Planloven § 3

Erhvervsministeren kan til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder sikring af kvalitet i planlægningen, fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan tillægge regler efter stk. 1 retsvirkning som kommuneplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk. 1, kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35, stk. 1.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter med henblik på gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår tilladelser efter §§ 5 u og 35 og dispensationer fra bestemmelser i en lokalplan, jf. §§ 5 u og 19, kan meddeles, samt regler om indholdet af planlægning efter loven.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan i særlige tilfælde pålægge kommunalbestyrelser at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan med et nærmere bestemt indhold.

Stk. 5. Erhvervsministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.

§ 3 giver Erhvervsministeren en særdeles vidtrækkende bemyndigelse: Ministeren kan udstede regler for, hvordan planloven skal anvendes – både hvad angår formelle beføjelser og indholdet af den fysiske planlægning i Danmark. Det betyder, at Erhvervsministeren kan konkret fastlægge, hvordan kommuner og regioner skal planlægge, når hensynet til nationale eller landsplanmæssige interesser kræver det, fx nye store infrastrukturprojekter, naturbeskyttelse eller kvalitetssikring af byudviklingen. Bemyndigelsen er bredt formuleret og har været brugt til at udstede landsplandirektiver og generelle regler om fx detailhandel, byudvikling omkring hovedstaden og planlægning i kystområder. Bestemmelsen indebærer en betydelig centralisation, hvor staten i sidste ende kan styre store linjer i den kommunale og regionale planlægning, når det vurderes nødvendigt for samfundets overordnede eller fremtidige interesser. Dette sikrer, at vigtige nationale hensyn ikke undermineres af lokale særinteresser - men grænsen mellem statslig styring og lokal selvbestemmelse vil altid være politisk ladet og til debat.

Eksempler

• Landsplandirektiv for hovedstadsområdet

  Erhvervsministeren udsteder bindende regler for byudvikling og infrastruktur i og omkring København for at sikre overordnet sammenhæng og kvalitet.

• Regulering af nye sommerhusområder i kystzonen

  Ministerens regler begrænser kommuners mulighed for at udlægge nye sommerhusområder tæt på kysten for at beskytte natur og landskab.

• Regler for placering af storcentre udenfor bymidten

  Ministerens regler fastsætter, hvor detailhandelscentre må placeres for at hindre butiksdød i bycentre og sikre en ensartet national udvikling.

• •At kommunerne altid selv bestemmer over deres planlægning – ministeren kan faktisk sætte meget specifikke rammer.
• •At § 3 kun handler om miljø; den dækker også eksempelvis detailhandel, infrastruktur og byudvikling.
• •At ministerens beføjelser kun bruges i ekstreme eller sjældne situationer – i praksis anvendes de jævnligt ved store, nationale emner.

• § 2

  Definerer ministerens overordnede ansvar for landsplanlægning og forberedelse af beslutningsgrundlag.

• § 11a

  Oplister hvad kommuneplanen skal indeholde – ofte præciseret eller begrænset af ministerens regler.

• § 5b

  Eksempel på et område (kystzonen), hvor ministerens beføjelser ofte aktiveres.