Ankestyrelsens principafgørelse C-36-06

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 99, stk. 2
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 2

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om en kvinde, der var kørestolsbruger efter en ulykke, hvor hun pådrog sig en rygmarvsskade, hvor hun blev fuldstændig lam i benene og delvist lam i armene. Hun var gift og havde to hjemmeboende børn. Hun var efter ulykken i fleksjob på sin tidligere arbejdsplads. Hun havde en hjælpeordning 24 timer i døgnet, jf. servicelovens § 77, og hun var bevilget to hjælpere til week-end- og ferieture 30 dage om året.
• Kvinden søgte om udvidet lån til køb af bil samt særlig indretning. Det var oplyst, at enten hendes ægtefælle eller en hjælper skulle køre bilen. I en rapport udarbejdet efter afprøvning anbefaledes som billigst egnede bil den mellemlange model af Citroën Jumper til kr. 181.569,75. Det anbefaledes, at bilen ud over de indretninger, som var nødvendige af hensyn til kvinden, blev indrettet med ekstra sæder i passagerkabinen. Ansøgningen om en bil i medium størrelse med ekstra sæder var begrundet med, at bilen også skulle bruges i forbindelse med ferier og week-end-ture og derfor skulle kunne rumme kvinden selv, hendes ægtefælle og to børn samt begge hendes hjælpere foruden bagage og hjælpemidler.
• Amtet fandt ved sin afgørelse kvinden berettiget til udvidet lån til køb af bil samt særlig indretning nødvendiggjort af hendes funktionsnedsættelse. Støtten blev givet til køb af den korte model af Citroën Jumper til kr. 148.143,75. Der blev givet afslag på ekstra passagersæder, som ikke skønnedes nødvendigt for, at kvinden kunne udnytte bilen hensigtsmæssigt i dagligdagen.
• Amtet fandt, at det, kvinden havde anført i sin ansøgning, ikke kunne danne grundlag for bevilling af en større og dyrere bil end den billigste model, der var egnet som befordringsmiddel for kvinden ved hendes almindelige daglige transportbehov. Kvinden kunne, jf. bilvejledningens pkt. 55, gives mulighed for selv at finansiere prisdifferencen mellem den billigst egnede bil og en større model, hvis hun ønskede en bil, der kunne dække hele familiens behov for transport, også i forbindelse med ferier o.l. Den ud fra disse behov valgte løsning måtte ikke medføre yderligere udgifter for det offentlige.
• Amtet fandt, at kvinden ikke var berettiget til 4 sæder til passagerer bag i bilen. Som standard bevilgedes der 2 passagersæder bag sæderne i første række, og kvinden fandtes ikke berettiget til tilskud til flere passagersæder end standardindretningen, da bilen primært skulle fungere som befordringsmiddel for hende.
• Det sociale nævn ændrede amtets afgørelse og fandt, at den billigst egnede bil, jf. bilbekendtgørelsens § 5, stk. 3, var den mellemlange model af Citroën Jumper indrettet således, at hele kvindens familie og op til to hjælpere kunne transporteres siddende i bilen. Nævnet lagde herved vægt på, at der altid skulle en hjælper med i bilen, og at der helt op til 30 dage om året skulle to hjælpere med.
• I amtets klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at amtet fandt, at nævnet ved sin afgørelse havde lagt afgørende vægt på bilvejledningens pkt. 26, hvorefter familiens størrelse og sammensætning og rollefordelingen i familien m.v. kunne tillægges en vis betydning.
• Amtet fandt imidlertid, at bilvejledningens pkt. 55 afgørende tilkendegav, at bilstøtten tog udgangspunkt i den støtteberettigedes kørselsbehov, og at meromkostninger ved ønske om en større bil, som familien kunne transporteres samlet i, ikke måtte medføre yderligere udgifter for det offentlige. Kvindens behov for at medbringe to hjælpere var begrundet i den psykologiske balance mellem hende og hendes mand, hvilket amtet ikke fandt var et tilstrækkeligt grundlag for at fravige princippet om billigst egnede bil til den støtteberettigede.
• Amtet fandt, at kvindens kørselsbehov i dagligdagen fyldestgørende kunne tilgodeses ved den oprindeligt bevilgede bil. Ønskede hun yderligere sæder eller en større bil, fandt amtet, at hun selv måtte bære meromkostningerne ved dette, jf. bilvejledningens pkt. 55.
• Amtet anmodede Ankestyrelsen om at behandle sagen til en principiel afklaring af vægtningen mellem bilvejledningens pkt. 26 og pkt. 55 af hensyn til fremtidig praksis, da formuleringen af disse to umiddelbart lidt modstridende punkter havde givet anledning til betydelig diskussion.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, hvilken betydning familieforhold samt antal hjælpere havde for udmåling af støtten efter servicelovens § 99, jf. bilbekendtgørelsens § 5.