
  • Der var indgivet selvangivelse for 2001, men der forelå endnu ikke en årsopgørelse på tidspunktet for ansøgning om fædreorlov.
  • Ved ansøgningen om indtræden i ægtefællens dagpengeret forelå årsopgørelsen for 2001.
  • Kommunen traf afgørelse om afslag på dagpenge, med den begrundelse, at der ikke var indtægt som selvstændig erhvervsdrivende.
  • Det sociale nævn gav afslag på at få udbetalt dagpenge som selvstændig i forbindelse med fædreorlov i perioden 1. -12. juli 2002.
  • Nævnet begrundede afgørelsen med dagpengebekendtgørelsens § 27, stk. 2, 2 pkt. Såfremt selvangivelse var indgivet rettidigt, men årsopgørelsen endnu ikke forelå, anvendtes årsopgørelsen for det seneste forudgående regnskabsår. I dette tilfælde år 2000. Faderen havde imidlertid negativ indtægt ved selvstændig virksomhed i 2000, og der kunne derfor ikke udbetales dagpenge.
  • Der var heller ikke ret til at få udbetalt dagpenge ved senere indtræden i moderens dagpengeret.
  • Det anførtes, at lovens § 16, stk. 1, alene var en regel om i hvilke tilfælde der kan udbetales dagpenge, ikke en regel om, hvorledes dagpenge skulle beregnes. Selvstændige skulle have dagpengene beregnet efter dagpengebekendtgørelsen. Ved ansøgning om dagpenge den 7. august 2002 forelå årsopgørelsen fra 2001, og der kunne derfor ikke komme noget til udbetaling.
  • Faderen klagede over nævnets afgørelse.
  • Om retten til fædreorlov henvistes til dagpegebekendtgørelsens § 27, stk. 3, hvoraf det fremgik, at hvis den selvstændige havde drevet virksomhed i en kortere periode, således at selvangivelse som selvstændig for et helt regnskabsår ikke var indgivet, anvendtes i stedet den seneste årsopgørelse som lønmodtager. Faderen gjorde derfor gældende, at være nystartet selvstændig.
  • Omkring retten til at indtræde i moderens dagpengeret, henvistes til den oprindelige klage, hvoraf det fremgik, at faderen ikke mente det havde betydning for vurderingen af anmodningen, at han ikke havde en selvstændig ret til dagpenge. Han gjorde ligeledes gældende, at der var tale om én sammenhængende fraværsperiode i forbindelse med fødsel og barsel.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken betydning det havde for faderens ret til dagpenge under fædreorlov, at der på ansøgningstidspunktet ikke forelå en årsopgørelse for 2001, men kun selvangivelsen, sammenholdt med det forhold, at der ikke var drevet selvstændig virksomhed i hele 2000. Endelig ville det blive afklaret, om faderen på denne baggrund havde ret til dagpenge under fædreorlov, og om faderen kunne indtræde i ægtefællens ret til barselsdagpenge under hendes sygdom.

Metadata

Retsområder

Barselsloven

Nøgleord

Selvstændig erhvervsdrivendeDagpengeIndtræden i moderens dagpengeretFædreorlov

Paragraffer

§ 13§ 27§ 16§ 7§ 10§ 9§ 28§ 32

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-21-03

Udgivet: 2013-07-11

En arbejdsgiver fik afslag på refusion for en elev ansat i lønnet praktik. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik, at eleven havde været ansat i mere end 8 uger og derfor opfyldte beskæftigelseskravet over for arbejdsgiveren....

Ankestyrelsens principafgørelse D-43-91

Udgivet: 2013-07-11

Dagpengene fra kommunen, til en lønmodtager beskæftiget ved off-shore i fast turnus, skulle beregnes på grundlag af det antal timer arbejdsgiveren i henhold til gældende overenskomst skulle udbetale løn for, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr.6...

Ankestyrelsens principafgørelse D-5-04

Udgivet: 2013-07-11

Kommunen havde pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for yderligere forlængelse af dagpengeudbetalingen efter flytning til andet EØS-land. Ankestyrelsen lagde vægt på, at lønmodtageren modtog sygedagpenge fra kommunen før flytni...