Ankestyrelsens principafgørelse B-5-07
Beskrivelse
Der var ikke tilstrækkelig dokumentation for, at barn og mor, som var modtager af børnefamilieydelsen, havde haft bopæl i Danmark i en adresseløs periode. Familien var fraflyttet fælles bolig uden at melde adresseændring til folkeregister eller i øvr...
Journalnummer
J.nr.: 3700010-07
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om en børnefamilieydelse - lovbekendtgørelse nr. 972 af 22. september 2006 - § 2 og § 4
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at der ikke var ret til børnefamilieydelse i angivne periode.
Begrundelsen var, at modtageren af børnefamilieydelsen, som var moderen og herved barnet, ikke kunne ses at have haft dokumenteret bopæl i Danmark i angivne periode.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af sagens oplysninger, at familien var fraflyttet den tidligere fælles bolig i april 2005 uden at melde adresseændring til folkeregister i kommunen eller i øvrigt at meddele kommunens sagsbehandlere om nyt opholdsted.
Kommunen stoppede herefter udbetalingen af børnefamilieydelsen med virkning fra juli kvartal 2005.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at faderen i juli måned 2006 havde henvendt sig til kommunen med oplysning om, at han og hans familie var tilmeldt en ny adresse i en anden kommune.
Den nye kommune genoptog udbetalingen af børnefamilieydelsen med virkning fra juli kvartal 2006.
Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at faderen havde oplyst til sagen, at familien først flyttede til en lejlighed i kommunen og siden tog ophold i sommerhus beliggende i en anden kommune. Sommerhuset var dog ikke godkendt til helårsbeboelse, hvorfor faderen undlod at rette henvendelse til folkeregistret. Det var samtidigt oplyst, at kommunen i andre sammenhænge havde rettet henvendelse til faderens arbejdsgiver.
Ankestyrelsen lagde endeligt til grund, at det fremgik af lov om børnefamilieydelse, at det var en betingelse for udbetaling af børnefamilieydelse, at barnet havde bopæl i landet, og at ydelsen normalt blev udbetalt til barnets mor, og at et barn normalt havde bopæl, hvor forældrene boede/havde bopæl.
Information
- En kommune blev, efter at have modtaget check vedrørende børnefamilieydelse retur, gjort bekendt med, at mor og barn ifølge folkeregisteroplysningen var fraflyttet bopælen uden opgivelse af ny adresse, hvorefter kommunen stoppede udbetalingen af børnefamilieydelser vedrørende barnet, gældende fra juli kvartal 2005.
- I juli måned året efter kontaktede faderen kommunen om grunden til, at børnefamilieydelsen blev stoppet. Kommunen oplyste, at grunden hertil var, at kommunen ikke vidste, hvor barnet og moderen opholdte sig. Faderen oplyste herefter, at de fra juni måned 2006 var tilmeldt en adresse i en anden kommune, og at de i den mellemliggende periode havde opholdt sig på 2 andre adresser.
- Det sociale nævn tiltrådte efterfølgende kommunens afgørelse.
- Nævnet begrundede afgørelsen med, at familien havde fraflyttet den tidligere fælles bolig uden at melde adresseændring eller i øvrigt at orientere kommunens sagsbehandlere om det nye opholdsted.
- Faderen klagede over afgørelsen.
- I klagen blev det anført, at han og ægtefællen havde haft bopæl i kommunen i den angivne periode. Han oplyste samtidigt, at han og hans familie først var flyttet til en lejlighed i kommunen og siden taget ophold i et sommerhus i en anden kommune. Da sommerhuset ikke var godkendt til helårsbeboelse, undlod faderen at rette henvendelse til folkeregisteret. Faderen henviste samtidigt til, at kommunen i andre sammenhænge havde haft rettet henvendelse til hans arbejdsgiver.
- I klagen var der ligeledes som dokumentation på, at familien havde boet i kommunen, henvist til bilag i form af lejekontrakter, udtalelser fra bekendte samt registreringsattest og forsikringspapirer på ægtefælles bil samt indkaldelser fra advokat og skifteretten vedrørende faderens konkurs.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om betingelsen for modtagelse af børnefamilieydelse om, at barnet skulle have ophold i Danmark, kunne anses for opfyldt, når barnet og modtageren af ydelsen ikke var tilmeldt folkeregistret i Danmark.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En ansøger, der hjemtog sit barn fra udlandet og ansøgte om børnefamilieydelse, var ikke berettiget til børnefamilieydelse, mens sagen om overdragelse af forældremyndigheden var under behandling i Statsforvaltningen. Begrundelsen var, at der ikke for...
Udgivet: 2013-07-10
Der var ikke ret til børnefamilieydelse i Danmark til 2 børn, der sammen med deres forældre havde ophold uden for EU/EØS. Betingelsen om, at barnet skulle have ophold her i landet var ikke opfyldt. Opholdet forventedes oprindeligt at vare minimum 1 å...
Udgivet: 2013-07-10
Bopæl i Danmark ansås efter en konkret vurdering for bevaret under midlertidig ophold i udlandet (ikke EU-land) af ca. 6 måneder og 1 uges varighed, hvor ægtefællen var udstationeret. Der var lagt vægt på, at det fælles hjem i Danmark var bevaret und...