Serviceloven
2013

29-13

5200088-12

Resume

Dette kan være tilfældet ved omlægning af diabetesbehandling til behandling med insulinpumpe. I forbindelse med at barnet bliver udskrevet fra hospitalet, efter at have fået indopereret en insulinpumpe til behandling af diabetes, kan der i umiddelbar...

Sagsfremstilling

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• de oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• nævnets afgørelse af 29. september 2011

• klagen til Ankestyrelsen af 25. oktober 2011

• nævnets genvurdering af 26. oktober 2011

• brev af 21. november 2011 fra Xhospitalet

Kommunen har bevilget tabt arbejdsfortjeneste til begge forældre i forbindelse med introduktion til pumpebehandling den 8. februar 2011 og ved sønnens indlæggelse den 22. februar 2011. Herudover har moderen fået bevilget tabt arbejdsfortjeneste under indlæggelsen den 23. – 25. februar 2011.

Kommunen har givet afslag på tabt arbejdsfortjeneste i de 2 uger efter indlæggelsen, hvor det ifølge ansøgningen er nødvendigt, at én af forældrene er hjemme, dels for at støtte sønnen og dels for at lære skolen de nye behandlingsprincipper.

Nævnet stadfæster kommunens afslag på tabt arbejdsfortjeneste i 14 dage i forbindelse med sønnens tilbagevenden til skole efter overgang til pumpebehandling.

Nævnet har vurderet, at det ikke er en nødvendig konsekvens af barnets diabeteslidelse, at en af forældrene skal være til rådighed på skolen i 14 dage med henblik på at støtte sønnen og rådgive lærerne om den nye behandlingsform.

Nævnet har lagt vægt på, at sektoransvarlighedsprincippet indebærer, at det er skolen, der er ansvarlig for tiltag i skoleregi, herunder ansvarlig for at sikre, at skolens lærere kan støtte sønnen og håndtere hans lidelse og tegn på symptomer på en tilstrækkelig måde. Nævnet har bemærket, at det fremgår af regionshospitalets udtalelse, at hospitalet er parat til at undervise lærerne i at betjene insulinpumpen.

Nævnet bemærker videre, at de har været opmærksomme på Principafgørelse C-11-03, hvor Ankestyrelsen fandt, at det i henhold til sektoransvarlighedsprincippet påhviler folkeskolen at yde støtte til børn i skole og skolefritidsordning. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at et forældrepar, på baggrund af en konkret vurdering af sønnens lidelse og nødvendigheden af deres lejlighedsvise tilstedeværelse i særlige tilfælde, eventuelt kunne være berettiget til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Det var herved forudsat, at det var udelukket at opfylde det lejlighedsvise konkrete behov ved personalet i skole og skolefritidsordning, og at hjælpen ikke var nødvendiggjort på grund af manglende ressourcer og/eller personale i skole og skolefritidsordning.

Nævnet finder, at der i den konkrete sag ikke er tale om et særligt tilfælde, der kræver forældrenes tilstedeværelse på skolen. Nævnet finder, at det er skolen, der har ansvaret for, at lærere og pædagoger har den fornødne viden om barnets lidelse, og kan give ham den fornødne støtte, når han starter op i skole igen.

I har klaget over nævnets afgørelse.

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med omlægningen af jeres søns diabetesbehandling. Vi har behandlet sagen for at afklare, om der kan gives tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, i en kortere periode, når et barn er blevet udskrevet fra hospitalet efter at have fået indopereret en insulinpumpe til behandling af diabetes, og der er behov for en indkørings- og optimeringsperiode af behandlingen. Resultatet er • A Kommune skal yde jer hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i indkøringsperioden, hvor jeres søn starter i skole igen, efter indlæggelse på hospitalet og overgang til insulin-pumpebehandling Det betyder, at én af jer som forældre er berettiget til at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i den nævnte periode. Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y. Vi skal bede A Kommune om at foretage en beregning af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste med henblik på udbetaling heraf. A Kommune vil kontakte jer. Der var enighed på mødet.

Nøgleord

SektoransvarlighedsprincipInsulinpumpeDiabetesSkoleTabt arbejdsfortjeneste