R-5-03

Sagen vedrørte en 26-årig makedonsk kvinde med et 2-årigt barn. Kvinden havde godt 3 år tidligere fået ophold her i landet som flygtning og hun måtte have tolkebistand ved alle samtaler med kommunen. Hun boede sammen med sin mand hos mandens familie i A Kommune. Efter en uoverensstemmelse i ægteskabet henvendte hun sig til A Kommune som husvild. Hun blev af kommunen indlogeret på et hotel i B Kommune. Kort tid efter overvejede A Kommune, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt, at hun fik ophold på et kvindehjem, krisecenter el.lign. , men det var ikke umiddelbart muligt at finde en plads til hende. A Kommune anbefalede efterfølgende kvinden til at blive skrevet op til nogle lejligheder og kommunen hjalp hende med at søge skilsmisse. A Kommune mente ikke, at hun kunne skrives op til børnepasning i A Kommune, når hun var husvildeplaceret i B Kommune (kommunen ændrede dog denne beslutning senere, således at hun havde mulighed for at benytte daginstitutioner i A Kommune). A Kommune betalte de efterfølgende måneder for hotel og kontanthjælp, men der var ikke oplysninger om, at kommunen i øvrigt iværksatte hjælp eller ydede rådgivning til kvinden.

I august 2001 henvendte kvinden sig, fordi hun var blevet afkrævet en folkeregistertilmelding til B Kommune. A Kommune anså sig på denne baggrund ikke længere som opholdskommune og afbrød betalingen af hotellet og kontanthjælpen til kvinden. B Kommune mente, at A Kommune fortsat var opholdskommune for kvinden, hvorfor kommunen bad det sociale nævn om at behandle sagen.

Det sociale nævn fandt, at A Kommune fortsat var opholds- og handlekommune for kvinden og barnet, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden ansås for at have midlertidigt ophold uden for kommunen, idet hun var placeret på hotel til opfyldelse af kommunens huslyforpligtelse efter serviceloven. Hun havde derved ikke opgivet sin tilknytning til A Kommune.

Efter forarbejderne til bestemmelsen som var gentaget i kapitel 7 i vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne, kunne kommunen alene yde midlertidig indkvartering på hotel efter servicelovens § 66, og bestemmelsen kunne således ikke anvendes til at skabe en varig boligløsning.

Nævnet lagde derfor vægt på, at A Kommune valgte at placere kvinden på hotel i B Kommune, da hun pga. sociale problemer henvendte sig som akut boligløs til A Kommune. Hun havde siden haft ophold på hotellet.

Nævnet fandt ikke, at det kunne tillægges betydning, at kvinden havde tilmeldt sig folkeregistret på hoteladressen, idet hun ikke ansås for at have taget egentligt ophold i kommunen med hotelopholdet. Uanset dets hidtidige længde, anså nævnet opholdet som midlertidigt i retssikkerhedslovens forstand, herunder til brug for boligsøgning, jf. vejledningen til retssikkerhedsloven, pkt. 68.

Nævnet bemærkede videre, at det fremgik af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at opholdskommunen havde pligt til at yde hjælp. Heraf fulgte, at A Kommune som opholdskommune var betalingskommune for kvinden. I konsekvens heraf fandtes B Kommune ifølge nævnet at have et tilbagesøgningskrav mod A Kommune vedrørende afholdte udgifter i forbindelse med kvindens ophold i kommunen. Kravet var baseret på reglerne om condictio indebiti (afholdelse af udgifter i urigtig formening om skyld).

Endvidere bemærkede nævnet, at A Kommune efter servicelovens § 3 var forpligtiget til at yde rådgivning og vejledning for at forebygge sociale problemer, hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

Efter de foreliggende oplysninger kunne nævnet ikke se, at A Kommune efter hotelplaceringen havde søgt at hjælpe med en varig løsning på kvindens boligsituation. Det fremgik alene at A Kommune den 15. februar 2001 henviste hende til at blive opskrevet til så mange boliger som muligt, og at kommunen den 15. marts 2001 noterede, at hun var skrevet op til mange boliger i forskellige kommuner.

Under hensyn til oplysningerne om kvindens personlige, familiemæssige og sproglige vanskeligheder, fandt nævnet, at A Kommune burde have sikret, at der blev fulgt op på sagen, med henblik på at finde en mere permanent boligløsning.

I klagen til Ankestyrelsen fra A Kommune var det bl.a. anført, at A Kommune ønskede en afklaring af, hvorvidt servicelovens § 66 medførte en forpligtelse for kommunen til at skaffe personen en varig bolig. Kommunen ønskede samtidig en afklaring af, om en person, som får anvist midlertidigt ophold på hotel efter servicelovens § 66 stadig havde opholdskommune i den tidligere opholdskommune, når personen har opgivet sin adresse i den tidligere opholdskommune og i henhold til folkeregisterloven var forpligtet til at tilmelde sig folkeregistret i den kommune, hvor personen rent faktisk opholdt sig. A Kommune ønskede endelig afklaret, om det forhold at borgeren ikke ønskede at vende tilbage til den oprindelige kommune har betydning for opholdskommunespørgsmålet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en vurdering af hvilken kommune, der er opholdskommune for en borger, der modtager hjælp efter servicelovens § 66 til midlertidigt ophold/husly i en anden kommune.