RegelrytterPrincipafgørelser36-11

36-11

PrincipafgørelseLov om social pension2011
Ankestyrelsen
Afgørelse fra Ankestyrelsen

Officiel principafgørelse

Se original

En mand havde ikke optjent ret til fuld pension, da han hovedsageligt var vokset op i USA og Canada, og først senere i livet flyttede til Danmark, hvor han søgte om førtidspension. Ved opgørelse af bopælstid i Danmark kunne perioder med skolegang og ...

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt uddannelse i udlandet kan sidestilles med uddannelse i Danmark. Resultatet er • De perioder, hvor du har gået i skole (junior high school og high school) i USA, og den periode, hvor du i USA har taget et kursus som nurses assistent, kan ikke sidestilles med bopæl her i landet Det betyder, at de ovennævnte perioder ikke kan medregnes ved beregningen af din pension. Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY. Der var enighed på mødet.

Sagsoplysninger

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Det Sociale Nævns afgørelse af 15. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 15. maj 2010

• Det Sociale Nævns genvurdering

Kommunen traf den 7. september 2009 afgørelse om, at du fra 1. september 2009 havde ret til brøkpension på 6/40.

Det Sociale Nævn tiltrådte ved afgørelse af 15. april 2010 kommunens afgørelse.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at du siden dit 15. år og frem til 1. september 2009 ikke har haft bopæl i Danmark i mindst 4/5 af tiden. Nævnet har lagt vægt på, at du det meste af dit liv har været bosat i Canada og USA, og at du først bosatte dig i Danmark den 5. januar 2005. Nævnet var af den opfattelse, at perioder, hvor du gik på junior high school og et kursus som nurses assistent ikke kunne sidestilles med bopæl i Danmark, da formålet med dit udlandsophold ikke var uddannelse.

Du har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du er omfattet af Overenskomst om social sikring mellem Kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater, at du i henhold til overenskomsten er berettiget til fuld dansk pension, og at de perioder, hvor du har været skolesøgende og fulgt et kursus som nurses assistent i USA skal medregnes som perioder, der ligestilles med bopæl i Danmark.

Lovhenvisninger

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 1005 af 19. august 2010 - § 8, nr. 5

Overenskomst om social sikring mellem Kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater - artikel 4 -

Emneord
BopælstidBrøkpensionUddannelseSocial pensionOphold i udlandet