O-39-98

Ansøger havde i et par år været indlagt på et hospital. Han fik udbetalt kontanthjælp med taksten for unge hjemmeboende 2.144 kr. brutto pr. måned.

Ansøger havde i juni 1996 fået folkeregisteradresse på hospitalet. Han havde aldrig haft en selvstændig bolig, hvilket var kommunens begrundelse for, at han fik udbetalt kontanthjælp med taksten for unge hjemmeboende.

Kommunen meddelte sidst i 1996, at ansøgers kontanthjælp ville blive fratrukket et beløb på 844 kr. pr. måned i kostandel, da han havde en besparelse, og da hans ophold på hospitalet havde varet over 6 måneder. Ansøger havde herefter et månedligt rådighedsbeløb på 1.300 kr.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse både for så vidt angik udmålingen af kontanthjælpen efter taksten for unge hjemmeboende og for så vidt angik fradrag for værdien af kost. Med hensyn til udmålingen af kontanthjælp havde nævnet lagt vægt på, at ansøger efter det oplyste ikke på noget tidspunkt havde haft selvstændig bolig og derfor ikke havde haft udgifter til husleje og lignende.

Nævnet fandt herefter, at ansøgers ophold på hospitalet kunne sidestilles med situationen i afgørelsen udsendt som SM 0-35-86, hvor ansøger var på et højskoleophold.

For så vidt angik kommunens afgørelse om i kontanthjælpen at fradrage for værdien af kost, fandt nævnet, at ansøger havde en betydelig besparelse ved ikke at skulle betale for kost m.v.

Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse vedrørende de to påklagede punkter.

I klagen var det bl.a. anført, at sagen blev anket på grund af den meget udbredte forskel, der var i praksis i forhold til bevilling af hjælp efter bistandslovens § 37 til unge, der var langvarigt indlagt på hospital.

Kommunerne udbetalte som alt overvejende hovedregel hjælp efter bistandslovens § 37 med udeboende takst til unge indlagte med henvisning til SM 0-134-95, hvoraf det fremgår, at der udelukkende bevilges hjemmeboende takst, såfremt den unge havde adresse hos begge forældre eller den ene af dem.

Det blev endvidere gjort gældende, at et hospitalsophold ikke kunne sammenlignes med et planlagt højskoleophold, hvor den unge før og efter opholdet skulle have ophold hos forældrene.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvordan hjælpen til en ung, der var indlagt i lang tid på hospital, skulle udmåles, samt om en sådan indlæggelse kunne sidestilles med et højskoleophold.