261-09

Sagen drejede sig om mand, der havde søgt om ståstøttebord. Han led af senfølger af polio og følger efter lårbensbrud. Han gik til gangtræning hos fysioterapeut, som havde anbefalet ståstøttebord.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen.

Kommunen fandt, at redskabet ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet. Ståstøttebordet skulle derimod anvendes som et træningsredskab.

Ansøgeren klagede over denne afgørelse.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at et ståstøttebord i ansøgerens tilfælde var et hjælpemiddel, der kunne lette hans daglige tilværelse i hjemmet.

Formålet med ståstøttebordet var, at ansøgeren selv kunne stå op i flere timer dagligt uden at falde. Dette ville modvirke kontrakturtendensen og styrke musklerne. Ståstøttebordet havde endvidere den betydning, at det hjalp til at modvirke afkalkning af knogler og stramning i led, idet han ved at bruge bordet kunne få belastning på de udstrakte ben. Ståstøttebordet var den eneste mulighed for, at han kunne stå oprejst.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at han havde benyttet ståstøttebord med positiv effekt i forbindelse med fysioterapeutisk træning. Daglig brug af støttebordet ville ifølge fysioterapeutens oplysninger bedre hans muligheder i vedligeholdelsestræningen og eventuelt bedre hans gangfunktion.

Efter en konkret vurdering fandt nævnet, at et ståstøttebord for ansøgeren ikke i sig selv var et træningsredskab, men ville medvirke til, at han bedre kunne fungere i dagligdagen og dermed forbedre hans livskvalitet. At ståstøttebordet tillige havde en effekt på hans vedligeholdelsestræning medførte ikke, at der blev tale om et behandlings-/træningsredskab.

Kommunen klagede over afgørelsen, idet der i denne sag var tale om et træningsredskab.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et ståstøttebord altid eret hjælpemiddel efter servicelovens bestemmelser.