A-20-05

En kvinde, der havde to sønner, flyttede fra A Kommune til B Kommune den 1. november 2003.

Kvindens ældste søn var anbragt i familiepleje siden han var 3. mdr. gammel. Hendes anden søn blev kort tid efter fødslen også anbragt i familiepleje.

Den 21. juli 2004 behandlede Børn- og Ungeudvalget A Kommunes indstilling om fortsat anbringelse af hendes yngste søn. Udvalget besluttede ikke at følge kommunens indstilling og sønnen blev hjemgivet til kvinden.

A Kommune var fortsat handlekommune i forhold til kvinden og hendes ældste søn.

Den 13. april 2004 kontaktede A Kommune B Kommune og meddelte, at A Kommune ikke længere kunne bevilge kvinden økonomisk hjælp til transport i forbindelse med samvær med hendes ældste søn. Kvinden skulle søge B Kommune om dækning af disse udgifter efter aktivlovens § 83.

B Kommune var imidlertid af den opfattelse, at udgifter til samvær med anbragte børn skulle bevilges efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9 af det anbragte barns handlekommune, hvilket i dette tilfælde var A Kommune.

B Kommune oplyste, at kommunen anvendte aktivlovens § 83 ved ansøgning fra ikke samboende forældre om dækning af udgifter til samvær med eget barn, som bor hos den anden forælder (skilsmissefamilier).

Det sociale nævn hjemviste sagen til behandling og afgørelse i B Kommune, da nævnet fandt, at B Kommune var handlekommune i forhold til kvindens anmodning om hjælp til betaling af transportudgifter i forbindelse med samvær med sin anbragte søn.

Afgørelsen blev begrundet med, at hjælp til samværsudgifter som udgangspunkt bevilges efter aktivlovens § 83, stk. 1 på baggrund af en økonomisk behovsvurdering. Hjælp efter denne bestemmelse var således rettet mod kvindens behov.

Nævnet oplyste, at når der skulle træffes afgørelse om økonomisk hjælp i forbindelse med samvær med børn, herunder børn anbragt udenfor hjemmet, var lov om aktiv socialpolitik § 83, stk. 1 primær (lex specialis) i forhold til lov om social service § 40, stk. 2, nr. 9. Kommunen skulle derfor i første omgang undersøge, om kvinden kunne bevilges den søgte hjælp efter lov om aktiv socialpolitik § 83, stk. 1.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at B Kommune var af den opfattelse, at når der bliver truffet afgørelse i henhold til aktivlovens § 83, var der tale om samvær med børn, hvor ægteskabet/parforholdet var opløst. Og ikke børn der af kommunen var anbragt udenfor hjemmet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det var servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9 eller aktivlovens § 83, stk. 1, der skulle anvendes, når der skulle bevilges økonomisk støtte til transportudgifter i forbindelse med samvær med barn anbragt uden for hjemmet.