Aktivloven
2012

72-12

J.nr.: 2000022-12

Resume

Det er en betingelse for at få kontanthjælp, at man opholder sig i Danmark. Personer, der opholdet sig i udlandet, kan som hovedregel ikke få kontanthjælp. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige opho...

Lovgrundlag

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 - § 5, stk. 2

Sagsfremstilling

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 16. marts 2011

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 29. marts 2011

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf den 12. juli 2010 afgørelse om, at ansøgerne ikke havde ret til kontanthjælp under deres udlandsophold den 30. maj – 13. juni 2010, da årsagen til rejsen ikke var omfattet af undtagelsesreglerne i § 5, stk. 2 i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen lagde vægt på, at NNs mor boede i Danmark og afgik ved døden i Danmark. Det var derfor kommunens vurdering, at der i loven ikke var hjemmel til at yde kontanthjælp under udrejsen.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede efterfølgende kommunens afgørelse, idet nævnet traf afgørelse om, at ansøgerne havde ret til at bevare kontanthjælpen under ophold i udlandet. Nævnet hjemviste sagen for så vide angår periodens længde.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at moderens begravelse var omfattet af de særlige tilfælde, der kunne begrunde, at ansøgerne kunne modtage hjælp under ophold i udlandet. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerne ikke var i et beskæftigelsestilbud, der varede i 12 sammenhængende måneder. De havde således ikke på denne baggrund krav på en friperiode på en måned, hvor de ville have mulighed for at rejse til udlandet.

Beskæftigelsesankenævnet lagde vægt på, at moderen skulle begraves i udlandet. Nævnet lagde også vægt på, at begge var nære pårørende til afdøde som søn og svigerdatter. Nævnet finder, at en begravelsesceremoni kan sidestilles med de særlige tilfælde, der berettiger til at bevare hjælpen under ophold i udlandet.

Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at afdøde boede i Danmark i 37 år op til sin død i Danmark som 67-årig. Kommunen vurderer, at familiens ønske om, at afdøde skal begraves i oprindelseslandet, ligger uden for aktivlovens bestemmelser i forhold til forsørgelse af de nære pårørende under deres selvvalgte udrejse af Danmark.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse om der var ret til kontanthjælp under ophold i udlandet den 30. maj – 13. juni 2010 i forbindelse med begravelsen af et nært familiemedlem. Resultatet er • Ansøgerne har ikke ret til at bevare hjælpen under opholdet i udlandet Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY. Vores afgørelse medfører dog ikke, at ansøgerne skal tilbagebetale den hjælp, kommunen måtte have ydet under udlandsopholdet. Der var enighed på mødet.

Nøgleord

BegravelseKontanthjælpGanske særlige forholdUdland