146-09

I 1994 faldt sikrede over en ledning i forbindelse med sit arbejde som hjemmehjælper. Skaden førte til stærke rygsmerter. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken som en arbejdsskade.

I oktober 1996 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen sikredes tab af erhvervsevne til 65 procent. Afgørelsen blev truffet på grundlag af de sociale oplysninger i sagen. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede var indstillet til førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 2/3.

Sikrede søgte om genoptagelse af sin arbejdsskadesag i september 2001, efter hun fik tilkendt højeste førtidspension.

Den 4. juli 2003 afviste Arbejdsskadestyrelsen at genoptage vurderingen af sikredes tab af erhvervsevne. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af førtidspensionsakterne, at sikrede havde fået forhøjet sin pension på baggrund af forværringen afhendes helbredstilstand efter operationen i januar 2001. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem operationen og ulykkestilfældet i 1994, og da forhøjelsen af pensionen blev givet på baggrund af operationen, fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke grundlag for at genoptage spørgsmålet om tab af erhvervsevne.

Den 30. juli 2004 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen fandt det ikke sandsynligt, at en ny vurdering af sikredes sag ville medføre en højere erstatning for tab af erhvervsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at forværringen af sikredes situation ikke kunne tilskrives arbejdsskaden, men måtte henføres til sikredes udtalte degenerative forandringer, som blev konstateret kun et år efter arbejdsskaden.

Den 23. juni 2006 afsagde Vestre Landsret dom i sagen.

Landsretten fandt, at hverken ordlyden af bestemmelsen eller forarbejderne gav grundlag for at antage, at det var et krav, at afgørelsen skulle træffes ad 2 gange, således at der først skulle træffes afgørelse om, hvorvidt sagen skulle genoptages, fordi der var sket væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbredsforhold, og derefter på et senere tidspunkt træffes en materiel afgørelse, om der var årsagssammenhæng mellem ændringerne og arbejdsskaden.

Landsretten fandt, at der mellem parterne var enighed om, at der i perioden efter den 14. oktober 1996, hvor Ankestyrelsen (red. Arbejdsskadestyrelsen) traf sin afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, var sket væsentlige ændringer af sikredes erhvervsevne, og at Ankestyrelsens afgørelse af 30. juli 2004 derfor reeltangik spørgsmålet, om der var årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og ændringen.

Landsretten fandt videre, at der var grundlag for at antage, at § 13 (formodningsreglen om årsagsforbindelse) skulle anvendes ved vurderingen af sandsynligheden for årsagssammenhæng mellem forværringen og arbejdsskaden, og at Ankestyrelsen ved den lægefaglige vurdering og den forklaring, som Ankestyrelsens lægekonsulent havde afgivet, havde bevist, at overvejende sandsynlighed talte imod, at forværringen af sikredes tilstand skyldtes det arbejdsuheld, som hun var udsat for i 1994.

Endelig fandt Landsretten, at det fremgik af det notat, som Ankestyrelsen havde udarbejdet til brug for denne landsretssag, at der var tale om ændrede retningslinier vedrørende § 34. Hvad enten der var tale om en praksisændring eller, som Ankestyrelsen havde gjort gældende under domsforhandlingen, en præcisering af praksis, så var den ikke til hinder for, at der var truffet afgørelse som sket.

Landsretten tog derefter Ankestyrelsens påstand om frifindelse til følge.