P-1-01

Kommunen indgik i juli 1998 en aftale med pensionisten om, at krav på tilbagebetaling af social pension efter pensionslovens § 42 på i alt 12.000 skulle afdrages med 500 kr om måneden. Kommunen fastsatte renter af hele tilbagebetalingsbeløbet, uanset at kravet blev afviklet afdragsvis.

Det sociale nævn pålagde kommunen at genvurdere beslutningen om tilskrivning af rente efter lov om gebyrer og morarenter, idet der var krævet rente af det skyldige beløb og ikke kun af ikke rettidigt betalte afdrag.

Nævnet lagde til grund, at afdragsaftalen blev indgået, fordi pensionsiten efter kommunens vurdering ikke var i stand til at afholde beløbet på een gang, men at der var behov for, at kravet blev afviklet afdragsvis.

Nævnet henviste til, at det er fast gældende praksis, at tilbagebetaling af sociale ydelser sker afdragsvis i de tilfælde, hvor kommunen vurderer, at borgeren ikke kan afholde kravet på een gang. Dette gælder også, hvor afdragsvis afvikling ikke er lovhjemlet.

Det var nævnets opfattelse, at når der var grundlag for at afvikle et krav afdragsvis, omfattede hjemlen til at kræve morarenter alene forfaldne, ikke betalte afdrag.

Nævnet har uddybende henvist til, at der er mangeårig praksis for at fastsætte afdrag under hensyn til borgerens aktuelle muligheder for at afvikle et tilbagebetalingskrav uden at måtte lide rimelige afsavn. Bevilges en afdragsordning på grundlag af pensionistens manglende evne til at betale beløbet på een gang, var det nævnets opfattelse, at der er etableret en henstandsordning, således at kravet ikke kan anses for forfaldent, så længe henstandsordningen er gældende, og ordningen overholdes.

Kommunen klagede over afgørelsen til Ankestyrelsen, idet den anførte, at betingelserne for gebyrer efter rente og gebyrloven var opfyldt, da der var udpantningsret for den omhandlede ydelse, og der ikke i pensionsloven er regler om afdragsordning. Når ydelsen ikke betales på én gang, men i afdrag, lider kommunen et rentetab ved ikke at have den skyldige ydelse til dispostition. Kommunen har dermed omkostninger ved at indgå en aftale om afdragsvis betaling. Det var derfor kommunens opfattelse, at morarenter opkrævet på ulovbestemt grundlag ikke overstiger det rentetab kommunen lider ved at indgå en aftale om afdragsordning og ikke have den skyldige ydelse til disposition.

Nævnet fandt, at når der er grundlag for at afvikle et krav afdragsvis, gælder hjemlen til at kræve morarenter alene for forfaldne, ikke betalte afdrag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en kommune i forbindelse med et tilbagebetalingskrav og fastsat afdragsordning kan opkræve morarente af det skyldige beløb og ikke kun af de forfaldne, ikke betalte afdrag.