73-13

En kvinde fik i 2004 anerkendt en skade i venstre knæ. Hun havde inden arbejdsskaden haft problemer med knæet gennem flere år og var blevet opereret i knæet af flere omgange. Ved arbejdsskaden skete der en mindre forværring af de forudbestående knæproblemer. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens vurdering om, at det samlede mén udgjorde 8 procent, samt at arbejdsskaden alene udgjorde 1/3 af det samlede mén. Spørgsmålet blev herefter, om der skulle ske udbetaling af det mermén, der skyldes arbejdsskaden. Østre Landsret udtalte, at det følger af arbejdsskadesikringslovens § 18, stk. 1, 1. pkt., at den tilskadekomne har ret til godtgørelse, hvis arbejdsskaden har påført den pågældende varigt mén. Af § 18, stk. 1, 2. pkt., fremgår, at godtgørelse dog ikke ydes, hvis méngraden fastsættes til mindre end 5 procent. Efter en naturlig sproglig forståelse må den méngrad, der omtales i 2. pkt., være méngraden som følge af en arbejdsskade som omtalt i 1. pkt. Det må antages, at formålet med grænsen på 5 procent blandt andet har været, at bagatelagtige følger af en arbejdsskade ikke skal medføre godtgørelse. En formålsfortolkning fører således til, at grænsen på 5 procent gælder, uanset om tilskadekomne i forvejen har et varigt mén som følge af en forudbestående lidelse. I modsat fald ville der kunne opstå en ugrundet forskelsbehandling, således at personer med forudbestående lidelse, herunder lidelser, der knytter sig til en anden legemsdel end den, der er ramt arbejdsskaden, i videre omfang end andre ville få godtgørelse for mindre alvorlige følger af en arbejdsskade. Østre Landsret fandt på den baggrund, at arbejdsskadesikringsloven må forstås således, at der ikke tilkommer en tilskadekommen godtgørelse for varigt mén, hvis den méngrad, der skyldes arbejdsskaden, samlet er mindre end 5 procent.