A-30-05
Resume
Der var ikke hjemmel til at foretage opskrivning af hidtidigt indtægtsniveau med henblik på særlig støtte til fx høje boligudgifter i en situation, hvor en ansøger i flere år havde modtaget kontanthjælp....
Lovgrundlag
- Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 34
Sagsfremstilling
En ansøger, der kun havde haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, og som siden 1990 havde modtaget kontanthjælp, søgte om særlig støtte efter aktivlovens § 34.
Kommunen gav afslag på det ansøgte og begrundede afgørelsen med, at særlig støtte og kontanthjælpen ikke måtte overstige 90 % af den hidtidige nettoindtægt, og at kontanthjælpen i sig selv oversteg mere end 90 % af den hidtidige nettoindtægt. De hidtidige nettoindtægter udgjorde 7.067 kr. Indtægten i form af kontanthjælp var på ansøgningstidspunktet 7.974 kr.
Nævnet fandt ved sin afgørelse ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det følger af § 6 i beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 606 af 30. juni 2003 om særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, at den beregnede særlige støtte efter § 5 sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter herunder kontanthjælp efter lovens § 25, ikke kan overstige 90 % af ansøgerens hidtidige nettoindtægter. Ved hidtidig indtægt forstås den indtægt, pågældende har haft i den seneste kalender måned, før ændringen i forholdene indtrådte. Nævnet lagde til grund, at ændringen i forholdene indtrådte i marts 1990, hvor ansøgeren havde sin sidste arbejdsindtægt. Ansøgeren havde herefter modtaget løbende kontanthjælp. Nævnet lagde til grund, at det hidtidige indtægtsniveau på netto 7.067 kr. ikke oversteg 90 % af nuværende nettoindtægt på 7.970 kr.
Ansøger klagede og anførte bl.a., at hun ikke kunne forstå, at hun efter 15 år på kontanthjælp skulle være stavnsbundet af sin tidligere arbejdsindtægt.
Sagen blev behandlet på nævnsmøde, hvor nævnet besluttede at fastholde sin afgørelse af 14. marts 2005.
Nævnet fandt ikke, at en indtægt tilbage fra 1990 kunne anvendes som hidtidig indtægt i forbindelse med behandlingen af en ansøgning i 2004 om på ny at få støtte efter aktivlovens § 34.
Herved lagde nævnet vægt på det lange tidsrum på 14 år mellem indtægten i 1990 og ansøgningen i 2004.
Subsidiært fandt nævnet ikke, at der var hjemmel til at opregulere den månedlige indtægt fra 1990 på de 7.067 kr.
Dermed var ansøgeren ikke berettiget til den ansøgte støtte jf. § 6 i beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om særlig støtte efter aktivlovens § 34.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der ved beregning af særlig støtte efter aktivlovens § 34 burde foretages en opregulering af de hidtidige nettoindtægter, jf. § 6, når ansøgeren havde været uden arbejde i en længere årrække, i hvilken periode ansøger havde modtaget kontanthjælp.
Afgørelse
Nøgleord
Relaterede afgørelser
Original principafgørelse:
Ankestyrelsens principafgørelse A-30-05 på retsinformation.dk →