U-24-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 20

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - 100629-00

Sagen angik en specialarbejder, der i november 1996 kom til skade med sit knæ under nedtagelse af en stor papirrulle. Hændelsen blev anmeldt til arbejdsgiveren i april 1997. I oktober 1998 modtog Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse om hændelsen.

Sikredes forbund anmeldte i oktober 1998, at sikrede i november 1996 fik sit knæ beskadiget under nedtagelse af en stor papirrulle.

Arbejdsgiveren anførte i november 1998, at sikrede henvendte sig til sin arbejdsleder i april 1997 og anmeldte, at han var kommet til skade med sit knæ under arbejde i november 1996. På dette tidspunkt var der ikke fravær, og skaden blev derfor ikke anmeldt. Vedlagt var sikredes anmeldelse fra april 1997, hvoraf det bl.a. fremgik, at han som følge af skaden var uarbejdsdygtig under een dag, og at han ønskede anmeldelsen behandlet med henblik på eventuel erstatning.

Sikrede anførte på Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema i februar 1999, at han siden hændelsen i november 1996 havde haft smerter, og at disse var forøgede. Sikrede søgte første gang læge i november 1997 på grund af hændelsen.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var der ikke tale om en ulykke, som var omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at tilfældet ikke var rettidigt anmeldt, og at der ikke var fundet nogen særlig grund til at se bort fra anmeldelsesfristen, jf. lovens § 20.

Arbejdsskadestyrelsen henviste til, at særlig grund til at bortse fra fristen ikke foreligger, med mindre 4 betingelser er opfyldt. Disse var gengivet i resuméet.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afvisningen vægt på, at betingelsen under pkt. 4 ikke var opfyldt, idet arbejdsskaden ikke ville give ret til erstatning, selv om den var rettidigt anmeldt. Arbejdsskadestyrelsen lagde herved vægt på, at det af de lægelige oplysninger fremgik, at der ved den objektive undersøgelse var fri bevægelighed og ømhed over knæskallen.

I klagen fra sikredes forbund var det bl.a. anført, at skadelidte var ganske sikker på, at sikkerhedsrepræsentanten hos arbejdsgiveren havde anmeldt skaden til forsikringsselskabet, da hændelsen skete. Sikrede havde igennem årene haft besvær med sit knæ, men først da han ikke kunne holde smerterne ud, kontaktede han lægen, hvorefter han havde gennemgået forskellige lægelige undersøgelser.

Sikredes forbund anførte i maj 2000 på Ankestyrelsens forespørgsel, at sikrede i april 1979 var udsat for en arbejdsulykke, og at han i forbindelse hermed - formentlig i 1981 - fik tilkendt en erstatning for varigt mén på 30%. Efter ulykken havde han haft hukommelsesbesvær. Sikrede havde klaret sit daglige arbejde, men ikke ellers deltaget i noget. I forbindelse med hændelsen i november 1996 regnede sikrede med, at sikkerhedschefen hos arbejdsgiveren anmeldte tilfældet. På trods af mange smerter og gentagne undersøgelser havde han ladet stå til, da han ikke kunne tage sig sammen. Sikrede var opereret i knæet 3 gange mellem september 1997 og marts 1999.