Ankestyrelsens principafgørelse D-1-03

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 9, stk. 1 og § 18, stk. 1
• Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 33, stk. 1

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om, hvorvidt beregning af barselsdagpenge skulle ske på grundlag af det gennemsnitlige antal arbejdstimer og den gennemsnitlige timefortjeneste inden for de sidste 13 uger før påbegyndelse af barselsorlov, jf. § 20, stk. 3 i dagpengebekendtgørelsen, således som kommunen havde truffet afgørelse om. Kommunen henviste til, at antallet af arbejdstimer i 4-ugers perioden ikke kunne anses for sædvanligt. Kommunen anførte endvidere, at arbejdsløshedsdagpenge ikke indgik i beregningen, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 1, idet der ikke var udbetalt supplerende dagpenge i de sidste 4 uger før fraværet.
• Kvinden var påbegyndt barselsorlov den 27. november 2002. Hun var ansat i et vikarbureau, hvor antallet af ugentlige arbejdstimer havde været svingende. Hun fik supplerende dagpenge fra arbejdsløshedskassen i de uger, hvor hun arbejdede færre end 29,6 timer. Der var senest udbetalt supplerende dagpenge i uge 40.
• Hun havde i ugen forud for påbegyndelse af orlov, det vil sige uge 47, afholdt ferie med feriedagpenge. I ugerne 44, 45 og 46 arbejdede hun henholdsvis 37, 36,3 og 35 timer, svarende til et ugentligt gennemsnit på 36,1 timer. I ugerne 35 til og med 43 arbejdede hun fra 24,3 til 36,5 timer ugentligt, hun modtog supplerende dagpenge i 3 af ugerne.
• Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, men fandt dog, at dagpengene skulle beregnes på grundlag af et timegennemsnit på 31,06 i stedet for 30, idet der i 13-ugers perioden var afholdt 1 uges ferie med feriedagpenge. Beregningen skulle derfor ske på grundlag af 12 uger.
• Nævnet lagde vægt på oplysningerne om hendes arbejdstimer og ledighedstimer. Det fremgik heraf, at timetallet i perioden uge 1 til uge 47 i 2001 havde været meget svingende. I 21 uger var timetallet på et niveau, der udløste ret til supplerende arbejdsløshedsunderstøttelse. Der havde endvidere i perioden været afholdt 5 ugers ferie med feriedagpenge.
• Det var på denne baggrund nævnets vurdering, at hendes timetal i 4-ugers perioden forud for barselsorloven ikke kunne anses for sædvanligt. Nævnet fandt desuden, at der ikke var ret til barselsdagpenge på grundlag af supplerende arbejdsløshedsunderstøttelse efter bekendtgørelsens § 24, stk. 1, idet der ikke havde været udbetalt understøttelse indenfor 4-ugers perioden før fraværet.
• I klagen var der henvist til hendes arbejdstimer i 2001. På baggrund heraf fandt klager, at timeantallet i de sidste 4 uger forud for fraværet ikke var så usædvanligt, at det gav grundlag for at fravige hovedreglen i § 20, stk. 1. Det var på ingen måde usædvanligt, at hun havde haft uger med mere end 30 timers arbejde. I perioden uge 4 - 48 havde hun således i 17 uger haft mere end 30 timer. Hertil kom 4 uger med feriedagpenge. Det vil sige, at hun i ca. halvdelen af perioden havde haft mere end 30 timers arbejde (eller feriedagpenge). Ifølge A-kassen ville hun have været berettiget til højeste dagpengesats, hvis hun skulle have haft udbetalt arbejdsløshedsdagpenge i stedet for barselsdagpenge.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af, hvornår timetallet i 4-ugers perioden ikke kan anses for sædvanligt og 13-ugers perioden i stedet skal anvendes ved beregning af barselsdagpenge til lønmodtagere med en ikke på forhånd fastsat arbejdstid eller timefortjeneste.