Ankestyrelsens principafgørelse A-28-01
Beskrivelse
Løbende udgifter til efterlønsbidrag kunne ikke afholdes som en rimeligt begrundet enkeltudgift efter bekendtgørelsen om kontanthjælp til varetægtsfængslede m.v....
Journalnummer
J.nr.: 200689-00
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 29, nr. 2
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at det ikke kunne pålægges kommunen at yde hjælp til betaling af månedlige efterlønsbidrag under ansøgerens varetægtsfængsling.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at løbende betaling af efterlønsbidrag under varetægtsfængsling begrebsmæssigt ikke kunne betragtes som en enkeltudgift. Der blev endvidere lagt vægt på, at hjælp i forbindelse med løsladelsen efter § 9 i den nuværende bekendtgørelse nr. 559 af 21. juni 2000 om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus må relatere sig til perioden umiddelbart efter løsladelsen.
Der blev endelig lagt vægt på, at udnyttelse af efterlønsordningen forudsatte yderligere mange års indbetalinger, inden ansøger, der var 40 år, ville have ret til at gå på efterløn eller få udbetalt eengangssummen.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Information
- Ansøger, der var varetægtsfængslet, søgte om hjælp til betaling af løbende udgifter til efterlønsbidrag, 285 kr. pr. måned.
- Kommunen gav afslag med henvisning til, at der ikke var lovhjemmel hertil.
- Det sociale nævn ændrede afgørelsen og pålagde kommunen at yde hjælp til betaling af de månedlige efterlønsbidrag under varetægtsfængslingen.
- Nævnet fandt, at bidrag til efterlønsordningen måtte anses som en rimeligt begrundet enkeltudgift, hvis betaling var nødvendig af hensyn til den indsattes tilværelse efter løsladelsen.
- Nævnet lagde vægt på, at ansøger alene var varetægtsfængslet, at betalingen ikke kunne stilles i bero under afsoningen, og at ansøger ville miste retten til efterløn, såfremt bidraget ikke blev betalt.
- Kommunen gjorde i klagen til Ankestyrelsen gældende, at der ikke var tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift, som var nødvendig for den indsattes tilværelse ved løsladelsen. Efterlønsbidrag måtte betragtes som en pensionslignende opsparing med et islæt af formueforøgelse, og § 9 i bekendtgørelsen fandt ikke anvendelse, da udgiften umiddelbart ikke var nødvendig for hans tilværelse efter løsladelsen, men var øremærket til hans alderdom.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om løbende udgifter til efterlønsbidrag må anses for at være en rimeligt begrundet enkeltudgift, som kan afholdes efter aktivlovens § 29, nr. 2, jfr. bekendtgørelsen om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet m.v.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En jobplan, som var udarbejdet i forbindelse med et tilbud om virksomhedspraktik, skulle have været revideret i forbindelse med nyt tilbud om vejledning og opkvalificering. Da dette ikke var sket, og da udarbejdelse af jobplan og revision heraf måtte...
Udgivet: 2013-07-10
En indsat, der søgte om hjælp til løbende udgifter til bevarelse af bolig, havde frasagt sig arbejde i fængslet/arresthuset. Ankestyrelsen fandt, at det overordnede princip om pligt til selvforsørgelse efter loven om aktiv socialpolitik i videst muli...
Udgivet: 2013-07-10
En dansk statsborger med bopæl i Sverige havde ikke ret til økonomisk hjælp til betaling af husleje i Sverige mens han var varetægtsfængslet i Danmark. Det var en forudsætning for at få hjælp til husleje under varetægtsfængsling i Danmark, at han hav...