Lov om erhvervsfremme § 15

Lovtekst – § 15

Kilde: www.retsinformation.dk

LOV nr 1518 af 19.12.2018

Regionerne kan efter høring af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udarbejde en regional udviklingsstrategi. Udarbejder regionerne en strategi, kan den omfatte regionernes lovhjemlede opgaver inden for regional udvikling og i tilknytning hertil den fremtidige udvikling i regionen, infrastruktur, udvikling i yderområderne, natur og rekreative formål, grøn omstilling og klimatilpasning og eventuelle grænseoverskridende samarbejder.

Stk. 2. Den regionale udviklingsstrategi må ikke omhandle erhvervsfremme, herunder turisme, og de regionale udviklingsstrategier udarbejdes under hensyntagen til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats. Gennemfører en region ikke Danmarks Erhversfremmebestyrelses anbefalinger efter stk. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, skal regionen begrunde dette over for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Stk. 3. Den regionale udviklingsstrategi skal udarbejdes i samarbejde med relevante lokale, regionale og statslige interessenter. Inden vedtagelsen af den regionale udviklingsstrategi skal regionsrådet foretage en offentlig høring af udkast til strategien. Regionsrådet fastsætter en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af kommentarer. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.

Stk. 4. Den regionale udviklingsstrategi kan indeholde en redegørelse for de initiativer, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på strategien.

Stk. 5. Regionerne skal som led i udarbejdelse af og opfølgningen på den regionale udviklingsstrategi iagttage rammebetingelserne for de regionale udviklingsområder.

Stk. 6. Regionerne kan ansøge og deltage i projekter om kvalificeret arbejdskraft under Den Europæiske Socialfond igangsat af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Stk. 7. Erhvervsministeren fastsætter regler om regioners grænseoverskridende og internationale samarbejde og om nedsættelse af organer til varetagelse heraf og om disse organers sammensætning.

Stil et spørgsmål om denne lov

Hej! Jeg kan hjælpe dig med at forstå "§ 15". Stil mig et spørgsmål, eller prøv et af forslagene. Hele lovteksten er inkluderet i min viden.

Foreslåede spørgsmål
Hvad er hovedformålet?
Giv et eksempel