P-8-08

Ankestyrelsen hjemviste sagen til yderligere behandling og ny afgørelse i nævnet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsskadesikringslovens § 29 regulerede forholdet mellem kommunen og forsikringsselskabet og anviste kommunen en enkel måde at få et tilgodehavende udbetalt ved refusion i den tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne, og at reglen ikke udelukkede, at kommunen over for borgeren kunne stille krav om modregning efter andre regler, for eksempel reglerne om dobbeltforsørgelse. Ankestyrelsen bemærkede, at det var en betingelse for at træffe afgørelse om tilbagebetaling med henvisning til princippet om dobbeltforsørgelse, at der var taget stilling til, både om ydelserne opfyldte betingelserne (samme person får i samme tidsrum to ydelser til samme formål, og den ene ydelse ville have nedsat den anden), og om risikofordelingen medførte, at kravet kunne gennemføres over for borgeren. Nævnets afgørelse opfyldte ikke betingelserne, fordi der ikke i afgørelsen var taget stilling til risikofordelingen mellem borgeren og kommunen. Ved risikofordelingen skulle forstås en individuel vurdering af, hvem der skulle bære risikoen for det konkrete sagsforløb. Nævnet måtte derfor tage stilling til, hvilken betydning beløbets størrelse og den tid, der forløb fra udbetalingen til kommunens afgørelse om tilbagebetaling, havde for vurderingen. Nævnet måtte endvidere undersøge, om det engangsbeløb, som var udbetalt, var modtaget og eventuelt forbrugt i god tro. Nævnet måtte endelig tage stilling til, hvilken betydning det havde, at der i en speciallov var fastsat en absolut frist for fremsættelse af refusionskrav, og hvilke forventninger dette havde medført hos borgeren. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det i arbejdsskadesikringslovens § 29 var forudsat, at et krav om refusion skulle rejses inden for 4 uger efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, og at det af loven fremgik, at kravet herefter bortfaldt.