D-13-99

Arbejdsgiveren havde ret til refusion i dagpenge for udbetalt løn fra den 4. marts 1998 til og med den 6. marts 1998 og for den 31. marts 1998. Efter dagpengelovens § 3, stk. 1, har lønmodtagere ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, hvis de har været ansat i de sidste 13 uger før fraværet hos den pågældende arbejdsgiver og i denne periode har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 120 timer. Efter dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2 er det en betingelse for ret til sygedagpenge fra kommunen, at lønmodtageren enten har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden og i denne periode været beskæftiget i mindst 120 timer, eller ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt. Efter dagpengelovens § 26, stk. 1 er en arbejdsgiver, der yder løn under fravær fra arbejdet, berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som den sikrede ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold, dog højst med et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum. Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsgiveren ikke efter dagpengelovens § 3 havde pligt til at udbetale dagpenge til lønmodtageren i sygeperioden, idet hun ikke havde været ansat i hele 13 uger forud for fraværet, men havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i hele den periode. Dagpengeudvalget lagde endvidere vægt på, at de to sygehuse måtte betragtes som to uafhængige arbejdsgivere. Udvalget lagde herved vægt på, at hvert enkelt sygehus selv havde ansættelses- og afskedigelseskompetencen, at hvert enkelt sygehus havde ansvaret for udførelsen af sine arbejdsopgaver indenfor en given budgetramme, og at det var sygehusledelsen på det enkelte sygehus, som stod for administrationen af det pågældende sygehus. Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.