U-37-01

Den sikrede gled den 1. februar 1994 under sit arbejde som slagteriarbejder i et stykke fedt, hvorved hun fik et vrid i lænden med stærke smerter til følge.

Hun genoptog sit arbejde den 9. februar 1994. Hun måtte anvende støttebælte under arbejdet og havde flere sygemeldinger på grund af rygsmerter.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 22. november 1995 fik sikrede tilkendt godtgørelse for varigt mén, svarende til 8%. Samtidig fik hun afslag på erstatning for tab af erhvervsevne med begrundelsen, at hun havde genoptaget sit arbejde.

Sikrede faldt den 23. februar 1996 og slog haleben og lænd på slagteriets parkeringsplads, idet der var glat.

Ved en lægelig undersøgelse blev det fastslået, at hun havde belastningsrelaterede smerter i lænden, og at hun anvendte smertestillende medicin.

På grund af tiltagende smerter i lænden blev hun sygemeldt den 14. august 1996, og hun havde ikke siden været i arbejde. Hun udviklede efter skaden i 1996 konstante lavtsiddende lændesmerter og konstante smerter i haleben og korsben foruden så dårlig gangfunktion, at hun anvendte krykker. Det var yderligere oplyst, at hun havde konstante nakkesmerter med bevægeindskrænkning. Disse symptomer måtte anses for følger af en whiplash-læsion i 1995, der var blusset op i forbindelse med skaden i 1996.

Den 11. marts 1998 fik sikrede tilkendt mellemste førtidspension på baggrund af følgerne efter arbejdsskaderne, en whiplashlæsion og en mulig bindevævslidelse, som bl.a. medførte hypermobilitet.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 24. november 1998 fik sikrede tilkendt godtgørelse for varigt mén, svarende til 5% for følgerne efter arbejdsskaden den 23. februar 1996.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 10. december 1998 fik sikrede tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 25% for følger af arbejdsskaden fra 1994.

Arbejdsskadestyrelsen var bekendt med, at den sikrede var tilkendt førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 2/3, det vil sige ca. 65%.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at sikredes arbejdsophør og overgang til førtidspension delvist kunne tilskrives arbejdsskadernes følger. Styrelsen vurderede, at hendes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaderne var ialt 50%, svarende til 2/3 af hendes samlede erhvervsevnenedsættelse.

Arbejdsskadestyrelsen lagde til grund, at sikrede havde ialt to anmeldte og anerkendte arbejdsskader. Den ene skade var sket den 1. februar 1994, og den anden skade var sket den 23. februar 1996. Det var imidlertid ikke samme forsikringsselskab, der var part i de to sager, hvorfor styrelsen var afskåret fra at træffe en fællesafgørelse.

Arbejdsskadestyrelsen havde derfor besluttet at fordele byrden ligeligt mellem de to forsikringsselskaber, således at de skulle dele det samlede erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaderne på ialt 50% med halvdelen, det vil sige 25% til hver.

Ved Arbejdsskadestyrelsens samtidige afgørelse af 24. november 1998 fik sikrede tilkendt 25% i erhvervsevnetab for følger af arbejdsskaden fra 1996.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 10. december 1998 blev påklaget til Ankestyrelsen, der i august 1999 hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse. Hjemvisningen var begrundet med, at det ikke var dokumenteret, at arbejdsskaden i 1994 havde medført tab af erhvervsevne eller uafhængigt af arbejdsskaden i 1996 ville have nedsat erhvervsevnen betydeligt.

Ved fornyet afgørelse af 29. marts 2000 fastholdt Arbejdsskadestyrelsen, at erhvervsevnetabet stadig var 25% for følger af arbejdsskaden i 1994.

I klagen over afgørelsen af 29. marts 2000 var det bl.a. anført, at der ikke var dokumenteret et erstatningsberettiget indtægtstab efter skaden den 1. februar 1994. Det anførtes, at sikrede genoptog sit sædvanlige arbejde efter 1 uges sygemelding og havde haft og beholdt sit arbejde til normal løn. Selskabet fandt det principielt forkert, at Arbejdsskadestyrelsen fandt en tidligere ældre og afsluttet arbejdsskade frem og - formentlig - fordelte et erhvervsevnetab mellem 2 skader og 2 selskaber. Selskabet anførte, at hvis "den sidste skade" bevirkede et erhvervsevnetab skulle kompensationen ske via denne skade og det tilhørende forsikringsselskab.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen et brev fra sikredes forbund. Det var heri blandt andet anført, at et ulykkestilfælde, der udløste et mén på 8%, uproblematisk kunne ansættes til en erhvervsevnetabsprocent på 25, såfremt der ikke, som det her var tilfældet, indtraf et nyt ulykkestilfælde. Det, at den sikrede ikke straks ophørte med arbejdet efter det først indtrufne ulykkestilfælde kunne vel tilskrives hendes ønske om at forblive på arbejdsmarkedet, såvel af sociale som forsørgelsesmæssige årsager, men var hun forinden sidst tilkomne ulykkestilfælde ophørt på arbejdsmarkedet eller overgået til andre og måske lavere lønnede arbejdsfunktioner, ville hun uden tvivl have været berettiget til en erhvervsevnetabserstatning. I mangel af objektive holdepunkter i sagen mente forbundet, at erhvervsevnetabsfordelingen burde kunne ske med udgangspunkt i de méngrader, der var fastsat for hver af de indtrufne ulykkestilfælde, og en sådan løsning ville kunne tilsige, at fordelingen blev 30% for ulykkestilfældet i 1994 og 20% for ulykkestilfældet i 1996 under forudsætning af, at den samlede erhvervsevnetabsprocent fortsat var 50%.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der var grundlag for fordeling af erhvervsevnetabet på de to arbejdsskader.