Ankestyrelsens principafgørelse A-7-07

GældendeÅr: 2007Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Der var ikke grundlag for at standse udbetalingen af ledighedsydelse i 5 uger, selvom borgeren havde forladt et arbejdsforløb. I det konkrete tilfælde var der alene tale om en arbejdsprøvning/praktikforløb med henblik på vurdering og afklaring af, hv...

Journalnummer

J.nr.: 2000737-06

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 74b, stk. 4

Afgørelse

Borgeren sås ikke at have afvist et rimeligt tilbud om fleksjob på skolen.

Der var således ikke grundlag for at standse udbetalingen af ledighedsydelsen i 5 uger.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at der i det konkrete tilfælde alene havde været tale om en arbejdsprøvning/praktikforløb med henblik på vurdering og afklaring af, hvorledes fleksjobbet kunne etableres med de rigtige skånehensyn.

At arbejdet forinden var opslået hos AF som et fleksjob, var således ikke tilstrækkeligt til at sige, at der var tale om et rimeligt tilbud om fleksjob, idet der ikke på tidspunktet, hvor borgeren påbegyndte på skolen, var udarbejdet nogen aftale, hvori arbejdsfunktionerne, arbejdstiden og belastningen i forhold til skånehensyn var beskrevet, sådan som det fremgik af SM A-22-05.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte nævnets afgørelse.

Information

  • En mand var visiteret til fleksjob og modtog ledighedsydelse. Kommunen fandt igennem AF et opslået ledigt fleksjob som pedel på en skole, som kommunen vurderede, at borgeren matchede. Kommunen tilbød borgeren praktik på skolen i en 5 ugers periode med henblik på, at borgeren skulle påtage sig det ledige job som pedel, herunder om skånehensynene kunne tilgodeses.
  • Borgeren forlod skolen efter 14 dage på grund af uoverensstemmelser om udførelsen af en arbejdsopgave.
  • Kommunen traf afgørelse om at standse udbetalingen af ledighedsydelse i 5 uger, idet kommunen fandt, at borgeren havde givet afslag på et rimeligt tilbud om fleksjob på skolen.
  • Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at der ikke var grundlag for at standse udbetalingen af ledighedsydelse i de 5 uger.
  • Nævnet begrundede afgørelsen med, at borgeren ikke havde afvist et rimeligt tilbud om fleksjob, men alene var udeblevet fra et praktikforløb.
  • Kommunen klagede over nævnets afgørelse med henvisning til, at der var tale om et fleksjob, som var opslået igennem AF. Kommunen fandt samtidigt, at der ikke var grundlag for at antage, at skånehensynene ikke ville blive overholdt. Endvidere fandt kommunen det usandsynligt, at der ikke inden etablering af et fleksjob blev etableret en praktikperiode.
  • Nævnet bemærkede i genvurderingen, at kommunen havde omtalt forløbet som et praktikforløb, og at indholdet af fleksjobbet nærmere skulle afklares i samarbejde med arbejdsgiver, jobkonsulent og borgeren.
  • Nævnet fandt derfor, at der under et praktikforløb var ret til at sige fra over for et givet fleksjob, både fra arbejdsgivers side som fra arbejdstagers side, når der ikke var enighed om indhold og skånehensyn.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om praktikforløb for en person, der modtog ledighedsydelse, og hvor der i forløbet skulle vurderes, om der kunne etableres fleksjob med tilstrækkelige skånehensyn, kunne anses som et rimeligt tilbud om fleksjob eller alene kunne anses for en arbejdsprøvning.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

ArbejdsprøvningLedighedsydelseFleksjobPraktikforløb

Paragraffer

§ 74b

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-22-05

Udgivet: 2013-07-10

En kvinde modtog ledighedsydelse efter visitation til fleksjob. Kommunen kunne ikke træffe afgørelse om, at der ikke kunne udbetales ledighedsydelse i 5 uger, selv om hun havde afvist at deltage i en jobsamtale. Begrundelsen var, at hun ikke havde af...

Ankestyrelsens principafgørelse 141-11

Udgivet: 2013-07-10

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en kvinde, der modtog ledighedsydelse og søgte førtidspension, stod til rådighed for et fleksjob. Udbetalingen af ledighedsydelse kunne derfor ikke standses. Kvinden havde ikke afslået et konkret tilbud o...

Ankestyrelsens principafgørelse 17-10

Udgivet: 2013-07-10

Der var ikke hjemmel til at anvende sanktionsreglerne i lov om sygedagpenge ved standsning af ledighedsydelse. Det betød, at kommunens standsning af ledighedsydelse var ugyldig....