C-30-04
Resume
Ansøgere med kronisk træthedssyndrom kunne som ansøgere med andre lidelser få støtte til bil, hvis de havde et betydeligt kørselsbehov, og deres funktionsevne var nedsat i et sådant omfang, at dette kørselsbehov ikke kunne løses på andre måder end ve...
Lovgrundlag
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 99, stk. 1
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1
Sagsfremstilling
Sagen vedrørte en kvinde, der led af kronisk træthedssyndrom. Herudover havde hun nedsat binyrebarkfunktion og nedsat stofskifte. Vedrørende kronisk træthedssyndrom var det oplyst, at hun havde haft gener siden 1986 i form af bl.a. muskel- og ledsvaghed, udmattelse efter mindre anstrengelser, svimmelhed og ledsmerter. Diagnosen kronisk træthedssyndrom blev stillet i 1993. Siden midten af 1990-erne havde kvinden været fast el-kørestolsbruger, idet hun ikke kunne stå på benene, og hun havde ikke armkræfter til at benytte manuel kørestol. Hun modtog højeste førtidspension. Hendes nuværende tilstand var præget af svær kraftnedsættelse, og der var ingen udsigt til bedring. Ved den objektive undersøgelse foretaget ved udfærdigelsen af den i sagen foreliggende speciallægeerklæring var der fundet normal trofik, kraft og reflekser i arme og ben.
Kvinden havde tidligere søgt om bilstøtte, men havde fået afslag. Hun havde nu søgt igen med den begrundelse, at hendes bil erhvervet for egne midler var meget tjenlig til udskiftning. Hendes funktionsniveau var beskrevet som stærkt svingende, idet der også var dage, hvor hun ikke havde kræfter til at komme ud af huset. Hun var bevilget 15 1/2 timers hjælp om ugen til diverse praktiske gøremål.
Vedrørende ansøgerens kørselsbehov var det oplyst, at hun havde brug for at kunne køre i forbindelse med sit job som smagsdommer i 10 timer pr. uge fordelt på 3 dage. Herudover var der kørselsbehov ved møder i forbindelse med psykologisk rådgivning for en forening, som hun ydede telefonisk fra hjemmet. Endelig var der kørselsbehov i forbindelse med aktiviteter med ansøgerens to hjemmeboende døtre, diverse indkøb, lægebesøg og besøg hos familie og venner osv.
Ansøgeren var ikke i stand til at benytte den handicapkørsel, som hun var tilkendt fra det regionale trafikselskab, fordi ventetiderne udtrættede hende. Videre var hun heller ikke i stand til at benytte offentlige transportmidler, således som hendes funktionsniveau var beskrevet.
Nævnet stadfæstede amtskommunens afgørelse og gav ansøgeren afslag på støtte til køb af bil. Nævnet fandt, at funktionsevnen var varigt nedsat, men at ansøgeren trods dette godt kunne færdes uden brug af bil.
Nævnet lagde vægt på, at der siden Ankestyrelsens afslag på bilstøtte i 1997 ikke var sket nogen væsentlig forværring. Ankestyrelsen var dengang opmærksom på, at ansøgeren benyttede el-kørestol, men fandt, at der ikke lægeligt sås at være holdepunkter for en væsentlig varig nedsættelse af gangfunktionen.
I klagen til Ankestyrelsen, som var indgivet af ansøgerens advokat, var det bl.a. anført, at det af samtlige de foreliggende lægeerklæringer tydeligt fremgik, at der var sket en forværring i forhold til tidligere, selv om den ikke var beskrevet som markant. Dette kunne vel også dårligt tænkes at være tilfældet, når en korrekt bedømmelse af ansøgerens helbredssituation havde ført til tilkendelse af højeste førtidspension.
Videre var det anført, at på grund af sygdommen blev ansøgeren udmattet efter mindre anstrengelser. Dette betød, at hendes normale kraft selv efter mindre anstrengelser forsvandt. Derfor var det nødvendigt for hende at bruge el-kørestol, da hendes kræfter ikke rakte til at bevæge en manuel kørestol rundt.
Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af nedsat funktionsevne ved kronisk træthedssyndrom og betingelserne for at få bilstøtte.
Afgørelse
Nøgleord
Relaterede afgørelser
Original principafgørelse:
Ankestyrelsens principafgørelse C-30-04 på retsinformation.dk →