Barnets lov § 172c

Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold bistår kommunalbestyrelser, andre relevante myndigheder og aktører og borgere med rådgivning i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung er i risiko for at blive eller er sendt på genopdragelsesrejse, herunder rådgivning om risici til brug for udarbejdelse af risikovurderinger. 1. pkt. kan også finde anvendelse i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung, der er dansk statsborger eller har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, er sendt på genopdragelsesrejse. I sådanne sager vil den kommune, der senest var handlekommune for barnet eller den unge forud for udlandsopholdet, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, være handlekommune.

Stk. 2. Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold består af repræsentanter for den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. § 172 a, Udlændingestyrelsen og Udenrigsministeriet.

Stk. 3. Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold koordinerer rådgivningen i sager om genopdragelsesrejser for børn og unge mellem medlemmerne af koordinationsenheden og øvrige relevante myndigheder og aktører. Internt i koordinationsenheden koordinerer en repræsentant for sikkerhedskonsulentordningen den rådgivende indsats over for medlemmerne af koordinationsenheden.

Stk. 4. Som led i koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsopholds rådgivning eller oplysning af sagen kan koordinationsenheden afholde samtaler med barnet eller den unge. Samtalerne kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt hensynet til barnets sikkerhed eller bedste taler for det.

Paragraffen etablerer en central rolle for Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, der skal bistå kommuner, myndigheder og borgere med rådgivning i sager, hvor børn eller unge er i risiko for eller allerede er sendt på genopdragelsesrejse. Genopdragelsesrejser omfatter ofte tvangsmæssige eller ufrivillige ophold i udlandet med formål om social eller kulturel omplacering, hvilket kan være problematisk for barnets rettigheder og trivsel. Lovens bestemmelse sikrer, at den kommune, der senest havde handlepligten, fortsat forbliver ansvarlig for koordinering og rådgivning. Dette sikrer kontinuitet i indsatsen, men paragraffen afspejler også statens erkendelse af kompleksiteten ved grænseoverskridende sager. En kritisk betragtning kan være, at mens Koordinationsenhedens rådgivning er et vigtigt redskab, kan de kontraktuelle og tvungne aspekter af genopdragelsesrejser vanskeliggøre reelt selvbestemmelse og rettighedsbeskyttelse for børnene. Den kobler sig naturligt til reglerne om handlekommune og understøtter tværsektorielt samarbejde. Praktisk indebærer bestemmelsen, at kommunerne kan trække på specialiseret rådgivning, men det sker inden for en juridisk og organisatorisk ramme, som stadig kan opleves som bureaukratisk tung. Paragraffen afspejler desuden en vis udvidet fokus på social kontrol og kulturelle problemstillinger, som tidligere ofte har været forsømt i børnesager.

Eksempler

• Rådgivning ved mistanke om genopdragelsesrejse

  En kommune får via en underretning kendskab til, at et barn uden samtykke er sendt til et andet land for genopdragelse. Koordinationsenheden rådgiver kommunen om risikovurdering og samordning af indsatsen for at beskytte barnets tarv.

• Samarbejde mellem kommuner ved udlandsophold

  Et barn med tidligere ophold i en kommune vendes hjem efter et ufrivilligt udlandsophold. Den tidligere handlekommune arbejder med Koordinationsenheden for at sikre korrekt opfølgning og støtte ved hjemkomsten.

• Udarbejdelse af risikovurdering i sager med negativ social kontrol

  I en sag om æresrelateret konflikt og potentiel genopdragelsesrejse bistår Koordinationsenheden kommunen med at udarbejde en risikovurdering, der danner grundlag for intervention og planlægning.

• •At Koordinationsenheden i sig selv kan træffe beslutninger om børns anbringelse eller hjemtagelse. Den kan alene rådgive og koordinere.
• •At handlekommunen ved genopdragelsesrejser ophører ved udrejsen. Den forbliver ansvarlig for indsatsen efter loven.
• •At alle sager om børn i udlandet automatisk er genopdragelsesrejser. Det kræver konkret viden eller formodning om tvang eller sociale konflikter.