A-9-07

En borger var af egen læge henvist til behandling på et bestemt hospital og havde her ansøgt om dækning af udgifterne til transport frem og tilbage fra egen bopæl og til hospitalet.

Kommunen gav afslag på dækning af transportudgifterne, idet bevilling til transportstøtte til sygehusbehandling og undersøgelse var en amtslig og ikke en kommunal opgave. Kommunen henviste til, at ud fra en mundtlig fremstilling af sagen havde amtet givet afslag på at yde økonomisk støtte til betaling af transporten til hospitalet med den begrundelse, at der i Danmark var frit sygehusvalg, og da undersøgelsen og behandlingen kunne foretages på et hospital, der lå nærmere borgerens bopæl, havde borgeren mulighed for at vælge det hospital, der lå tæt på hans bopæl og derved fjerne den store transportudgift.

Kommunen henviste endvidere til, at det fremgik af principafgørelse A-39-01, at der ikke kunne bevilliges økonomisk hjælp til transport ifølge aktivlovens § 82, når der ikke samtidigt blev ydet hjælp efter aktivlovens § 82 til selve sygebehandlingen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse med den begrundelse, at nævnet efter en konkret vurdering fandt, at transportudgifter, som medgik ved transporten til og fra det henviste hospital, måtte anses for en rimelig begrundet enkeltudgift i overensstemmelse med aktivlovens § 81.

Nævnet lagde vægt på, at borgeren var blevet henvist af egen læge til behandling på det anførte hospital.

Nævnet hjemviste derfor sagen til kommunen til indhentelse af relevante oplysninger til belysning af rådighedsbeløb og størrelsen af transportudgifterne.

Kommunen klagede efterfølgende over nævnets afgørelse.

I kommunens klage var det anført, at kommunen havde taget udgangspunkt i amtets vurdering om, at behandlingen kunne foretages på det lokale nærmere hospital, og at transportudgifterne derfor ikke kunne anses for en rimelig begrundet enkeltudgift.

Borgeren anførte, at behandlingen var lægeordineret og at indkaldelsen til det bestemte hospital var en opfølgning på tidligere prøver, som det ville være urimeligt at afbryde. Samtidigt var det egen læge, der havde henvist til det bestemte hospital, idet det var det bedste sted for udredning og behandling, og der var derfor ikke noget alternativ.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgiften til transport til sygehus kunne anses for en rimelig begrundet enkeltudgift i overensstemmelse med aktivlovens § 81, når der var givet afslag på dækning af transportudgifter efter tidligere lov om syghusvæsenet.