D-11-07

En arbejdsgivers ret til refusion, når han udbetalte løn under sygdom, var ikke en selvstændig ret, men derimod en afledet ret, der forudsatte, at den sygemeldte lønmodtager opfyldte betingelserne for ret til sygedagpenge fra kommunen, jf. dagældende dagpengelovs § 26, stk. 1(lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004). Ifølge dagældende dagpengelovs § 8, stk. 1, nr. 3, mistede den sygemeldte sin ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis han ikke medvirkede ved kommunens opfølgning i sygedagpengeloven, jf. samme lovs § 24. I den foreliggende sag beroede arbejdsgiverens refusionsret således på, om den sygemeldte var udeblevet fra kommunens opfølgningssamtale den 26. juni 2006 uden rimelig grund. For så vidt angår den syges tilstand/symptomer ved samtalen den 5. maj 2006 og senere forelå udelukkende vurderinger fra sagsbehandlerens side. Hun havde kun haft telefonisk kontakt med praktiserende læge. Der var heller ingen oplysninger om de senere afbrudte konsultationer hos psykolog. Til belysning af praksis for så vidt angik betydningen af psykisk lidelse forelå Ankestyrelsens vejledning om syge- og barselsdagpenge af 18. september 1998. Samstemmende med ovenstående henviste nævnet i den nu foreliggende sag til en tidligere truffet afgørelse om, at psykiske problemer blev anset som rimelig grund til, at den sygemeldte ikke efter kommunens anmodning havde kontaktet sagsbehandleren som et led i sygedagpengeopfølgningen. For at psykisk sygdom kunne anses for at være en rimelig grund til manglende medvirken eller manglende aflevering af dokumentation m.v., måtte det imidlertid være en forudsætning, at der kunne etableres en utvivlsom sammenhæng mellem en psykiske sygdom og den sygemeldtes adfærd i forhold til opfyldelse af forpligtelserne ifølge loven. Den foreliggende sag var således utilstrækkeligt oplyst. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviste derfor sagen.