64-12

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 6. maj 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 22. juli og 9. december 2010

• Nævnets genvurdering

På baggrund af ansøgninger modtaget i A Kommune den 28. maj 2008 og den 10. juni 2008 om sygedagpenge fra den 12. december 2007 traf A Kommune afgørelse den 2. oktober 2008.

Ved afgørelsen gav A Kommune afslag på dispensation for sen anmeldelse og manglende dokumentation for uarbejdsdygtighed jævnfør sygedagpengelovens § 38 og § 7.

NN klagede til Beskæftigelsesankenævnet

Ved afgørelse af 26. november 2009 hjemviste nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Begrundelsen var at kommunen afgørelse om afslag på sygedagpenge var truffet på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag.

Kommunen traf den 22. januar 2010 afgørelse om at fastholde afgørelsen af 2. oktober 2008.

NN klagede til Beskæftigelsesankenævnet

Ved afgørelse af 6. maj 2010 ophævede nævnet nævnets afgørelse af 26. november 2009.

Nævnet ophævede også afgørelser af 2. oktober 2008 og af 22. januar 2010. Nævnet fandt, at kommunens afgørelser var ugyldige på grund af inkompetence.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at NN pr. 15. juni 2008 flyttede fra A Kommune til B Kommune. Kompetencen til at træffe afgørelse var derfor overgået til B Kommune pr. 15. juni 2008.

Det forhold, at afgørelsen er truffet af en forkert myndighed betyder, at der generelt er svigtet en væsentlig garanti for afgørelsens rigtighed. Afgørelsen bliver derfor som hovedregel ugyldig. Er der tale om en bebyrdende afgørelse gælder dette stort set undtagelsesfrit.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt nævnet, at en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan føre til, at A Kommunes afgørelse den 2. oktober 2008 kunne opretholdes som gyldig.

Nævnet havde ved denne vurdering lagt vægt på, at afgørelsen havde indgribende betydning for NN.

A Kommune klagede til Beskæftigelsesudvalget.

Kommunen finder, at det er hensigten med retssikkerhedslovens § 9, dels at sikre borgerens rettigheder i forhold til, hvilken kommune, der har pligt til at yde hjælp, og dels at det er den relevante kommune, der vurderer behovet for hjælp. Det er en logisk og klar forudsætning, at der tænkes på den aktuelle opholdskommune i forhold til det aktuelle hjælpstidspunkt, og ved hjælpstidspunkt forstås tidspunktet for hjælpsbehov og ikke tidspunktet for afgørelse/udbetaling.

En antagelse om, at en ansøgning om hjælp, der vedrører forhold i en afsluttet periode i ”ansøgningskommunen” skal ydes af ”tilflytningskommunen”, hvis borgeren flytter inden ansøgningskommunen har truffet afgørelse i sagen, vil være en overfortolkning/misfortolkning af retssikkerhedslovens § 9.

Nævnet fastholdt nævnet sin afgørelse og begrundelsen.

Nævnet bemærker yderligere, at kriteriet vedrørende en afsluttet hjælpsperiode ikke stemmer overens med hensynet til borgerens mulighed for aktivt at kunne medvirke til en afgørelse i sin sag ved, hvilket efter nævnets opfattelse er en af hensynene bag retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, og sygedagpengelovens § 68. Borgeren har således ikke altid lige nem adgang til at deltage i eventuelle møder forud for afgørelsen i fraflytningskommunen, som i tilflytningskommunen.

Endelig bemærker nævnet, at hjælpsperioden i den aktuelle sag, forstået som den periode, hvori NN havde behov for hjælp fra kommunen, ikke med sikkerhed kan anses for at være en afsluttet mens hun havde ophold i A Kommune, idet hun fortsat angav at være sygemeldt ved fraflytningen.