Sygedagpengeloven
2011

234-11

J.nr.: 7200354-11

Resume

Når retten til sygedagpenge er bortfaldet, fordi en sygemeldt ikke har medvirket ved kommunens opfølgning, skal der ske genoptagelse af udbetalingen af sygedagpenge, hvis betingelserne for udbetaling igen er opfyldt inden for fortrydelsesfristen på 4...

Lovgrundlag

  • Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. august 2011 - § 21, stk. 4

Sagsfremstilling

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 12. maj 2011

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 18. maj 2011

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering af 24. maj 2011

Det fremgår af sagen, at den sygemeldte ikke deltog i et opfølgningsmøde ved kommunen den 16. juli 2010 og at dette skete uden rimelig grund.

Videre fremgår det, at sygedagpengene blev standset den 25. juli 2010, og at den sygemeldte igen deltog i kommunens opfølgning den 17. august 2010 ved at henvende sig til det jobrådgivningscenter, som hun var tilknyttet.

Kommunen traf den 20. januar 2011 afgørelse om ophør af retten til sygedagpenge, på grund af manglende medvirken ved kommunens opfølgning. Kommunen traf samtidig afgørelse om, at der ikke skulle ske genoptagelse af retten til sygedagpenge.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende spørgsmålet om ophør af retten til sygedagpenge. Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse om genoptagelse af retten til sygedagpenge.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at den sygemeldte igen medvirkede ved kommunens opfølgning inden fortrydelsesfristens udløb. Efter Beskæftigelsesankenævnets afgørelse løb fortrydelsesfristen fra tidspunktet for partshøringen, som var foretaget umiddelbart efter den manglende medvirken.

A Kommune har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at den sygemeldte allerede ved indkaldelsen til opfølgningssamtalen blev orienteret om konsekvenserne ved udeblivelse fra mødet og om fortrydelsesretten. Det er derfor kommunens opfattelse, at fortrydelsesfristen bør løbe fra tidspunktet for den manglende medvirken.

Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurderingen bemærket, at det fremgår af punkt 21.6. i cirkulære nr. 9298 af 23. juni 2009 om ændring af vejledning om sygedagpenge, at fortrydelsesfristen løber fra dagen efter partshøringstidspunktet.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NN’s sag, om afklaring af hvornår fristen på 4 uger i sygedagpengelovens § 21, stk. 4, skal regnes fra. Resultatet er • at fortrydelsesfristen i sygedagpengelovens § 21, stk. 4, skal regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om bortfaldet er meddelt den sygemeldte. Det betyder, at der sker genoptagelse af retten til sygedagpenge, og at NN har ret til sygedagpenge fra dagen efter det tidspunkt, hvor hun igen medvirkede ved kommunens opfølgning. For så vidt angår spørgsmålet om der sker genoptagelse af retten til sygedagpenge, er vi således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y. For så vidt angår spørgsmålet om hvornår fortrydelsesfristen skal regnes fra, ændrer vi nævnets afgørelse, således at fortrydelsesfristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt den sygemeldte. Der var enighed på mødet.

Nøgleord

Tidspunkt for beregningBeregning af fristFortrydelsesfristFortrydelsesretSygedagpenge