Lov om ændring af lov om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Ny kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.) § 3

Lovtekst – § 3

Kilde: www.retsinformation.dk

LOV nr 720 af 9.6.2018

På søterritoriet, strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, og på arealer, der ligger inden for en afstand af 1.000 m fra, hvor denne vegetation begynder, må der kun efter tilladelse udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger. Kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udføres som en del af kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af 1. pkt., men som er beliggende uden for de nævnte arealer, må ligeledes kun udføres efter tilladelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse efter stk. 1, jf. dog stk. 5.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen for de grundejere, der opnår beskyttelse, meddeler tilladelse til foranstaltninger, der er beliggende på søterritoriet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tage behørigt hensyn til andre kommuner, når der meddeles tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Stk. 5. Miljø- og fødevareministeren meddeler tilladelse efter stk. 1 til kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udføres med staten som bygherre.

Stk. 6. Der kan i forbindelse med tilladelse til etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger stilles vilkår, herunder om sikkerhedsstillelse for udgifter til fjernelse af disse anlæg, vedligeholdelse og godkendelse af overdragelse m.v.

Stk. 7. Vilkår for tilladelse kan tinglyses på ejendommen for ejerens regning.

Stk. 8. Tilladelser efter stk. 1, jf. § 3 a, som erstatter afgørelser efter § 38, jf. § 11, stk. 1, i lov om skove, meddeles med vilkår fastsat af miljø- og fødevareministeren om, at et andet areal bliver fredskovspligtigt (erstatningsskov) efter § 39 a i lov om skove.

Stil et spørgsmål om denne lov

Hej! Jeg kan hjælpe dig med at forstå "§ 3". Stil mig et spørgsmål, eller prøv et af forslagene. Hele lovteksten er inkluderet i min viden.

Foreslåede spørgsmål
Hvad er hovedformålet?
Giv et eksempel