C-1-08

Sagen drejede sig om en mor med en søn på 11 år, som havde svære følger efter intracerebrale blødninger. Sønnen havde ingen selvstændig gangfunktion og blev transporteret i kørestol. Han havde heller ingen selvstændig håndfunktion eller et kommunikativt sprog. Han ville altid være en tung og plejekrævende patient.

Moderen ansøgte om hjælp i form af nødvendige merudgifter til sønnen, da hun skulle på 14 dages ferie i udlandet. Hun oplyste, at hendes familie boede der, hvorfor hun gerne ville holde ferie dér. Da sønnen nu var blevet større, havde hun brug for én, som kunne være omkring ham hele tiden, og som kendte ham.

Moderen ansøgte om hjælp til leje af en stor vogn, barnepigens flybillet, løn til barnepigen i 24 timer i 14 dage, rejseforsikring samt kost, hotel og vaccination til barnepigen.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om dækning af merudgifter til ferieafholdelse og bemærkede, at moderen var berettiget til at medtage de ydelser, der i forvejen var tildelt efter servicelovens § 41.

Der blev lagt vægt på, at der ikke var tale om en samlet familiemæssig ferieoplevelse for hende og hendes søn, hvor ferien ville give sønnen mulighed for samme ferieoplevelse som andre ikke-handicappede børn havde med deres forældre. Der var ikke beskrevet forhold i familiens situation, som gjorde det særligt påkrævet, at kommunen skulle yde tilskud til ekstra omkostninger forbundet med kortvarig ferie i udlandet.

Nævnet fandt, at moderen havde ret til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til leje af stor bil og til løn, rejse- og opholdsudgifter til barnepige i forbindelse med hendes og familiens ferie i udlandet, jf. servicelovens § 41 sammenholdt med Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006.

Begrundelsen var, at det var nævnets opfattelse, at der i familiens situation var beskrevet sådanne særlige forhold, at der i forbindelse med ferieopholdet var grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til de ekstra omkostninger. Nævnet lagde vægt på, at der efter nævnets konkrete opfattelse var tale om et ferieophold i 14 dage i udlandet, der var omfattet af udtrykket kortvarige ferieophold i udlandsbekendtgørelsens § 4. Det kunne ikke ændre nævnets vurdering heraf, at moderen i et par timer daglig i 2 dage i ferien skulle på vandretur.

Nævnet lagde også vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation, herunder at sønnen var en tung plejekrævende patient, der var fast kørestolsbruger, og som havde en svær hjerneskade og epilepsi med krampe. Det var beskrevet, at han var meget skrigende og kunne holde sig vågen i 42 timer, at han skulle have skiftet ble hver 3. time, hvilket var et 2 mands job, ligesom der skulle være 2 til at give ham bad.

Nævnet lagde endvidere vægt på oplysningerne om den hjælp og støtte, der var bevilget i forbindelse med sønnens nedsatte funktionsevne, herunder at den hjælp/aflastning, der var nødvendig under ferieopholdet med familiebesøg i udlandet, bedst kunne foregå ved en person, som han var vant til, ligesom transport over længere afstande alene kunne ske ved en større bil, da han var kørestolsbruger.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at den ønskede en nærmere og helt konkret præcisering af de forhold, der lå til grund for beslutningen, således at det klart fremgik, hvilke særlige forhold i ansøgers situation, der var lagt vægt på.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet ud fra en konkret vurdering fandt, at det ville være særligt påkrævet og en afgørende forudsætning for gennemførelsen af familiens ferie, at kommunen ydede tilskud til dækning af ekstra omkostninger under ferien. Det var også taget i betragtning, at der var tale om et ferieophold i ansøgers hjemland, og at barnets handicaps ikke kunne anses for at være til hinder for gennemførelsen af ferie, der også tidligere havde været afholdt i ansøgers hjemland.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der skulle forstås ved særlige tilfælde i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet.