Ankestyrelsens principafgørelse D-18-95

GældendeÅr: 1995Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

En anmeldelse er rettidig, hvis den er lagt i kommunens postkasse inden arbejdstids ophør på fristens sidste dag. Det er uden betydning, hvornår kommunen faktisk tømmer postkassen....

Journalnummer

J.nr.: 70150-95

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 6, stk. 2
  • Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 38

Afgørelse

Lønmodtageren havde ret til dagpenge fra den 9. december 1994 til og med den 18. december 1994.

Efter dagpengelovens § 6, stk. 2, skal sygdomstilfælde, når lønmodtageren har været ansat hos arbejdsgiveren i mindre end 13 uger og ikke opfylder beskæftigelseskravet over for arbejdsgiveren, anmeldes til kommunen senest 1 uge efter 1. fraværsdag.

Når anmodningen om dagpenge indgives senere end denne frist, indtræder retten til dagpenge først fra anmodningens modtagelse, jf. § 22 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at anmeldelsen først var kommet frem til kommunen efter kommunens lukketid fredag den 16. december 1994. Dagpengeudvalget fandt derfor, at anmeldelsen måtte betragtes som rettidig.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.

Information

  • Lønmodtageren var sygemeldt i perioden 9. - 18. december 1994. Sidste frist for rettidig anmeldelse var fredag den 16. december 1994.
  • Under sygdommen modtog lønmodtageren brev fra kommunen med dispensation fra anmeldelsesfristen vedrørende en tidligere sygeperiode med samtidig orientering om reglerne for anmeldelse (blanket dp 223).
  • Lønmodtageren underskrev den nye anmodning om dagpenge den 13. december 1994, men anmodningen er først stemplet modtaget i kommunen mandag den 19. december 1994.
  • Kommunen gav afslag på dagpenge på grund af for sen anmeldelse og henviste til den nylige dispensation.
  • I anken oplyste lønmodtageren, at dagpengeblanketten blev afleveret personligt i kommunen fredag den 16. december 1994, og at brevet blev lagt i kommunens postkasse af lønmodtagerens ægtefælle om morgenen på vej til arbejde.
  • Kommunen tømte kun postkassen én gang om dagen, mellem kl. 07.45 og 08.00.

Metadata

Retsområder

Sygedagpengeloven

Nøgleord

Rettidig anmeldelseDagpengeAnmeldelseFrist

Paragraffer

§ 38§ 22§ 6

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-20-06

Udgivet: 2013-07-11

En arbejdsgiver havde pligt til at udbetale dagpenge i 2 uger regnet fra 1. fraværsdag, hvor lønmodtager ifølge turnusplanen skulle have påbegyndt en 2 ugers arbejdsperiode offshore efterfulgt af 2 ugers frihed. Arbejdsgiver havde ikke ret til dagpen...

Ankestyrelsens principafgørelse D-2-02

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har behandlet en sag med henblik på nærmere belysning af hvilke forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af spørgsmålet om uarbejdsdygtighed i dagpengelovens forstand. Ankestyrelsen fandt, at det var en væsentlig mangel ved...

Ankestyrelsens principafgørelse D-21-98

Udgivet: 2013-07-11

Dagpengeudvalget pålagde en kommune at tage stilling til, om der var grundlag for forlængelse af dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 (om revalidering) og nr. 4 (om førtidspension) for en grænsearbejder, der boede i Tyskland og a...