Ankestyrelsens principafgørelse A-44-01
Beskrivelse
Der var ikke hjemmel til at se bort fra formueforholdene ved udbetaling af kontanthjælp under forrevalidering. Ankestyrelsen henviste til, at en revalidend bevarer sit hidtidige forsørgelsesgrundlag under forrevalidering, herunder kontanthjælp, såfre...
Journalnummer
J.nr.: 200162-01
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 14, § 47, stk. 4 og § 63, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel til at se bort fra ansøgers formueforhold under hans forrevalidering.
Ansøger havde derfor ikke haft ret til at modtage kontanthjælp fra den 1. november 2000.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger af sin formue selv skulle afholde udgiften til kost under opholdet på efterskolen, jf. principperne i SM O-5-98.
Ansøger kunne således kun modtage støtte i henhold til aktivlovens § 63 til dækning af den del af opholdsbetalingen, der ikke vedrørte kost.
Begrundelsen for afgørelsen var, at en revalidend bevarer sit hidtidige forsørgelsesgrundlag under forrevalideringen, jf. § 47, stk. 4. Udbetaling af revalideringsydelse krævede, at der var iværksat revalidering i overensstemmelse med en fastlagt erhvervsplan, jf. § 51, stk. 1.
Da ansøger var omfattet af forældrenes forsørgelsespligt, indtil han overgik til forrevalidering, kunne han modtage kontanthjælp under forrevalideringen, hvis han opfyldte de almindelige betingelser herfor.
I henhold til aktivlovens § 14, stk. 1, kunne kommunen imidlertid ikke yde hjælp, hvis ansøgeren havde formue, som kunne dække det økonomiske behov. Kommunen skulle se bort fra et beløb på op til 10.000 kr. (for enlige).
Da ansøger havde en formue, som i en periode kunne dække hans økonomiske behov, havde han ikke ret til at modtage kontanthjælp samtidig.
Begrundelsen for afgørelsen vedrørende egenbetaling i forbindelse med efterskoleopholdet var, at ansøger ville have haft udgifter til kost, såfremt han ikke havde været på efterskole. Den del af opholdsbetalingen, der vedrørte kost, kunne derfor ikke anses for at være en særlig udgift som følge af uddannelsen, jf. aktivlovens § 63, stk. 1.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Information
- Ansøger, der var handicappet, fik efter folkeskolens afslutning ophold på en efterskole. Fra han fyldte 18 år i oktober 2000 bevilgede kommunen støtte til opholdet i form af forrevalidering, da man vurderede, at ansøger var omfattet af personkredsen for revalidering, men at han havde brug for et afklarende forløb.
- Kommunen bevilgede hjælp til opholdsbetalingen efter aktivlovens § 63 men således, at ansøger selv skulle betale ca. 1.100 kr. pr. måned.
- Kommunen henviste til, at ansøger havde en formue på ca. 22.000 kr., hvoraf der i henhold til aktivlovens § 14 kun kunne ses bort fra 10.000 kr. Han skulle derfor klare sig for de resterende 12.000 kr. i en periode, inden der kunne bevilges kontanthjælp. Da ansøger var under 25 år og hjemmeboende, beregnede kommunen perioden til ca. 5 måneder.
- Nævnet pålagde kommunen at udbetale kontanthjælp til ansøger fra den 1. november 2000 under hans ophold på efterskolen.
- Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen havde anerkendt ansøger som revalidend og godkendt, at opholdet på efterskolen blev anset for forrevalidering.
- Nævnet fandt derfor, at ansøgers formueforhold ikke havde betydning for hans ret til kontanthjælp.
- Nævnet fandt samtidig, at der skulle ske fradrag i kontanthjælpen for værdien af kost og logi under efterskoleopholdet. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beregning af, at egenbetalingen kunne sættes til ca. 1.100 kr. pr. måned.
- I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen bl.a. til, at en revalidend bevarede sit hidtidige forsørgelsesgrundlag under forrevalidering, jf. § 47, stk. 4, og at en revalidend, som ikke havde et andet forsørgelsesgrundlag, kunne modtage kontanthjælp under forrevalideringen, såfremt vedkommende opfyldte betingelserne herfor. Udmålingen skete efter kommunens opfattelse efter de almindelige bestemmelser, herunder § 14, hvorefter der ikke kunne ydes hjælp, hvis ansøgeren havde formue, som kunne dække det økonomiske behov.
- Det var således kommunens opfattelse, at der kun kunne ses bort fra formueforhold, når der var tale om udbetaling af revalideringsydelse, jf. § 52, d.v.s. når der forelå en realistisk erhvervsplan. Dette var ikke tilfældet i den foreliggende sag, hvor efterskoleopholdet netop skulle være det afklarende forløb, så ansøger kunne få mulighed for at finde ud af, hvad han skulle erhvervsmæssigt set, samtidig med at det også skulle modne ham personlighedsmæssigt.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af en formues betydning i forbindelse med udmåling af kontanthjælp under forrevalidering.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Det måtte bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en formue var til hinder for, at der kunne ydes hjælp til sygebehandling. Ankestyrelsen fandt, at reglen om, at kommunen ser bort fra et beløb på op til 10.000 kr efter sin placering k...
Udgivet: 2020-02-28
Der kan ikke ydes trangsbestemt hjælp i særlige tilfælde, herunder hjælp til sygebehandling og tandbehandling, hvis ansøger selv kan betale for behandlingen. Det indgår i vurderingen af, om ansøger selv kan betale for behandlingen, om ansøgeren har f...
Udgivet: 2020-07-03
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af O-5-99, A-13-02, A-22-02, A-48-02, N-12-05, A-26-05, A-21-08, 111-10, 7-11, 142-11 og 212-11. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksi...