T-1-96

Et landmandsægtepar solgte i 1991 gården til en søn, som fra den 1. juli 1991 ansatte begge 15 timer om ugen. På grundlag heraf fik begge forældre bevilget delpension som lønmodtagere.

De blev boende i gårdens stuehus, som de lejede af sønnen.

Den 1. april 1992 købte manden sammen med en anden søn en naboejendom på ca. 14 ha. Ejendommen blev fra samme dato bortforpagtet til den første søn, og den nye ejendoms stuehus blev senere lejet ud. Udvidelsen af landbrugsarealet blev modsvaret af braklægning.

I efteråret 1994 blev den kommunale revision opmærksom på, at ægtefællerne foruden lønindtægten fra sønnen også havde indtægt ved selvstændig virksomhed i form af forpagtningsafgiften og indtægten fra udleje af den anden ejendoms stuehus. Revisionen rejste derfor over for kommunen spørgsmål om, hvorvidt de så var berettiget til delpension.

Kommunen standsede udbetaling af delpension fra den 1. oktober 1994, mens sagen blev nærmere undersøgt. Kommunen forelagde sagen for Socialministeriet, der i brev af 26. april 1995 redegjorde for reglerne om delpension. Det anførtes herunder, at delpension som udgangspunkt ikke kan udbetales til en lønmodtager, der samtidig har beskæftigelse som selvstændig. Indkomst ved bortforpagtning af en ejendom henregnes ikke til selvstændig erhvervsindtægt, da indtægten ikke i væsentlig grad skyldes ejerens egen arbejdsindsats. Ministeriet henviste til punkt 27 i afsnittet om delpension til selvstændige i Socialministeriets vejledning om delpension af 26. februar 1992.

Kommunen forelagde senere sagen mundtligt for Ankestyrelsen, der ifølge kommunens notater bl.a. vejledende udtalte, at der ikke er ret til delpension som lønmodtager for personer, der driver selvstændig virksomhed.

Kommunen traf herefter afgørelse om, at ægtefællerne ikke havde været berettiget til delpension efter den 1. april 1992. Kommunen fandt, at de begge måtte anses for selvstændige erhvervsdrivende, uanset at gården var bortforpagtet.

Kommunen begrundede endvidere afgørelsen med, at det ikke ansås for tilstrækkeligt sandsynligt, at arbejdstiden fortsat efter den 1. april 1992 faktisk var nedsat til i gennemsnit mindst 12 timer (indtil 1. januar 1995 15 timer).

Kommunen traf samtidig afgørelse om, at ægtefællerne skulle tilbagebetale 215.127 kr. som de tilsammen havde fået udbetalt for meget i delpension, idet de efter kommunens opfattelse ikke havde overholdt oplysningspligten over for socialforvaltningen.

Over for ankenævnet henviste kommunen bl.a. til vejledningens punkt 3 i afsnittet om delpension til lønmodtagere, hvoraf det fremgår, at delpension som udgangspunkt ikke kan udbetales til en lønmodtager, der samtidig har beskæftigelse som selvstændig eller til en selvstændig, der samtidig har beskæftigelse som lønmodtager. Kommunen henviste til, at ægtefællerne i skattemæssig henseende blev betragtet som selvstændige erhvervsdrivende.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet henviste til vejledningens punkt 27, jf. ovenfor, som efter nævnets opfattelse også gælder for lønmodtagere. Nævnet anførte endvidere, at kommunen under alle omstændigheder havde været uberettiget til at inddrage hustruens delpension, da "virksomhedsbeløbet" kun indgik i ægtefællens selvangivelse.

Nævnet fandt heller ikke, at kommunen i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at manden ikke skulle arbejde det fornødne antal timer ugentligt for at være berettiget til delpension. Nævnet lagde herved vægt på, at forvaltningen i forbindelse med overgang til delpension havde godkendt oplysninger om arbejdstid, og forvaltningen sås ikke at have godtgjort, at forholdene skulle have ændret sig siden.

Nævnet havde desuden vurderet, at den angivne løn ikke skønnedes usædvanlig for en arbejdstid på 15 timer ugentligt.

Tilsvarende gjaldt vedrørende hustruens arbejdstid, som forvaltningen dog ikke syntes at have vurderet nærmere og derfor allerede af den grund havde været uberettiget til at anfægte.

Nævnet pålagde således kommunen at genoptage udbetalingen af delpension for tiden efter den 1. oktober 1994 og ophævede tilbagebetalingskravet.

Nævnet fandt det uden for sin kompetence at pålægge forvaltningen at betale renter tilbage til den 1. oktober 1994. I klagen til Ankestyrelsen gjorde kommunen bl.a. gældende, at delpensionsvejledningens punkt 27 kun gælder for delpension til selvstændige erhvervsdrivende.

Sagen blev antaget til principiel behandling med henblik på afklaring af, om selvstændig erhvervsindtægt i form af forpagtningsafgift og husleje er til hinder for modtagelse af delpension efter reglerne for lønmodtagere.

Efter indankningen bad klagerne Ankestyrelsen pålægge kommunen at betale almindelig procesrente fra tidspunktet for almindelig udbetaling af delpension til betalingen sker.